Fortsæt til indhold
Rejser

»Det er den ultimative følelse at stå på ski i dyb nyfalden puddersne«

Den rutinerede skiløber Christoffer Vorre er vild med små østrigske alpebyer og Japans puddersne. Her får du hans bedste råd til din skiferie og lidt anekdoter fra hans mange egne.

Johanne Trærup

Christoffer Vorre, 29 år, har stået på ski hvert år, siden han kunne gå, og blev efter sin studentereksamen i 2004 uddannet skiinstruktør i Østrig som 19-årig. Ud over fire sæsoner i St. Johann og Zell am See har han brugt minimum tre uger om året på skiløb i ni forskellige lande samtidig med, at han studerede International Business på CBS.

Christoffer Vorre er stiftende partner i Blivskiinstruktør.dk, der hvert år uddanner flere end 100 skiinstruktører og sender dem på sæson i Østrig, Japan og Afrika. Foto: Privat

For tre år siden stiftede Christoffer Vorre selskabet Blivskiinstruktor.dk, der hvert år uddanner flere end 100 danske skiinstruktører i Østrig og sender dem på skisæson med jobgaranti i Østrig, Afrika og Japan.

Explorer har spurgt den garvede skiløber om hans råd til de bedste destinationer, offpiste-områder og afterski-barer.

Hvor skal vi tage på ski i år?

Wilder Kaiser er et spændende område, fordi det har noget for alle. Det er Østrigs største sammenhængende skiområde med omkring 280 kilometer pister og ligger i de berømte Kitzbühel-alper i Østrig. Jeg synes, at det er et af de mest attraktive områder, fordi hele området hænger så godt sammen, så du kan komme langt omkring, men samtidig bo i små hyggelige alpebyer. En af de hyggeligste byer er Westendorf, der ligger ved foden af Wilder Kaiser-bjergene. Her finder man den ægte tyrolerstemning, og byen passer perfekt til familier, da den er lille og isoleret i et ellers stort skiområde.

Hvad er den bedste skidestination efter din mening?

En af mine favoritdestinationer er Hokkaido-området i Japan. Det er et af de områder i verden, hvor der falder mest sne.
Christoffer Vorre, Blivskiinstruktør.dk

Det er et spørgsmål, der er umuligt at besvare, for det afhænger meget af, hvem man rejser sammen med, og hvad man søger på sin ferie. En af mine favoritdestinationer er Hokkaido-området i Japan. Det er et af de områder i verden, hvor der falder mest sne, omkring 15 meter om året, og så er luftfugtigheden meget lav. Det giver den perfekte puddersne på bjerget. Samtidig er der en helt anden kultur og et andet klientel, end vi kender fra Europa. Der er mange gæster fra Sydøstasien, der tager dertil, og så er den klassiske wienerschnitzel erstattet af nudelsuppe med alt godt fra havet i områdets restauranter.

Et andet sted, som jeg også rigtig godt kan lide, er Obertauen i Østrig, fordi der både er østrigsk stemning, kultur og god afterski. Området er mindre kendt blandt danskere, men det er en lille, højtliggende perle med 100 kilometer pister. Vil man være sikker på at have god sne, er Sölden og Obergurgl også gode destinationer. De er begge relativt højtbeliggende områder i de østrigske Alper, så snegarantien er høj.

»Min bedste fødselsdag til dato! I 2014 stod jeg for første gang på ski i Japan. Billedet er taget på toppen af en lang, dyb og snefyldt offpiste linje,« fortæller Christoffer Vorre. Foto: Privat

Hvor vil du anbefale danskerne at tage hen, hvis de ikke har stået på ski før?

Jeg vil helt sikkert anbefale et mindre område i Østrig. Her er det lettere at komme omkring, og så farer man ikke så let vild. Der findes mange områder, men f.eks. St. Johann i Tyrol eller Werfenweng er rigtig gode til nybegyndere. Ellers vil jeg anbefale Wagrain. Det er en oplagt danskerdestination, hvor du finder mange danske skiinstruktører. Det er ekstremt vigtigt at prioritere skiundervisning, specielt når du er nybegynder. Der er desværre alt for mange danskere, der kommer til skade, fordi de ikke får nok undervisning og fokuserer mere på fart end teknik. Og selv om man har stået på ski mange gange, skal man huske, at man lærer hele livet og kan få enormt meget ud af lidt undervisning hvert år.

Hvor skal man tage hen, hvis man gerne vil udfordres?

Der findes rigtig mange gode destinationer i Europa, hvor der er rig mulighed for at blive udfordret. Destinationerne Avoriaz og Val d'lsére i Frankrig ligger højt og giver nogle lange, udfordrende nedfarter.

Jeg holder personligt meget af Schladming i Østrig, der ligger i Ski Amadé, som er et af de største områder i Europa. Området består af fire bjergtoppe, der er kædet sammen med nye lifter, og har 680 km piste. Ellers er Obergurgl med skiløb i 3100 meters højde et rigtig spændende alternativ. Du får en fantastisk snesikkerhed og typisk mere pulveragtig sne. Samtidig har området gode off-piste-muligheder og en høj kvalitet af hoteller og afterski.

Hvilke andre områder kan du anbefale, hvis man gerne vil køre offpiste?

