Fortsæt til indhold
Cykling

Kittel tog nummer 10

Den tyske supersprinter afviste komfortabelt feltets øvrige fartraketter på første sprinteretape.

Lars B. Jørgensen

LIÉGE - Marcel Kittel kan være lidt af et mysterium. Når det klikker, vejen ligger åben og han bliver afleveret i en hæsblæsende finale, er hans med sin topfart og kraftoverskud i en klasse for sig. Men når Kittel rammes af tvivl, når sidevinden bider eller højdemeter mørner benene lidt over middel, er den 29-årige kæmpe nærmest lallende ordinær.

På en dag, hvor regnen længe silede trøsteløst ned over Tour-feltet på færden fra Düsseldorf over den belgiske grænse mod Liége viste Kittel sig fra sin bedste side ved at skyde ud fra spidsen af feltet og nemt afvise Arnaud Demare (FDJ) og landsmand André Greipel (Lotto-Soudal).
Det var Kittels tiende etapegevinst siden 2013 og meget tyder på, at det ikke bliver de sidste heller i et Tour de France, hvor de hurtige folk har en del finaler at gøre godt med.

Søndagens 203 km lange ridt var en relativt udramatisk affære indtil et styrt 30 km fra mål sendte den forsvarende Tour-vinder Chris Froome i asfalten sammen med Romain Bardet, sidste års nummer to i løbet.

Team Sky sendte en falanks af hjælpere ned til holdets kaptajn og det lykkedes at få tilslutning til et felt, hvor man heller ikke så ud til at ville kapitalisere på andre uheld.

Efter at have været med i den udbryderkvartet, der blev formet allerede tidligt på etapen, kunne Cannondales amerikanske rytter Taylor Phinney iklæde sig løbets bjergtrøje på baggrund af en vunden bakkespurt.

For Jakob Fuglsang bød etapen ikke på de vilde udfordringer og det danske Tour-håb er stadig placeret som nummer 64 i en klynge med navne som Richie Porte, Alberto Contador og Nairo Quintana.