Mod faldskærmstropper og stærkt FCM-hold havde FCK intet match
FC Midtjylland viste med sikker 3-1 sejr, at førstepladsen er fortjent.
Mens der andetsteds i ligaen lidt nord for København blev sat negativ tilskuerrekord, var optakten til denne kamp anderledes festlig og folkerig på et fyldt stadion. FC Midtjylland havde lagt flyers ud på alle sæder med overskriften ”Os mod dem,” og en påmindelse om det er tilladt at buhe ad modstanderen og presse dommeren.
Kampbolden blev fløjet ind fra oven af to faldskærmsudspringere og på endetribunen mindede en tifo omgivet af en massiv røgsky alle om, at det er den FC, som kommer fra Herning, der kæmper med om guldet i år.
Da Gustav Wikheim blev introduceret som ”den norske Messi” af en korporlig speaker havde spændingen nået sit højeste og kampen kunne gå i gang.
Det var i første omgang FCK, der reagerede bedst på den storladne attitude, om end Denis Vavro var lidt for ivrig efter at gentage samme driblinger, som skabte problemer mod Atletico Madrid torsdag aften.
FCM forholdt sig overraskende passive overfor et FCK-hold, der selv uden den nye darling Viktor Fischer på banen skabte flest chancer. Specielt Robert Skov og Peter Ankersen kunne arbejde sig igennem i højre side, og efter 23 minutter holdt forsvaret ikke mere, da Peter Ankersen med et fladt indlæg kunne finde Pieros Sotiriou lige foran mål.
Føringen holdt dog ikke mange minutter, da det rodede efterspil fra et hjørnespark endte med at FCMs nyeste opfindelse i angrebet, Frank Onyeka, kunne hive både bold og eget korpus med ind over målstregen.
Efter målet tog midtjyderne i langt højere grad hjemmebanerollen på sig og blev langt farligere. Det var dog ikke egen skarphed, der gav føringen til 2-1 kort før pausen. Det var derimod William Kvists mangel på samme, da han lagde en aflevering perfekt for fødderne af Mikkel Duelund, som efter et par træk ind i banen ikke svigtede med sit skud fra kanten af feltet. Kvists efterfølgende ærgrelse udmøntede sig i en gorillaagtig hamren i græsset, der ikke formindskede de lokale tilskueres jubel.
I anden halvelg kunne midtjyderne juble videre, da FCM det meste af tiden kunne holde FCK væk fra chancer og til gengæld selv skabe mere frem ad banen.
Efter 70 minutter toppede kampformen med tre skud mod mål indenfor fem sekunder, som dog alle blev afværget af hvidklædte kroppe. Efter det højdepunkt gled FCM lidt ned ad banen, mens indskiftede Viktor Fischer kunne suge opmærksomheden til sig.
Trods Fischers indtog i både kampen og ligaen som helhed, var det dog efter 89 minutter, at ligaens historisk set største stjerne kom på banen. Efter FCM minuttet før havde sikret sejren med en scoring til 3-1 ved Marc dal Hende, fik Rafael van der Vaart nemlig lov at få sæsonens første minutter i ligaen. Bifaldet var stort, men med sejren over københavnerne i hus var tilskuerne i Herning også tilbøjelige til at juble af det meste.