Fortsæt til indhold
Fodbold

Et tømt Brøndby-hold faldt igen

Brøndby skulle have været danmarksmester. I stedet sluttede klubben sæsonen med tre ud af 12 mulige point.

De stod i tavshed for sig selv, sad eller lå på græsset. Publikum klappede. Trods alt. En flok pumpede Brøndby-spillere udstrålede skuffelse og ikke så meget andet, da de måtte sande, at det kun blev til DM-sølv i denne sæson. Øjnene havde i 1-1 kampen mod AaB sagt ja, kroppene svarede nej. De ville gerne, men de kunne ikke. Havde FC Midtjylland tabt point mod Horsens, ville et tømt Brøndby-hold således selv have smidt chancen væk for at tage mesterskabet, da det spillede 1-1 mod AaB på hjemmebane.

Denne Brøndby-sæson er historisk. Aldrig har et hold i klubbens 54-årige historie opnået så mange point som efter 33 runder af denne sæson. Det vandt pokalfinalen. Det er nu salt i såret, for sæsonen slutter som en skuffelse på trods af det. Det kan ikke være anderledes, når man førte Superligaen med fem point til nummer to og en markant bedre målscore med fire kampe tilbage af sæsonen.

Brøndby ”høstede” kun tre point i de sidste fire kampe efter at have haft et pointsnit på helt uhørte 2,4 i sæsonens første 32 opgør. I de sidste fire runder vandt FC Midtjylland det hele. Heriblandt kampe i Brøndby og i Parken. De snakker om Brøndbys ”gummiben” i Herning. Vi holder os her fra klichéen og konstaterer, at Brøndby kollapsede i Superligaen, da det gjaldt.

I den sidste superligauge har Brøndby lignet en enhed udtømt for kræfter og energi. Fysisk såvel som mentalt. Det var også billedet hos nøglespillere som især Teemu Pukki og Johan Larsson mod AaB. Klubben har ikke vundet det danske mesterskab siden 2005. I den periode har FC København taget det otte gange. Der blev derfor skabt den bedste opbakning nogensinde til et dansk klubhold i dette forår, da Brøndby så ud til at kunne vinde det hele i et håb om endelig at give et svar til dem fra hovedstadens centrum.

Opbakningen var der også i timerne op til kampen mod AaB. Det store område foran Brøndby Stadion var omdannet til en publikumsfest. Da den blev arrangeret, var idéen nok, at det skulle fejres, at mesterskabet enten var sikret eller kunne blive det med en sejr over Aalborg. Nu var Brøndby afhængig af, at Horsens tog point i Herning.

Situationen skabte en trodsreaktion i kampens begyndelse. Brøndby jagtede chancen. Som 1. halvleg gik, spillede AaB dog opgøret jævnbyrdigt. En af Superligaens bedste målmænd er svenske Jacob Rinne. Han og midterforsvaret med Jores Okore og Jakob Blåbjerg imponerede mest. Mange defensive spillere er blevet drejet rundt om sig selv af Brøndbys spil omkring Hany Mukhtar og holdets to angribere. Okore og Blåbjerg holdt stand, og det skabte grobund for tre store AaB-chancer.

Blåbjerg skød over fra en meter, men Kasper Risgård udnyttede køligt landsholdsmålmand Frederik Rønnows store fejl. Rønnow tabte bolden til Risgård, som lobbede den over målmanden. Bolden traf stolpen og sprang tilbage få centimeter over målstregen. Det var hverken dommer eller linjedommer, som dømte den inde men måldommeren ved siden af Brøndbys mål. Fremragende dommerarbejde.

I 2. halvleg ebbede det hele ud på Brøndby Stadion, da publikum fandt ud af, at FC Midtjylland havde scoret til 1-0. Træner Alexander Zorniger udskiftede Teemu Pukki efter 50 minutter i finnens sidste kamp for Brøndby. Pukki endte sæsonen uden scoringer i dens sidste fem kampe og som billedet på, at Brøndby havde en for smal trup til Zornigers overfaldsfodbold, da det blev maj. Finnen var fysisk og mentalt færdig.

Brøndby misbrugte flere store chancer mod slutningen af kampen indtil krigeren Benedikt Röckers udligning i 88. minut. De var dog ikke så store som AaB’s, der udviste en imponerende mangel på koldblodighed og afslutningsevner.