Socialdemokraternes udenrigsordfører genopstiller ikke
John Dyrby Paulsen fra Socialdemokraterne forlader Folketinget ved næste valg, meddeler han.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, John Dyrby Paulsen, melder sig nu på den efterhånden lange liste over folketingsmedlemmer, som ikke længere vil sidde i Folketinget efter næste valg.
Den 51-årige politiker meddeler, at han ikke genopstiller til næste valg.
"Jeg har valgt ikke at genopstille, fordi jeg efter 10 år i Folketinget gerne vil prøve noget andet, og jeg vil ikke bede vælgerne om at stemme på mig eller vores gode lokale folk om at arbejde for mit genvalg vel vidende, at jeg har lyst til at lave noget andet," skriver John Dyrby Paulsen i en pressemeddelelse tirsdag.
Dermed skal hans kreds, Slagelsekredsen, finde en ny kandidat.
John Dyrby Paulsen understreger, at beslutningen ikke har noget at gøre med Socialdemokraternes tvivlsomme meningsmålinger og udsigten til måske at tabe regeringsmagten. Selvom han blev garanteret genvalg ville han alligevel trække sig nu, skriver han.
Ved kommunalvalget i 2013 blev John Dyrby Paulsen valgt til byrådet i Slagelse, og har siden da både passet arbejdet i Folketinget og det kommunale.
På Christiansborg har han særligt gjort sig bemærket som socialdemokratisk forsvarsordfører. Tidligere har han blandt andet været skatteordfører og integrationsordfører.
Desuden var han i september et varmt bud på en ny skatteminister, i kølvandet på rokaden, som var blevet udløst af Margrethe Vestagers udnævnelse til EU-kommissær. Men posten endte som bekendt med at gå til John Dyrby Paulsens partifælle Benny Engelbrecht.
"Jeg har været særdeles glad for mine 10 år i Folketinget, og vil under ingen omstændigheder have været dem foruden. Folketinget er en meget speciel arbejdsplads med gode kolleger blandt de andre MF’ere og blandt de ansatte på Christiansborg. Særligt har arbejdet med dansk forsvars- og udenrigspolitik, arbejdet i NATO PA og kampen for lokale arbejdspladser været interessant, og det er fortsat områder, der har min meget store interesse."
I forvejen er listen over politikere, som ikke genopstiller, lang.
Hos Socialdemokraterne gælder det politikere som Ole Sohn, Jeppe Kofod, Torben Hansen og Karen Hækkerup, som i oktober forlod Folketinget til fordel for et direktørjob i Landbrug & Fødevarer.
Hos SF takker Anne Baastrup og Pernille Vigsø Bagge af, mens De Radikale skal sige farvel til Jeppe Mikkelsen og Nadeem Farooq.
Grundet Enhedslistens rotationsprincip kan partiets to garvede herrer, Per Clausen og Frank Aaen, ikke genopstille ved det kommende valg.
De Konservative skal tage afsked med Tom Behnke, Per Stig Møller og Charlotte Dyremose. Lene Espersen er allerede trådt ud af Folketinget.
I Venstre har blandt andre Birthe Rønn Hornbech (V), Henrik Høegh (V), Karen Jespersen (V) og Eyvind Vesselbo (V) meddelt, at de ikke genopstiller.
John Dyrby Paulsen blev efter to vikarperioder fast medlem af Folketinget i 2006. Inden da havde han siddet syv år i byrådet i Korsør.
Folketingsvalget skal afholdes senest 15. september i år.