Vild med Valloire
Området Valloire-Galibier har fostret en verdensmester i slalom. Men man behøver ikke være prof for at køre her. Området har pister for alle skiløbere, og landsbyen er autentisk og hyggelig.
I Frankrig og de andre alpelande har skistjerner naturligt nok en særlig høj status, og er man så heldig at have (haft) én i sin by, er der vel ingen grund til ikke at hylde ham.
Såvidt vides bor den franske slalom-verdensmester Jean-Baptiste Grange ikke selv fast i Valloire mere, men mon ikke han har en lejlighed i området? Om ikke andet så en overnatningsmulighed hos sine forældre, for de er her i hvert fald. De ejer en af de store skisportsbutikker lige ved byens ene gondol, og det er deres ski, som høvlede mig ned ad de rigtig gode pister.
Jean-Baptistes onkel Christian er leder af den franske skiskole. Det er hverken forbudt eller spor usædvanligt at bruge et kendt navn i sin markedsføring, og på franskmænd gør det indtryk, at de kan stå på ski på de samme pister, som en af de store skihelte har løbet på hele sit liv. Jean-Baptiste Grange pryder diverse plakater, men der er rigeligt med andre grunde til at prøve skiformen af i Valloire, som en del danskere da også har fået øjnene op for.
I en gruppe, jeg mødte, var der udelukkende ros at hente. Både fra de midaldrende og ikke super-rutinerede, men dog øvede skiløbere, men også fra de unge mænd med fart på og mindst én begynder i tyveårsalderen. Alle fik en masse ud af deres skiløb og i øvrigt også den charmerende lille by.
Efterhånden kan de fleste skiresorter tilbyde noget for alle, og de største kan byde på rigtig meget skiløb for ikke mindst de mest rutinerede løbere og vovehalsene.
Valloire-området hører ikke til de største, men her er mere end nok til de fleste danske skiløbere og til dem, som ikke går op i kvantitet, altså antal pister. Men mon ikke flertallet kan nøjes med 81 nedkørsler på over 30 pister med 150 kilometer at give den gas på – og så i øvrigt med 70 pct. af dem i mere end 2.000 meters højde?
En by med atmosfære
Frankrig har et væld af skiområder, og en del af dem er simpelthen bygget til formålet, f.eks. glimrende steder som Tignes og Avoriaz, hvor man for flere årtier siden placerede moderne byggeri lige midt i det hele, som så blev et skiresort.
Det kan bestemt være godt nok, men en autentisk landsby med hovedgade, smågader, kirke og en masse gamle stenhuse er nu charmerende.
Alt det har Valloire i Maurienne-dalen i Savoie, der ligger i regionen Rhone-Alpes i det sydøstlige Frankrig. En rigtig by med indbyggere, hvis familier har boet der i generationer.
Mange lever naturligt nok nu af skiturismen med f.eks. 250 ansatte på og omkring pisterne. Og af hoteller, ferielejligheder og andre services, som folk forventer sig, f.eks. spa, frisør, massage og den slags. Men også af gode butikker, bl.a. med masser af delikatesser og et ugentligt marked.
I Valloire har beboerne et kulturcenter, Centre Village, der ikke er sæsonbestemt, men året rundt har udstillinger, varierende aktiviteter og biograf. I den anden ende af byen finder man skøjtebane, bowling og diskotek. Restauranter og barer mangler heller ikke.
En af plakaterne for de mange aktiviteter fangede i høj grad mine øjne: "The Chippendales." Hvad? Solariebrun, amerikansk mandestrip fra 1990'erne, mon dieu, hvad laver de her? Eksisterer konceptet overhovedet endnu?! Tilsyneladende ja, i aften på Le Village i en idyllisk, fransk småby.
Desværre får det stå hen, hvad der skete den aften i Valloire, for den franske version af Ole Lukøje trak mig til drømmeland, inden showet gik i gang. Egentlig ærgerligt, men skiløbet skal jo passes, når man befinder sig for foden af prægtige pister.
