Fortsæt til indhold
Cykling

Alejandro Valverdes chef kritiserer Tour-arrangørerne efter stjernens fatale styrt

En motorcykel havde spildt væske på vejen, ifølge Movistar-chef.

Da den spanske cykelstjerne Alejandro Valverde fra Movistar kurede hen over den våde asfalt med kurs mod et stålhegn på 1. etape af årets Tour de France, var det ikke bare endnu et dramatisk styrt.

Det var samtidig afskeden med en af løbets helt store profiler og et akut problem for en af favoritterne til den samlede sejr, Movistar-kaptajn Nairo Quintana.

Valverde var udset til at være luksushjælper for colombianeren i duellen mod den forsvarende Tour-vinder, Chris Froome fra Team Sky.

Derfor er det måske ikke så overraskende, at spanierens hold, Movistar, er både bekymrede og sure i øjeblikket.

Valverde er udgået af turen, og nu skal ansvaret placeres.

Ifølge Movistar-manager Eusebio Unzué bærer arrangørerne en stor del af skylden for, at det gik så galt i et sving under den 14 kilometer lange enkelstart i Düsseldorfs regnvåde gader.

»En af arrangørernes motorcykler var væltet i svinget og havde spildt noget væske på vejen. Det førte til, at otte ryttere gled og bragede ind i hegnet samme sted,«, siger han i TV-programmet ’Tiempo de Juego’ ifølge spanske Marca.

Mest kritisk er han dog over, at rytterne ikke blev bedre beskyttet i svinget.

»Der kunne have været halmballer eller madrasser, der kunne tage noget af det stød, de oplevede ved styrtet«, udtaler Eusebio Unzué.

Alejandro Valverde er blevet opereret efter styrtet, hvor han flækkede knæskallen efter en kollision med barrieren.

Søndag morgen lagde han et billede og en lille tekst op på sin Twitter-profil fra hospitalsengen i Düsseldorf.

»I aftes blev jeg opereret for en fraktur i knæskallen på universitetshospitalet i Düsseldorf. Alt er gået godt. Tak for at være med mig«, skrev han.

Alejandro Valverde sluttede som nummer tre i Tour de France for to år siden.

Udover spanieren er også Luke Durbridge fra ORICA-Scott udgået efter et styrt på enkelstarten.