Fortsæt til indhold
Fodbold

FCM tager favoritværdigheden på sig efter FCK-skalp: "Det ville være latterligt andet":

FCMs Jess Thorup er ikke bange for at snakke om guld efter en god start på foråret.

Alt ser ud til at kunne lykkedes i denne sæson for FC Midtjylland, der vandt over FCK selvom de spillede med en urutineret midtbanespiller som angriber og var bagud efter blot tyve minutter.

Selv den glemte stjerne Rafael van der Vaart fik lov at komme på banen til sine første minutter i sæsonen, efter FC Midtjylland var kommet foran med kampens slutresultat 3-1 og på effektiv maner havde bevist, at det er den FC, der kommer fra Herning, som kæmper med om guldet i år.

Både før og efter kampen var det midtjydernes tynde besætning i angrebet, der i træner Jess Thorups øjne er årsag til størst bekymring. Efter salget af Alexander Sørloth er Paul Onuachu nemlig det klare førstevalg igen, og mod FCK var han ude med en skade.

I hans fravær virker førsteholdets eneste anden angriber, nyindkøbte Artem Dovbryk, som den åbenlyse afløser, men hverken i kampen mod Horsens eller sejren over FCK er det dog Dovbryk, der har fået chancen. Den er i stedet gået til den nigerianske akademispiller Frank Onyeka, en midtbanespiller der ifølge anfører Jakob Poulsen knap har scoret til træning i et år.

”Det er ikke mål, han har lavet allerflest af, men han er kommet ind i en god stime, så lad ham endelig fortsætte det. Jeg har prøvet ham lidt af i det centrale forsvar og lidt på backen, men han er midtbanespiller,” sagde Jess Thorup efter kampen, hvor Onyeka havde sørget for målet til 1-0, som fik den sløvhed ud af FCM, der havde præget dem den første have time.

I den førnævnte halve time havde FCK bragt sig i front ved Pieros Sotiriou, og det virkede for en stund til, at Ståle Solbakken havde fået tvunget usikkerheden ud af københavnerne ovenpå torsdagens klare nederlag i Parken til Atletico Madrid. Onyekas mål viste dog, at dette var en falsk antagelse.

I kampens resterende time var det nemlig et markant dårligere FCK-hold, man kunne observere, og ved målet til 2-1 kort før pausen var det anfører William Kvist, der ledte an i nedturen ved at aflevere bolden direkte til Mikkel Duelund, som efter nogle få træk kunne bringe sit hold foran og dermed fortsætte sin egen gode målform.

Kvists efterfølgende ærgrelse udmøntede sig i en gorillaagtig hamren i græsset, der ikke formindskede jublen på et næsten fyldt stadion, hvor kampbolden inden startfløjtet var blevet leveret fra oven af to faldskærmsudspringere.

I anden halvleg kunne end ikke en indskiftning af de hvidblusedes nye darling Viktor Fischer redde FCK fra at se gevaldigt usikre ud. Marc dal Hendes mål til 3-1 kort før overtidens begyndelse var derfor kun en fortjent understregelse af det øjeblikkelige styrkeforhold mellem et hold, der har øjnene rettet mod mesterskabet, og et, der er i gevaldigt fare for at misse en plads i Europa til næste sæson.

Med sejren over FCK har Midtjyderne nu vundet deres syv seneste kampe i ligaen, og det smitter af på selvtilliden hos træner Jess Thorup.

”Det ville være latterligt at sige andet, end at vi går efter at slutte nummer et, når vi nu ligger der, men der er femten kampen endnu, og mig bekendt er det lig med, at der stadig skal spilles om 45 point. Så vi er ikke i nærheden af at være i mål, men nu er vi kommer godt fra land efter vinterpausen,” sagde Thorup, der også glædede sig en smule over at kunne skyde kritisk snak om klubbens transfervindue ned:

”Der er mange, der har snakket om transfervinduet, og om at vi har solgt guldet og dit og dat. Nu har vi spillet to kampe efter pausen og fået seks point, så vi viser da i hvert fald, at vi er kommet godt i gang.”