Plads til alle
Skiturismen i Valloire, der ligger i 1.430 meters højde, begyndte for hele 75 år siden. Det allerførste tiltag var allerede midt i 1930'erne, og i 1945 var der trods verdenskrig i de foregående fem-seks år fem skilifter. På de tre bjergmassiver, som udgør skiresortet, fik Setaz de første pister, og siden kom Crey du Quart til. Nu hører det nærliggende Valmenier på Le Gros Crey-bjerget også med i billedet, og tilsammen får man her fantastisk dejligt skiløb for alle.
Efter kun halvanden dag her kan denne skribent garantere, at pisterne er varierede, udfordrende nok uden at være meget svære, og at her vil være rigeligt til en uges skiferie – og også til to. For skiløbere, der kræver og kan meget mere, er her rigtig mange offpistemuligheder, men det skal foregå med en bjergguide. Til gengæld er det stort set uberørt. Især Setaz har de brede sneboulevarder, mens Valmenier er skiløb i helt op til 2.594 meters højde. Alt i alt kan man boltre sig på 150 kilometer fra 1.430 meter op til næsten 2.600 meters højde, altså en højdeforskel på 1.170 meter.
400 snekanoner spredt ud over hele det store område sørger for, at her altid er snesikkert. Ikke nødvendigvis nede i byens gader, men fra hvor pisterne begynder – eller faktisk ender efter nedløb til byen. Børneskiskolen ligger hernede, og der skal jo også være sne til de små.
Skiløb i solskin
Fra denne sæson har La Setaz-området fået to splinternye, sekssæders stolelifte, der afløser to træklifte og en stolelift, og endda har fået et længere forløb.
Sådan sker der hele tiden forbedringer rundt omkring, hvilket er noget, turisterne sætter pris på, ligesom de yngre freestylere især forventer særlige snowparks at slå sig løs i. Her på stedet findes også Arva Park-freestyleområdet, hvor man kan deltage i et kursus i, hvordan man hjælper med at finde evt. lavineofre.
En af pauserne bør absolut tilbringes på det ualmindeligt afslappede og rare sted, La Panoramic. Indenfor hygger de med alverdens pynteting og sager på hylder rundt omkring, og med et godt udvalg af vin og velsmagende mad. Den kan med fordel indtages på den store solterrasse med netop panoramisk udsigt til bjergmassiverne. Imponerende.
Her er så moderne, at de har en lang række store sækkepuder til at lægge i sneen uden for selve terrassens trægulv. Midt i gulvet stikker forresten en enorm sten op. Terrassegulvet er simpelthen bygget op omkring den.
Det er svært at løbe videre herfra, hvor man har lyst til at slikke sol og drikke vin resten af dagen. Men man skal jo være i form til turen tilbage til Setaz og byen. Den er forholdsvis lang, og det går bare mere eller mindre lige ud ad landevejen, det vil sige snarere en bred skovsti, hvor man nemt kan holde en god fart uden at skulle stage. For enden af den kan man vælge at tage opad igen og nå mere skiløb eller tage den sidste tur ned til den charmerende by.
Skilivet kan være og er næsten altid bare skønt, ikke mindst i solskin.
Fem råd til rejsen
- Børnevenligt hotel: Har man børn med, er der børnevenligt på klubhotellet Les Gentianes, der bl.a. har legerum. Hotellet har også en hyggelig bar, så der er noget til både de store og de små.
- På bar: Midt i hovedgaden, tæt på kirken, ligger en hyggelig irsk bar, L'Atelier, som ofte har levende musik.
- Beskyttelse mod solens stråler: Vi ved det alle, men husk det nu: Brug masser af solbeskyttelse, også på læberne. Du bliver nok brun alligevel. Solbriller med uv-filter er også en nødvendighed, uanset om der er fuld sol eller ej.
- Ekstra vanter: Det er en god idé at have en lille syntetisk/strikfingervante inden under skihandsker/lufferne. Bliver det for varmt med selve skihandsken i løbet af dagen, er du alligevel beskyttet.
- Husk hjelmen: Flere og flere gør det fornuftige og ifører sig hjelm under skiløbet. Det kan være svært, når man i mange år har stået på ski uden, men det bliver heldigvis mere og mere næsten-trendy at gøre det.