Fortsæt til indhold
Politik

Japan kræver verdenskendt miljøaktivist udleveret fra Danmark

Japan har anmodet det danske justitsministerium om udlevering af miljøaktivisten Paul Watson, som Japan siden 2010 har haft udstedt en international arrestordre på.

Japan har anmodet Danmark om at få udleveret den verdenskendte og kontroversielle miljøaktivist Paul Watson, som i sidste uge blev anholdt i Grønland.

Det oplyser det danske justitsministerium til Jyllands-Posten.

»Justitsministeriet kan oplyse, at ministeriet i går modtog en formel udleveringsanmodning af Paul Watson fra de japanske myndigheder,« oplyser ministeriet i en mail torsdag formiddag.

Justitsministeriet afventer nu at modtage udleveringsanmodningens dokumenter i verificeret form, hvorefter ministeriet skal afgøre, om betingelserne for en udlevering er opfyldt.

Den pågående sag, som den seneste uge har vakt international opsigt, startede den 21. juli, hvor Paul Watson blev anholdt af politiet i Grønland, da hans skib med 25 miljøaktivister om bord anløb havnen i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Anholdelsen skete på baggrund af en international arrestordre fra Japan og Interpol, som Watson har haft hængende over hovedet i 12 år efter to hændelser under miljøaktioner mod et japansk hvalfangerfartøj tilbage i 2010.

Dengang ledte Watson en protestaktion til søs mod et japansk hvalfangerskib i et forsøg på at forhindre dets arbejde. I den forbindelse påstår de japanske myndigheder, at han og de andre miljøaktivister overfaldt hvalfangerne og forårsagede både skader på personer og materiel.

Internationalt pres

Sagen stiller Danmark i et internationalt krydspres.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har nemlig opfordret Danmark til ikke at udlevere Watson til Japan.

Udenrigsministeriet har tidligere oplyst til Jyllands-Posten, at man er »i kontakt med en række lande om sagen, herunder Japan og Frankrig«, og at man løbende koordinerer med Justitsministeriet, der er ansvarlig for sagen.

Watsons advokater har modsat sig udlevering, da de mener, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at overgive ham til Japan, fordi landet ifølge advokaterne ikke er garant for en retfærdig rettergang.

Desuden risikerer den i dag 73-årige aktivist en længere fængselsstraf, hvis han findes skyldig i anklagerne.

Den videre proces i sagen

Herfra forestår et arbejde i Justitsministeriet, hvor det på baggrund af udleveringsanmodningen fra Japan skal vurdere, om det finder grundlag for at forhåndsafvise anmodningen. Som Jyllands-Posten beskrev fredag, har Justitsministeriet tidligere i forløbet lavet sådan en vurdering, hvori det fandt, at det ikke kunne forhåndsafvise en begæringen.

Derefter vil Justitsministeriet sende sagen videre til Grønlands Politi, da det er her, Paul Watson blev anholdt og lige nu sidder varetægtsfængslet. Sagen vil derfor også skulle behandles efter grønlandsk ret.

Dog er det det danske justitsministerium, der har det sidste ord, inden en eventuel udlevering kan finde sted.

»Hvis sagen sendes videre til Grønlands Politi, vil politiet iværksætte den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Derefter vil spørgsmålet om udlevering blive forelagt Justitsministeriet til afgørelse,« oplyser Justitsministeriet i en mail.