Fortsæt til indhold
Indland

Coronavirus påvirker eksamen for titusinder

De studerende vil i den kommende tid opleve markant anderledes eksamensformer end normalt. De første eksaminer er blevet udsat.

Titusindvis af danske studerende på de videregående uddannelser kan godt begynde at forberede sig på, at dette semesters eksaminer skal afholdes på en helt anderledes måde end normalt – hvis de da ikke bliver udsat.

Jeg kan ikke garantere, at alle eksamener bliver afholdt inden sommer. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan.
Annette Lund, studiechef, Syddansk Universitet

»Jeg kan ikke garantere, at alle eksamener bliver afholdt inden sommer. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for, at de enten bliver afholdt til tiden eller på et senere tidspunkt,« siger Annette Lund, studiechef, Syddansk Universitet.

Hun oplyser, at universitetet allerede har udsat de første eksaminer, men hun har endnu ikke overblik over hvor mange.

»Vi prioriterer højt at få de kandidater færdige, som vi ved skal ud i det sundhedsfaglig område,« siger Annete Lund med henvisning til, at det er vigtigt at få gjort f.eks lægestuderende og studerende på andre sundhedsfaglige uddannelser og ingeniørstuderende, der kan bruges i produktionen af sundhedsfagligt udstyr, færdige.

I forvejen har uddannelsesinstitutionerne en stor opgave med at sikre undervisning til de studerende, mens de fysisk er lukket ned.

Både sundhedsmyndighederne og flere uafhængige eksperter lægger op til – som bl.a. omtalt i Jyllands-Posten torsdag – at Danmark i mere eller mindre grad vil blive lukket ned i længere tid end de 14 dage, som regeringen i første omgang har meldt ud.

Praktiske problemer

På flere af landets uddannelsesinstitutioner arbejder man derfor lige nu på, hvordan man f.eks. kan afholde mundtlige eksamener virtuelt og afholde skriftlige eksaminer, hvor de studerende sidder hjemme.

Der er en lang række juridiske og praktiske forhold, der skal tages højde for, når en eksamensform bliver ændret. F.eks. hvordan man sikrer sig, at der ikke bliver snydt ved skriftlige eksaminer, som en studerende deltager i hjemmefra. Men her har f.eks. Syddansk Universitet i forvejen erfaring med at lade studerende, der opholder sig i udlandet, gå til skriftlig eksamen og overlade det til et privat firma at sikre, at der ikke bliver snydt.

Annette Lund lægger ikke skjul på, at planlægningen skal kunne håndtere en tidshorisont, der varer fra nu og til hen over sommeren.

»Det handler om, at vi ikke står med en stor pukkel af studerende uden eksamen, når vi er tilbage til det, der er en normal situation,« siger Annette Lund.

Heller ikke Aarhus Universitet kan garantere, at alle eksaminer til sommer bliver afholdt som planlagt. Men Kristian Thorn, vicedirektør for AU Uddannelse, understreger, at der arbejdes intenst for, at de studerende ikke bliver forsinket på deres studier. Så i det tilfælde, at eksaminer aflyses, vil man etablere alternative eksamenstilbud så vidt, det er muligt.

De prøver som skulle have været afholdt i den periode på 14 dage, hvor universitet er fysisk nedlukket, er blevet omlagt til andre eksamensformer, så den studerende kan deltage hjemmefra.

Orientering udsendt

Aalborg Universitet udsendte torsdag en orientering om, hvordan eksaminerne kan ændres for dets 20.000 studerende. Heri står der, »at studienævnet kan beslutte, at allerede planlagte mundtlige prøver skal afvikles digitalt. Eksamen vil i så fald blive afholdt via et program med mulighed for video, som AAU stiller til rådighed for dig«.

Der står også, at der også »er mulighed for, at prøveformen ændres til skriftlig. Endelig kan prøven i ganske få tilfælde blive udskudt til et senere tidspunkt«.

14.000 eksaminer

På VIA University College oplyser professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard, at der ikke på nuværende tidspunkt er aflyst eller udsat eksaminer. Men hun kan ikke garantere, at alle bliver afholdt som planlagt.

Vi arbejder stenhårdt på, at alle eksaminer bliver gennemført, og at de studerende følger deres studieplaner.
Kirsten Bundgaard, professionshøjskoledirektør, VIA University College

»Vi kan ikke lige nu garantere, at vi kan holde alle eksaminer til tiden. Men vi arbejder stenhårdt på, at alle eksaminer bliver gennemført, og at de studerende følger deres studieplaner,« siger hun.

Frem mod påske skal alle professionshøjskoler i Danmark afholde 13.000-14.000 mundtlige eksaminer, som nu er planlangt til at blive virtuelle. Her kræver det en dispensation, hvis der ikke skal være en tilsynsførende hjemme hos den studerende, mens eksamen foregår, men den modtog alle videregående uddannelsesinstitutioner torsdag.

»Med den er vi kommet et langt stykke i forhold til at kunne gennemføre disse eksaminer til tiden,« siger Kirsten Bundgaard.

På VIA University College gør man alt for at motivere især de bachelorstuderende inden for bl.a sundhedsfag til at gøre deres bachelorprojekter færdige, så de kan komme ud og hjælpe med det samme i sundhedssektoren.

Her kan det også være problematisk i forhold til færdiggørelsen af uddannelsen, at praktiksteder er lukket ned i øjeblikket. Men også her arbejder professionshøjskolerne med at finde løsninger.