Minister lover snarlig afklaring om sommerens eksamener
Inden for en overskuelig fremtid får elever og lærere svar på, om deres eksamener og prøver bliver aflyst eller ej.
Regeringen er fuldt ud opmærksom på, at sommerens eksamener på skoler, gymnasier og andre uddannelsessteder trænger sig på.
Men regeringen er endnu ikke klar til at træffe en beslutning om, hvorvidt eksaminerne skal aflyses, udskydes eller noget helt tredje.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lover dog en hurtig afklaring:
»Vi er opmærksomme på, at elever, lærere, forældre og skoler i stigende grad efterspørger, at der snart kommer svar på, hvad der skal ske med dette års prøver og eksamener.«
»Regeringen vil indenfor overskuelig fremtid træffe en beslutning og melde den ud, så alle ved, hvad man har at forholde sig til,« sagde hun på et pressemøde fredag.
En hastelov, som Folketinget vedtog i sidste uge, giver Rosenkrantz-Theil mulighed for i yderste konsekvens at aflyse sommerens eksamener, hvis coronakrisen trækker ud.
En afgangseksamen kan eksempelvis blive erstattet af elevens standpunktskarakterer, og kommende studenter kan ligeledes risikere, at deres eksamen bliver udskudt eller aflyst og erstattet af årskarakterer.
Loven kan også betyde, at fraværsregistrering kan bortfalde, og at minimumstimetal kan fraviges.
Pernille Rosenkrantz-Theil understreger, at det er en dilemmafyldt beslutning uden nemme løsninger.
»Vi er i fuld gang med at rådføre os med lærere, elever og rektorer og selvfølgelig også Folketingets partier om denne problemstilling,« sagde hun.
Hensynet til at begrænse smittespredning står over alle andre hensyn. »Punktum,« fastslog ministeren. Dermed vil sundhedsmyndighedernes vurdering komme til at veje tungt, når regeringen skal træffe en afgørelse.
Mange uddannelsessteder er allerede begyndt at omlægge eksamenerne i lyset af den omfattende nedlukning af samfundet.
Undervisningsministeren sendte også en beroligende melding til de mange forældre, som måske kæmper med hjemmeundervisning.
»Det er skolen, der har ansvaret for uddanne børnene. Jeres ansvar som forældre er, at børnene har sovet godt, fået god mad, er blevet krammet og får rørt sig. Men de er skolens ansvar at undervise børnene. Kommer der til at opstå huller som følge af fjernundervisning, så er det skolehuller, som vi lukker i fællesskab bagefter,« sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.