Fortsæt til indhold
Fodbold

10 mand var nok til et FCK-point

AGF var i overtal i mere end en time, men det rystede ikke FCK, der sled sig til et point i Aarhus.

Bedømt ud på antallet af håndtryk og dunk i ryggen var FCK-lejren godt tilfreds med at trille en 0-0 hjem i Aarhus.

Anderledes kunne det heller ikke være, fordi holdet var i undertal i 75 minutter, fordi Mathias Zanka Jørgensen fik direkte rødt efter et kvarter.

AGF satsede, men magtede ikke at åbne førerholdets defensiv.

Inden udvisningen havde AGF held til at slå FCK’s opspil i stykker med højt og aggressivt pres. Hjemmeholdet satsede generelt på at sende bolden i dybden, og så kom midtbanespillere som Jesper Lange og Stephan Petersen med fuld pedal.

Kanten Stephan Petersen kom alene igennem, men overfor FCK-keeper Robin Olsen formåede han ikke at løfte bolden højt nok fra den smattede bane.

Backen Daniel Christensen var skubbet op som venstre kant, og da han efter et kvarter stak i sprint fik Mathias Zanka Jørgensen problemer. Daniel Christensen vandt duellen og bolden, men Zanka væltede ham, og det blev takseret til rødt kort.

FC København havde ikke mulighed for at omrokere internt på banen, så kanten Kasper Kusk blev ofret og byttet ud med forsvarsspilleren Mikael Antonssen, så FCK igen kunne stille med fire mand i den bagerste kæde.

AGF formåede ikke at dominere og sætte sig på spillet, selvom holdet var en mand i overtal. FCK var stadig farlig på kontraangreb og indlæg fra kanterne.

God fodbold var der ikke meget af i første halvleg. På den våde bane var der mere fysisk end flydende spil. Der var dueller konstant. I luften og langs jorden. Og masser af høje albuer og frispark.

I løbet af et minut var der to fejlafleveringer ud over sidelinjen, og det var vel at mærke fra upressede folk med indersiden. Efter udvisningen havde FCK ikke travlt med at sætte spillet i gang ved dødboldene. Allerede fem minutter inden pausen fik gæsterne den første henstilling for at trække tiden lige rigeligt ved et indkast.

På sidelinjen var det et gensyn med trænerduellen imellem Ståle Solbakken og Glen Riddersholm. De to havde mange verbale sammenstød, da Riddersholm var chef i FC Midtjylland.

Søndag aften blev det mest til mundhuggeri på tværs af midterlinjen, da FCK-angriberen Andreas Cornelius sendte en AGF-spiller til jorden med en albue. Alexander Juel Andersen røg ned med et stort skrig, og det mente FCK-lejren var en tand for teatralsk.

Dommeren havde dog set noget kriminelt, og han gav Cornelius en advarsel.

AGF satsede mere efter pausen. Aleksandar Cavric og Kim Aabech blev smidt ind. To spillere, der er gode med bolden på fødderne, og med dem på banen fik AGF presset FCK tilbage og flyttet spillet længere frem på banen.

Den bedste mulighed kom til Stephan Petersen, der plukkede en lang aflevering ned med foden og klaskede til bolden, men hans skud røg i sidenettet.

De store chancer kom aldrig.

FCK sendte Nicolai Jørgensen ind i pausen. I torsdags scorede han sejrsmålet imod FCM, men han kom ikke frem til noget i en kamp, som FCK formentlig var tilfreds med at sælge for et point på grund af den tidlige udvisning. En enkelt gang var han ved at tromle hele AGF’s højreside ned, men kom ikke forbi den sidste mand.

Tempoet skulle pilles ud af kampen signalerede Ståle Solbakken ved at skubbe begge håndflader ned imod græsset, da Benjamin Verbic overvejede at tage et hurtigt indkast. Ro på.

AGF gik benhårdt efter sejren. Midtbaneslideren Jesper Lange blev byttet ud med Mate Vatsadze i det sidste kvarter.

Men FCK har bare en god defensiv, der ikke giver meget væk. Der var ingen gaver til Morten Duncan Rasmussen, der for første gang i 10 år var tilbage i AGF-trøjen på Ceres Park. Der var masser af tidligere indlæg ind i feltet, men han kom aldrig ugeneret op til boldene, fordi han blev pakket ind af Erik Johansson, der spillede en glimrende kamp.

Artiklens emner
FCK
AGF