Løkke anklager unge socialdemokrater for manipulation
Lars Løkke Rasmussen føler sig udsat for manipulation i ny kampagne fra Socialdemokraternes Ungdom. Døm selv her.
Lars Løkke Rasmussen (V) langer nu hårdt ud efter en ny kampagne, som DSU – Socialdemokraternes Ungdom – har indrykket i dagens aviser.
Kampagnen er direkte manipulerende, mener Venstres formand, som føler sig citeret uden for kontekst.
Under overskriften "Færre offentligt ansatte – det ér sikkert," vil DSU gøre opmærksom på konsekvenserne af Venstres meget omdiskuterede nulvækst i den offentlige sektor. DSU har derfor fundet et gammel citat frem fra Løkkes tale på Venstres landsmøde i 2013.
"Det betyder – alt andet lige – færre offentlige ansatte," sagde Lars Løkke Rasmussen dengang med henvisning til, at man ikke behøver lige så mange offentligt ansatte, hvis man effektiviserer i kommunerne. DSU bruger samme citat i en video på kampagnehjemmesiden tulleogløkke.dk, hvor en sammeklipning får Løkke til at sige:
"Vi skal ikke bare kaste flere penge efter verdens største offentlige sektor (...) Så betyder det alt andet lige færre offentlige ansatte."
Men citatet er taget ud af kontekst, lyder kritikken altså fra Lars Løkke Rasmussen, som anklager Socialdemokraterne – og ikke bare DSU – for manipulation.
"Socialdemokratiet har i dagens aviser (endnu) en stærkt manipulerende annonce, hvor de fuldstændig løsrevet citerer fra min landsmødetale i 2013," skriver Lars Løkke Rasmussen i en Facebook-opdatering, hvor han selv gengiver en længere del af sin tale, end DSU har valgt at gøre.
Video: Se DSU's video her
I sin helhed lyder citatet fra Løkkes tale således (DSU's brudstykker er fremhævet med fed):
"Se, det er den tankegang, vi skal videreføre. Vi skal ikke bare kaste flere penge efter verdens største offentlige sektor. Nej, vi skal i stedet bruge pengene på at investere i danske arbejdspladser, så vi fortsat har råd til vores velfærd. Men vi skal gøre det uden at gå på kompromis med kvaliteten."
(...)
"Tingene står jo ikke stille. Hvis en kommune vælger at lade en privat virksomhed stå for vedligeholdelsen af de grønne områder, som Martin Damm har besluttet i Kalundborg Kommune. Eller hvis en kommune lader sig inspirere af Søren Kjærsgaard i Holbæk, som med SF’s stemmer har overladt driften af et helt plejehjem til virksomheden Forenede Care.
Eller hvis et plejehjem lader sig inspirere af Tina French og Aalborg Kommune og investerer i nye lifte, så der ikke længere skal to sosu-assistenter til at hjælpe den ældre ud af sengen. Ja, så betyder det – alt andet lige - færre offentlige ansatte, men det betyder jo ikke en dårligere service for borgerne. Nok snarere tværtimod.
"Forbød vi i morgen privat ambulancekørsel, så skulle der fyres i Falck og ansættes i regionerne. Ja, så ville vi få en del flere offentlige ansatte, men det ville jo ikke betyde en bedre sygetransport for patienterne. Nok snarere tværtimod."
Video: Se hele Lars Løkke Rasmussens tale ved Venstres landsmøde 2013 her. Det omtalte stykke af talen begynder 43.20 minutter inde i videoen.
DSU-formand, Alexander Grandt Petersen, mener ikke, at DSU har manipuleret med Løkke og afviser altså Venstre-formandens kritik.
"Vi skriver ikke noget, som Venstre ikke mener. Og det er jo Løkkes egne ord," siger Alexander Grandt Petersen og uddyber:
"Vi ved jo, at nulvækst betyder færre offentlige ansatte. Nu prøver Løkke og en masse andre Venstre-folk at få det til at se ud som om, man bare kan effektivisere og gøre det hele lidt smartere. Men regeringen har allerede effektiviseret. Så helt konkret betyder nulvækst færre offentlige ansatte," siger han.
Men det er to løsrevne citater, I klipper sammen...
"Men på vores hjemmeside linker vi til hele Løkkes tale, så man har mulighed for selv at gå ind og høre den. Vi holder intet hemmeligt i den sammenhæng. Det ændrer ikke på, at alt det Løkke siger imellem citaterne, er et forsøg på at gøre nulvækst til noget uskadeligt, som ikke har negative konsekvenser," argumenterer Alexander Grandt Petersen.
Men det ændrer heller ikke på, at I sammenklipper to citater, som ikke hænger sammen.
"Jo, de hænger nemlig sammen. Begge citater handler om nulvækst, og vi hemmeligholder som sagt ikke, hvor vi har citaterne fra," siger DSU-formanden.
Alexander Grandt Petersen mener desuden, at Venstre er det sidste parti, der kan tillade sig at gå op i, om et citat er korrekt eller ej.
"Normalt går Venstre ikke særlig meget op i god citatskik," siger han med henvisning til en af Venstres seneste kampagner, hvor finansminister Bjarne Corydon (S) blev citeret for noget, han aldrig havde sagt.
Synes du så, at I selv lever op til god citatskik med jeres nye annonce?
"Vi kan altid diskutere, om vi skulle have haft mere af talen med eller ej. Men jeg synes, at vi bruger pointen fra Løkkes tale korrekt."
Venstre har siden 2012 haft nulvækst – også kaldet udgiftstop – som partiets politik. Nulvækst betyder, at den offentlige sektors udgifter til for eksempel daginstitutioner, skoler, sygehuse og plejehjem skal holdes i ro og kun må stige i takt med løn- og prisudviklingen i samfundet. Ved at følge prisudviklingen, vil nulvækst ifølge Venstre-toppen derfor ikke forringe den kommunale service.
Dén udlægning er dog stærkt omdiskuteret. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd nåede i februar frem til, at nulvækst i den offentlige sektor vil betyde, at kommunerne umiddelbart skal spare knap 10 mia. kr. og nedlægge lidt mere end 15.500 job i 2020 i forhold til den nuværende plan.
Ifølge Finansministeriet vil nulvækst betyde 32.000 færre offentligt ansatte i forhold til det planlagte.
Lars Løkke afviser, at nulvækst er lig med nedskæringer.
"Det er forkert. Et udgiftsstop vil betyde, at de offentlige udgifter kommer til at vokse år efter år efter år med det, som lønningerne og inflationen stiger," sagde han i april under en debat med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under Folketingets spørgetime.