Irsk matchvinder: »Bedste følelse i verden«
På et sent mål af Robbie Brady vandt Irland 1-0 over Italien og møder nu værtsnationen Frankrig i ottendedelsfinalen. Selv har matchvinderen svært ved at forstå, at det lykkedes at gå videre.
Mod et stærkt italiensk forsvar så Irland længe ud til at måtte forlade EM-slutrunden onsdag aften, men fem minutter før tid dukkede Norwich-angriberen Robbie Brady op og sendte Irland videre til ottendedelsfinalen, hvor de søndag møder værtsnationen Frankrig.
Selv har den irske matchvinder Robbie Brady svært ved at forstå, at det lykkedes at komme videre på hans mål til 1-0.
»Da jeg voksede op. drømte jeg om det her. At score målet for øjnene af min familie er den bedste følelse i verden. Nu skal vi videre, men for at være ærlig, er jeg helt paf lige nu,« siger målscorer Robbie Brady til BBC.
Det skal endnu en mindre sensation til, hvis Irland søndag skal gøre sig forhåbninger om at slå Frankrig ud af EM, mener Irlands landstræner, Martin O'Neill.
»Vi ønsker, at vi kan spille lige så stærkt mod Frankrig, som vi gjorde i aften. Det bliver vi naturligvis nødt til for at have en chance. Ottendedelsfinalen bliver en stor fest, som vi ser meget frem til,« siger landstræneren til uefa.com.
På forhånd var det nok de færreste, der havde spået Irland en chance i dynamitgruppen, som ud over italienerne også talte Sverige og Belgien.
Det irske avancement er til gengæld dårligt nyt for Tyrkiet, som dermed trækker nitten sammen med Albanien som en af de to treere, der ikke går videre til ottendedelsfinalerne.