Nu kan undervisningsministeren aflyse sommerens eksamener
Sommerens eksamener kan blive aflyst, udskudt eller erstattet af standpunktskarakterer, hvis coronakrisen trækker ud.
Hvis coronakrisen fortsætter ind i maj, kan det blive umuligt at gennemføre prøver og eksamener for tusindvis af elever landet over.
Derfor får regeringen nu mulighed for − i yderste konsekvens − at aflyse dette års eksamener i skoler, gymnasier og på erhvervsuddannelser.
Torsdag vedtog Folketinget enstemmigt en hastelov, som giver børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil mulighed for at sætte normale regler for prøver og eksamener midlertidigt ud af drift.
En afgangseksamen kan eksempelvis blive erstattet af elevens standpunktskarakterer, og kommende studenter kan ligeledes risikere, at deres eksamen bliver udskudt eller aflyst og erstattet af årskarakterer.
Loven kan også betyde, at fraværsregistrering kan bortfalde, og at minimumstimetal kan fraviges.
Alt sammen for at sikre, at eleverne ikke bliver forsinket i deres videre uddannelse nu hvor skoler og uddannelsessteder er lukket ned.
»Jeg ved godt, at rigtig mange elever venter på svar på, hvad vi gør med eksamenerne. Det afgørende er, hvor længe vi holder fast i nedlukningen,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Jyllands-Posten.
Skoler og uddannelsesinstitutioner er foreløbigt lukket frem til 29. marts for at mindske smittespredningen med Covid-19, men lukningerne kan blive forlægnet.
Samtidig kæmper landets lærere for at få fjernundervisningen til at fungere.
Efter planen skal folkeskolernes afgangseksamener afholdes i maj og juni. De skriftlige prøver begynder 4. maj og løber frem til 14. maj. De mundtlige og praktiske prøver afholdes i perioden 27. maj til 24. juni.
Gymnasiernes prøver begynder midt i maj og fortsætter ind i juni.
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, blev torsdag spurgt, om det er realistisk, at eleverne kan vende tilbage til deres klasselokaler om ti dage. Han svarede, at epidemier normalt varer omkring 12 uger.
»Vores erfaring er, at epidemier ikke er overstået på to uger,« sagde han.
Selv hvis nedlukningen af skoler og universiteter ”kun” bliver forlænget med yderligere 14 dage , begynder det at »være en udfordring« at kunne afvikle sommerens eksamener som normalt, lyder det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.
»Vi har ikke besluttet, hvad vi gør, endnu. Men vi er selvfølgelig gået i gang med at forberede os, hvis vi ender i en situation, hvor nedlukningen må forlænges,« siger hun.
Godt at være klar
Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, beskriver hasteloven som rettidig omhu.
»Man er nødt til allerede nu at forholde sig til, hvad det vil betyde, hvis skolerne i yderste konsekvens skal holde lukket frem til sommerferien,« siger han.
Ifølge Hjortdal er det nødvendigt med en afklaring relativt kort tid efter påske, hvis skoler og elever skal have mulighed for at forberede sig på prøvesæsonen.
Han maner dog til ro uanset, hvad det ender med:
»Vi er i en nødsituation, men vi skal nok klare det. Vi kan give eleverne årskarakterer i stedet for eksamenskarakterer, og ansøgningerne til ungdomsuddannelserne foregik allerede i marts. Hvis der opstår tvivlstilfælde, kan man altid lave en ekstra prøve eller samtale på ungdomsuddannelsen.«
Borgerlige efterlyste kompensation
Hasteloven blev behandlet og vedtaget på bare tre dage i Folketinget. Flere politikere understregede undervejs, at landet står i en helt ekstraordinær situation med lukkede skoler og daginstitutioner.
»Det er et ekstremt vidtgående forslag, som giver hjemler, vi aldrig nogensinde troede, at vi skulle give,« sagde uddannelsesordfører Katarina Ammitzbøll (K) fra talerstolen.
Loven handler også om blandt andet dagtilbud, altså vuggestuer, børnehaver med mere. Her efterlyste de borgerlige partier en økonomisk kompensation til forældre, så de ikke skal betale for pasning, som er lukket ned under krisen.
Forslaget ville ifølge Venstres børne- og undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, rundt regnet koste en mia. kr. om måneden.
»Det vil være uansvarligt, hvis forældrene fortsat skal betale for en ydelse, de ikke får, i en tid, hvor de mister deres arbejde,« sagde hun.
Det lykkes ikke at få flertal for forslaget, men regeringen gik med til at indkalde partierne til forhandlingerne om økonomisk kompensation, hvis skoler og institutioner stadig er lukket efter påske.
Pernille Rosenkrantz-Theil understreger, at der findes nødpasning, og at de normale regler for fripladser gælder. Det vil sige, at det bliver billigere eller helt gratis at have børn i dagtilbud, hvis en families økonomi bliver hårdt ramt økonomisk pga. coronakrisen.
Loven ophæves den 1. marts 2021. En følgegruppe bestående af repræsentanter fra hvert parti skal følge regeringens brug af loven.