St. Anton i Østrig er et mekka for offpiste, som det er svært at komme udenom. Ellers har Saalbach også ret gode muligheder. Jeg vil dog anbefale, at man kun står offpiste, hvis man kender bjerget og sneforholdene rigtig godt. Better safe than sorry. Det bedste er at booke en bjergguide hos den lokale skiskole, for guiden er uddannet til at skabe en sjov og sikker oplevelse i dybsneen. I f.eks. St. Anton findes der flere dygtige danske offpisteguider, som du formentlig kan booke til en tur i offpisten.

I Østrig finder man nogle af de bedste afterski-barer, mener Christoffer Vorre. Foto: Balázs Suhajda

Hvor finder man de bedste afterski-barer?

Mooserwirt i St. Anton eller Hinterhaag Alm i Saalbach er klassikere, man ikke kan komme udenom. Derudover skal du tage forbi Edelweissalm og senere Lürzer Alm, hvis du tager til Obertauern. Det er steder, hvor du er garanteret østrigsk afterski på østrigsk! Hvis du er i Val d’Isere-området, vil jeg bestemt anbefale en tur på La Fleure Deuce, som ligger på grænsen til Tignes. Det er for mig et must.

Hvad har været din bedste skioplevelse?

Det må være Japan igen. På min fødselsdag i 2014 fik jeg for første gang lov til at prøve den japanske sne. Det var fuldstændig fantastisk, fordi sneen havde faldet tungt i flere dage, men var let som ingenting.

Ellers har jeg som skiinstruktør haft enormt mange gode oplevelser, specielt med mine lokale østrigske kollegaer på skiskolen. Det er et privilegium som skiinstruktør i Østrig at kunne køre med og lære fra de bedste skiløbere på skiskolerne. Det er guld værd!

Jeg husker specielt en dag under vores skilærer-uddannelsesforløb sidste år i december. Sneforholdene var eminente, hvilket var atypisk for tidlig december, så sammen med en håndfuld andre skiinstruktører havde vi Kitzsteinhorn-gletsjeren og al den nye sne helt for os selv. Det er den ultimative følelse at køre på ski i dyb nyfalden puddersne. Sneen stod om ørerne på os, og solen skinnede fra en blå himmel. Den dag glemmer jeg ikke foreløbig.

En af Christoffer Vorres vildeste oplevelser var at stå på ski i Lesotho i Sydafrika. Området hedder Afriski og er et af Afrikas eneste. Foto: Privat

Hvad har været din vildeste oplevelse på ski?

Det må være, da jeg var på heliski med en 63-årig bjergguide i en 200 kvadratkilometer stor nationalpark i Canada. På heliski bliver man fløjet op i helikopter til områder, hvor der ikke går almindelige lifte, og derefter kører man på nyfalden sne ned ad bjerget, hvor der ikke har kørt mange andre. Ubeskriveligt. Jeg har også stødt på en bjergged langt ude i offpisten i Frankrig engang. Pludselig var den blot 10 meter foran mig, efter jeg havde lavet et skarpt sving bag en klippe. Så føler man sig tæt på naturen! Heldigvis blev jeg mere forskrækket end den, og jeg kunne køre pænt udenom uden at forstyrre den.

Min mest specielle skioplevelse var nok, da jeg i 2013 besøgte Lesotho, som er et land i Sydafrika. Her er der mod al sund fornuft blevet skabt et lille skiområde flere timers kørsel fra nærmeste civilisation. Et par dage før havde jeg været på safari otte timers kørsel derfra, så det var en surrealistisk oplevelse. Afrikanerne har ingen tradition for skiløb, så her over sommeren har vi haft 10 af vores danske skiinstruktører fra Blivskiinstruktor.dk dernede for at lære afrikanere at stå på ski. Det har været stort for alle parter.

Hvordan skal skiene se ud i år?

Der sker rigtig meget disse år med nye trends og spændende skikonstruktioner. Da vi for en del år tilbage gik væk fra de lange ”talibanski” (udtryk for håbløst umoderne ski, red.) til carvingski, skulle skiene være korte og brede. Nu ser jeg en tendens til, at teknologien er ved at have udviklet sig så meget, at man godt kan begynde at tage en smule mere længde på skiene for at få et bedre greb og stabilitet på pisten uden at gå meget på kompromis med skiens svingradius.

I MooserWirt i St. Anton i Østig er der gang i festen med slagermusik og dans på bordene hver eneste dag i hele skisæsonen. Foto: Jérôme

Rockerteknologien er et eksempel herpå, som er stormet frem. Konstruktionen har typisk en større flade og har også en timeglasform, der giver en god stabilitet. Den nye teknologi gør, at du både får god balance, stabilitet og god svingradius som på de kortere ski, men rådfør dig altid hos en af de dygtige forhandlere her i Danmark eller på din skidestination, så du får en ski, der passer til dine behov.

Hvad er dit bedste råd til danskerne, der skal på skiferie?

Med 10 års erfaring i skibranchen, bl.a. som skiinstruktør, har jeg set, hvordan god skiundervisning kan være afgørende for, at skiferien bliver en succes. Især for nybegyndere er det et must, da det kan være forskellen på succes og fiasko for årets ferie. Det gælder om at være tryg og sikker, kun sådan får man en sjov oplevelse med skiløb.

Jeg vil anbefale alle, også øvede skiløbere, at tage lidt undervisning hvert år for at få finpudset teknikken og følge med trenden. Tænk, hvis vi kun spillede fodbold en uge hvert år, så ville det nok også blive langt sjovere med lidt træning. Så mit råd er, at uanset om du er nybegynder eller øvet, så giv dig selv en god oplevelse med skiundervisning for at få en mere sikker, tryg og sjov skiferie.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.