Fortsæt til indhold
Politik

De Konservatives politimand takker af

Efter 20 år i Folketinget vil den konservative retsordfører Tom Behnke give stafetten videre til nye kræfter for at få mere tid til sine børn.

Om mindre end et år må Det Konservative Folkeparti tage afsked med en af dets politiske profiler på Christiansborg.

Retsordfører Tom Behnke genopstiller ikke ved næste folketingsvalg, meddeler han.

"Jeg har behov for at få mere tid til mine børn og min familie. Som folketingsmedlem er man på arbejde 24 timer i døgnet, og jeg synes ikke, jeg har tid nok til mine yngste børn, som går i første og tredje klasse, når telefonen ringer, og der hele tiden vælter mails ind," siger Tom Behnke.

Hans beslutning er dog ikke nødvendigvis et farvel til politik for altid, understreger han.

"Jeg er kun 48 år, så der kan nemt ske meget. Nu skal jeg have mig noget frisk luft og bruge tid på mine børn og familie, og så lad os se, om jeg ikke kan komme igen med fornyet energi," lyder det fra Tom Behnke.

Han blev første gang valgt til Folketinget i 1990 for Fremskridtspartiet i den daværende Københavns Amtskreds. Her var han medlem frem til 1999, hvor han efter en kort periode dannede makkerskab med en gruppe løsgængere under navnet Frihed 2000, blev han i 2001 optaget i den konservative folketingsgruppe. Det lykkedes ham dog ikke at blive genvalgt ved folketingsvalget samme år, så først i 2005 kom han tilbage til Christiansborg.

Han er i dag næstformand for den konservative folketingsgruppe, hvor han også tegner den konservative profil på blandt andet forsvars-, integrations og retsområdet.

Særligt sidstnævnte har været kendetegnende for den 48-årige politiker, som selv er uddannet politibetjent og har været i politiet i 25 år. Sideløbende med folketingsarbejdet har Tom Behnke arbejdet på nedsat tid hos ordensmagten, senest i Gentofte Politi.

Et job på fuld tid inden for politiet vil derfor være et oplagt afbræk fra den politiske hverdag på Christiansborg, siger han, men tilføjer straks at intet er fastlagt endnu. Indtil videre fortsætter han arbejdet i Folketinget valgperioden ud.

I Folketinget er Tom Behnke kendt som en strammer i retspolitikken, hvor hårdere straffe eksempelvis har været et tilbagevendende tema for den konservative politiker og træfældemand.

Personligt vil han dog huske tilbage på bedre behandlingsmuligheder til stofmisbrugere, som et af de største resultater fra hans politiske karriere.

"Det var en kamp, jeg kæmpede for de svageste i vores samfund, og som jeg synes lykkedes," siger Tom Behnke.

I kategorien for mere kuriøse beslutninger, kan man takke Tom Behnke for pokerturneringer er lovlige i foreningersregi og for muligheden for selv at ønske sin nummerplade.

Ifølge Altingets valgforsker professor Søren Risbjerg Thomsens valgprognose står Tom Behnke ellers til at blive genvalgt som Det Konservative Folkepartis sjette mandat.

Tom Behnke afviser, at beslutningen har noget at gøre med valget af den nye partiformand, Søren Pape Poulsen.

"Der ligger på ingen måde nogen politisk utilfredshed bag min beslutning – tværtimod. Jeg var rigtig glad, da Søren Pape blev formand for partiet, og jeg er helt sikker på, at Det Konservative Folkeparti med Søren Pape i spidsen igen vil opnå større vælgertilslutning."

I forvejen har de konservative folketingsmedlemmer Per Stig Møller og Charlotte Dyremose meddelt, at de ikke genopstiller.

Til gengæld har radioværten og debattøren Mads Holger meldt sig under de konservative faner som folketingskandidat.

Blandt de andre partier har politikere som Anne Baastrup (SF), Ole Sohn (S), Torben Hansen (S), Jeppe Mikkelsen (R), Birthe Rønn Hornbech (V), Henrik Høegh (V), Karen Jespersen (V) og Eyvind Vesselbo (V) ligeledes meddelt, at de ikke genopstiller, når Thorning trykker på den berømte valgknap.

Næste folketingsvalg skal holdes senest 15. september 2015.