EM’s udvalgte: Her er de bedste indtil nu
Gruppespillet ved EM er overstået. Hvilke spillere var bedst?
PARIS
De første 36 kampe har EM vist sig at være en turnering, hvor der bliver scoret få mål. På den måde har det været lettest at finde forsvarsspillere til Jyllands-Postens bud på gruppespillets bedste spillere.
På mål har vi valgt Schweiz’ Yann Sommer, der kun lukkede et mål ind og var en stor del af, at Schweiz endte på andenpladsen efter Frankrig.
Forsvaret er præget af, at Antonio Contes Italiens udgangspunkt er at stille sig i en god defensiv, få masser af struktur og løbemønstre i spillet og så ellers vente.
Italien lukkede først mål ind i den betydningsløse kamp mod Irland, da holdet alligevel var sikker på førstepladsen.
Midtbanen er præget af gruppespillets vel nok mest spændende hold, Kroatien, hvor Luka Modric og Ivan Perišic har været i forrygende spilhumør.
Defensivt har Frankrigs N’Golo Kanté ryddet op, så det har været en fryd at se på.
På toppen har vi Gareth Bale – Wales’ enmandshær – der har lavet tre mål og været en sand indpisker for waliserne.
Den lille fantasifulde Dimitri Payet har for Frankrig været afgørende for, at holdet kom sikkert videre fra de tre indledende kampe.
På sidelinjen står Wales’ Chris Coleman og dirigerer tropperne. Med et meget sparsomt materiale vandt han Gruppe B, og han siger selv, at det er det største, han har prøvet i sin karriere.