FC Nordsjælland sikrede sig bronzen
FCN og FCK spillede en målfattig, men hæsblæsende kamp om Superligaens tredjeplads
Lige før 1. halvlegs slutning udspillede der sig en scene på FC Københavns tribune på Right to Dream Park i Farum, der på mange måder indkapslede udeholdets sæson. Først var der stilhed. Så begyndte tribunen at summe. Og så kom jublen og euforien i et stort ryk.
Aab havde netop bragt sig foran på Brøndby Stadion, hvorefter FCK-fansene brød ud i »København, vi hader Vestegnen« og andre linjer, der er mindre politisk korrekte.
Der har vitterligt heller ikke været meget at juble over i denne sæson for FCK, der har tabt fire gange mod Brøndby og lå på 4. pladsen før kampen mod FCN. Derfor var opgaven klar mandag aften: FCK skulle få en god afslutning på det, der kun kan betegnes som en dårlig sæson for en klub, hvis selvforståelse hedder, at de er Danmarks største. En klub med et budget så stort og en trup så stærk, at alt andet end guldmedaljer nærmest er en skuffelse.
Minutter før kampen blev fløjtet i gang tonede en video af Manchester Uniteds spanske tekniker Juan Mata frem på storskærmen i Farum. Mata er medstifter af Common Goal, en bevægelse for fodboldspillere, der har valgt at give 1. pct. af deres løn til velgørende formål. United-spilleren kunne annoncere, at FC Nordsjælland som den første klub i verden tilslutter sig Common Goal.
Og da dommer Jakob Kehlet så fløjtede kampen i gang, havde de to hold altså et andet fælles mål. Et mål, der hed bronzemedaljer og en kortere vej til Europa League-gruppespillet.
»Det er kun sejren, der tæller,« sang FCK-fansene, der havde fyldt en endetribune og en halv langside. Og det var en hel korrekt observation, hvis FCK skulle sikre sig en tredjeplads. FC Nordsjælland, der før kampen havde et point ned til FCK, kunne nemlig klare sig med en uafgjort.
Kampen startede ud i et heftigt tempo, hvor der i den indledende fase var chancer til begge hold. Efter et kvarter fra FCK’s midtstopper Michael Lüftner tæt på at heade et hjørnespark i kassen, men Runarsson i FCN-målet reddede på glimrende vis.
2. halvleg startede ligeledes ud i et vildt tempo, hvor FC København startede godt. Deres stærke angriber Federico Santander skulle også have scoret, da han efter klumbspil fik en oplagt scoringsmulighed tæt foran mål.
Kampen bar generelt præg af, at FC Nordsjælland kunne klare sig med en uafgjort. Derfor var FCK nødsaget til at skabe noget offensivt. I kampens slutminutter havde Peter Ankersen en god mulighed for at sparke et indlæg i kassen, men en modspiller kom i vejen.
I slutningen af kampen blev FCK mere og mere desperate i deres forsøg på at jagte en scoring. Den fik de dog ikke. Derfor slutter de på skuffende vis på 4. pladsen og skal møde vinderen af AGF-Sønderjyske i en kamp om en plads i Europa League.