Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF-træner: Vi har ikke øvet os i at spille 11 mod 10

Glen Riddersholm erkendte, at der var for lidt kvalitet i AGF’s spil mod FCK.

I den trods alt korte periode Glen Riddersholm har fungeret som træner for AGF, har han og spillerne været igennem et større pensum, når det gælder fodboldspillets facetter. Men et aspekt har AGF’erne ikke terpet, nemlig at spille 11 mod 10 i en længere periode.

Det kom AGF til i fem kvarter af søndagens hjemmekamp mod FC København, da Mathias ”Zanka” Jørgensen fik rødt kort efter et kvarters spil.

»Det kom som en overraskelse – og det gør det jo altid – at man pludselig er en mand i overtal. Og jeg vil blankt erkende, at det aspekt har vi ikke arbejdet med sammen med holdet endnu. Det havde vi heller ikke forberedt op til kampen, så hvis der er nogen, der skal have kritik for det, er det undertegnede,« sagde Glen Riddersholm efter duellen med topholdet.

I kampen fik han og tilskuerne at se, at AGF’erne endnu ikke er der, hvor de skal være. I hvert fald ikke i offensiven.

»Det vigtige var at vi fik et vidnesbyrd om, at der er noget, vi skal arbejde videre med i forløbet, der kommer. Jeg hæfter mig, at vi ikke fik chancer imod os. Det ser jeg som noget meget positivt. Alle de offensive spillere, som vi sendte på banen, arbejdede meget hårdt i holdets tjeneste. Risikoen ligger altid i, at man åbner sig op og giver en chance væk,« sagde AGF-træneren og tilføjede:

»Jeg har erfaring med at spille 11 mod 10 mod FC København fra tidligere. Og at have tabt i slutfasen. På den facon er jeg glad for, at vi holdt nullet.«

Så altså glæde over defensiven, mens offensiven haltede noget mere.

»Omvendt må vi være selvkritiske. Vi var simpelthen for uskarpe. Vores indlæg og vores næstsidste afleveringer var ikke med høj nok kvalitet. Det kom vi til at lide under. Der skal ikke findes dårlige undskyldninger, men banen kunne godt spille en lille rolle. Den var glat og svær at spille på. Men kvaliteten i den fase af spillet var ganske enkelt for dårlig,« erkendte Glen Riddersholm, som i det mindste kan muntre sig med, at han og truppen er ubesejret i sæsonens første tre kampe: Først 2-2 i OB, siden 3-0 over Sønderjyske i pokalen, og nu 0-0 mod FC København.

Artiklens emner
FCK
AGF