En procent af islændingene fravalgte EM-gyser
EM i fodbold lægger de islandske gader øde, og blot en procent af islændingene valgte at se noget andet i fjernsynet, da Island mødte Ungarn.
De islandske spillere har præsteret over al forventning ved EM-slutrunden, og efter 2-1 sejren over Østrig onsdag aften, er ø-nationen nu klar til ottendedelsfinalen, som spilles mandag i Nice.
Det har i den grad skabt EM-feber på vulkanøen. Nu viser tal, at Islands anden gruppekamp mod Ungarn, som endte 1-1, blev overværet af hele 98,9 procent af de islændinge, som havde tændt for deres TV, skriver magasinet Visir.
Kari Jonsson, der er ekspert i mediemålinger, udtaler til mediet:
»Det mest overraskende er, at der var en procent, der havde valgt at se noget andet end EM i fjernsynet.«
Målingen viser, at der var 147.000 seere i aldersgruppen 12-80 år, der så kampen ud af de 150.000, der så TV samme aften. Det er ud af en befolkning på 330.000 mennesker, stort set samme antal som i Aarhus kommune, og af dem er næsten 30.000 islændinge i Frankrig under EM-slutrunden.