Fortsæt til indhold
Fodbold

Fysikken sejrede, da der blev sat trist tilskuerrekord i Farum

AC Horsens gjorde, det de plejer, og det var endnu en gang effektivt mod FC Helsingør, der stirrer ind i et svært forår.

Luftkongerne fra AC Horsens holdt sig til den vante taktik, og med effektive dødbolde og bundsolid organisation besejrede horsensianerne trængte FC Helsingør med 2-0.

Det var to hold, der begge havde brug for en ny begyndelse på foråret, efter FC Helsingør havde blameret sig i forårspremieren, som blev tabt med hele 1-6 til OB, mens AC Horsens stred forgæves i 0-2 nederlaget til FC Midtjylland.

Af frygt for endnu et nederlag blev søndagens opgør indledningsvist en taktisk affære. AC Horsens forholdt sig afventende over for det mere boldsikre hjemmehold, der til gengæld virkede mere tålmodigt og væsentligt bedre organiseret end i 1-6-blamagen.

At kalde FC Helsingør for hjemmehold var imidlertid en stramning. Banen i Helsingør har i dagene op til kampen været plaget af frost, og som konsekvens deraf var kampen flyttet til FC Nordsjællands hjemmebane på Right to Dream Park, hvor kunstgræsset altid er grønt og frostfrit.

Udlejningsgebyret havde inden kampen fået FC Helsingørs direktør, Janus Kyhl, til at opfordre så mange som muligt til at tage turen til Farum for at få så meget af gebyret som muligt hjem i tilskuerindtægter. Kyhl skulle dog blive slemt skuffet, da blot 568 tilskuere havde fundet vej til Farum. Det er det laveste antal tilskuere til en superligakamp siden 2002.

På det jævne underlag befandt Helsingør-spillerne sig imidlertid godt. De forsøgte således at gøre kampen så lidt fysisk ved at flytte bolden rundt om de større og stærkere spillere fra AC Horsens. Det lykkedes til at begynde med.

Og med hjælp fra AC Horsens' congolesiske midterforsvarer Delphin Tshiembe, der via en dårlig tilbagelægning forærrede Helsingørs angriber Nicolas Mortensen en helt fri chance, blev Helsingør også farlige. Jesse Joronen i Horsens-buret, viste dog, hvorfor FCK har betalt omkring 6,5 mio. kroner for den 197 cm høje finne, da han kontrolleret tog sig af Mortensens kiksede forsøg.

Herefter lykkedes det for AC Horsens at gøre kampen mere fysisk. Godt illustreret ved Horsens-angriberen Oliver Drost, der et kvarter inde i kampen gik i et så aggressivt et pres på Pascal Gregor, der i duellen med Drost ramte kunstgræsset så hårdt, at Gregor få minutter senere måtte udgå af kampen, med det der lignede en forslået skulder.

Men det var bedst illustreret af de lange indkast og dødbolde, som Horsens er specialister i. Her fik Horsens først ved Okuson og senere ved Jonas Borring to store muligheder.

Det var, selvfølgelig, fristes man til at sige, også et af Mikkel Qvists lange indkast, der sendte Horsens i front. Ti minutter efter pausen endte et indkast hos Oliver Drost, der fra højre side af straffesparksfeltet resolut scorede med et spark mod det lange hjørne.

Mål ændrer fodboldkampe lyder en af fodboldens slidte klichéer, men bedømt på minutterne efter scoringen holder talemåden stadig. FC Helsingør smed tålmodigheden og blev mere direkte, hvilket skabte plads i den anden ende.

Det førte til to store chancer i begge ender indenfor to minutter. Først ramte et indlæg for gud ved hvilken gang Simon Okusons pandebrask, som sendte bolden over Vaporakis i Helsingør-målet. Få centimeter før bolden sejlede videre ind i nettet, fik Daniel Jørgensen headet bolden op på overliggeren og retur ud i feltet. I den anden ende var Helsingør pludselig farlig på en dødbold, men Joronen havde helt styr på Martin Fisch' hovedstød.

Helsingør sendte til sidst i kampen alt frem, og det kostede bagude, da flittige Peter Nymann i en gennemspillet kontra kunne sparke dybt i bolden og løfte den ind over Vaporakis til 2-0.

Dermed blev det til en pligtsejr til AC Horsens, der holder sig inde i top seks, mens Helsingør trods forbedringer i forhold til seneste runde blot har hentet fire point i sine seneste syv superligakampe.