Fortsæt til indhold
Cykling

Én Tour-cykel er ganske speciel

Oleg Tinkovs ryttere kører på den ultimative enkeltstartscykel, siger en ekspert.

PETER SIMONSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

BERGERAC

Tourens næstsidste etape er en 54 km lang enkeltstart, og det betyder, at rytterne for første gang skal have deres enkeltstartscykler taget i brug.

For ligesom der bruges en bestemt cykel i bjergene og en bestemt cykel på de flade landeveje, har rytterne også en specialdesignet enkeltstartscykel.

På Tinkoff-Saxo bruger man en cykel af mærket "Specialized," og modellen hedder "Shiv-TT." Det er ikke tosset, skal man tro en ekspert.

"Det er den ultimative cykel inden for enkelstartscykler. Det er en cykel, som Specialized har brugt utroligt mange ressourcer på at udvikle. Det er den dyreste og mest avancerede cykel af dem alle," siger Jan Lindberg.

Masser af kulfiber

Han er indehaver af cykelforretningen Lindberg Sport og har bl.a. været ansat som cykelmekaniker hos det daværende Team HTC Columbia. I 2009 og 2010 var han med holdet til Tour de France.

Her sørgede han for, at ryttere som Lars Bak og Mark Cavendish ikke gik ned på udstyret.

Carbon (kulfiber) er det fremherskende materiale på Shiv-TT-cyklen, ligesom det er det på alle andre Tour-cykler. Det er der en god forklaring på.

”Det er et let og utroligt fleksibelt materiale. Du kan smide flere carbonlag på, hvis du vil, du kan vende og dreje carbonfibrene, som du ønsker det, og du kan lave rammen til lige det formål, du har brug for. En stålramme/aluminiumsramme er sværere at arbejde med,” forklarer Jan Lindberg.

Man putter pladehjul på, fordi de kan skære gennem luften.
Jan Lindberg.

Aerodynamik er alt

Enkeltstart er en speciel disciplin, hvor aerodynamik kan gøre en kæmpe forskel, og det er der taget højde for på cyklen, ifølge Jan Lindberg.

Blandt andet er bagbremserne gjort små og gemt væk under krankboksen, så cyklens vindmodstand er så lille som muligt.

Vinklerne på en enkeltstartscykel er anderledes sammenlignet med en cykel til bjergetaper eller flade etaper.

Ofte ændrer producenterne på kronrørsvinklen, fordi rytteren sidder lidt længere fremme på sadlen, hvilket gør, at han træder mere ”bagud.”

Pladehjul i kulfiber

Stellet skal være stift for bedre fremdrift og aerodynamik, og så har enkeltstartscyklen en tilføjelse, som de andre cykeltyper ikke har.

”Man putter pladehjul på, fordi de kan skære gennem luften," forklarer Jan Lindberg.

Tinkoff-Saxo bruger pladehjul af mærket Zipp. De er lavet af en udvendig kulfiberskal, mens det indvendige materiale er lakeret pap.

"Og i pladehjulene er små fordybninger, som på golfbolde, fordi de formindsker turbulens," siger Jan Lindberg.

Cykelvidenskab

En samlet Shiv-TT-cykel vejer 6,8 kilo, den kunne sagtens laves lettere, men må ikke ifølge reglerne. Og vil man have fingrene i et eksemplar, kan man snildt indstille sig på at bruge op mod 100.000 kr.

"Der ligger rigtigt meget arbejde bag cyklerne, ofte er de mange års udvikling undervejs. Det er en videnskab. Holdene vil have det bedste af det bedste, og producenterne arbejder hele tiden på at forbedre cyklerne. Det afspejles også i prisen," siger Jan Lindberg.

Læs om Tinkoff-Saxos tre andre Tour-cykler herunder: