Samuelsen bøjer sig igen: Accepterer sin del af ansvaret for »cirkus«
Stik imod Liberal Alliances ultimatum bliver forhandlingerne om skattelettelser og udlændingestramninger udskudt til januar.
For anden gang på få uger må Liberal Alliance droppet et centralt krav i de drøje forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
På et pressemøde tirsdag aften meddeler partileder Anders Samuelsen, at LA stemmer for finansloven på fredag − også selvom der ikke er indgået en aftale om »de største skattelettelser i historien.«
LA-tropperne har ellers i dagevis truet med, at stemme nej til finansloven, hvis ikke DF gik med til skattelettelser.
Men efter møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen er LA nu kravlet ned fra træet og har accepteret, at forhandlingerne om en »ambitiøs skatteaftale« bliver udskudt til efter juleferien.
»Muligheden for et godt resultat står højere end frygten for hån, spot og latterliggørelse,« lyder det fra partilederen med de berømte stålsatte øjne.
»Jeg er villig til at gøre endnu et forsøg på at komme i mål. Ingen må kunne sige, at Liberal Alliances manglende tålmodighed eller stolthed kom i vejen for en skattereform og en ny udlændingepolitik,« siger Samuelsen og afviser at opstille nye deadlines eller ultimative krav.
Til gengæld melder han sig nu klar til at indgå et kompromis og endda acceptere en lidt mindre skatteaftale, end den, der ligger på bordet.
»Det eneste, jeg lover fra nu af, er at jeg vil arbejde i døgndrift for at opnå et godt resultat,« siger han.
DF og VLAK-regeringen har i mange uger forhandlet om næste års finanslov, om markante skattelettelser, der kommer almindelige danskere til gavn og om mærkbare stramninger og forandringer af udlændingepolitikken. Ifølge Samuelsen burde blå blok kunne blive enige om indholdet. Det er bare ikke sket. I stedet har LA's ultimatum skygget for, hvad der foregik bag de lukkede døre til forhandlingerne.
Ifølge Samuelsen situationen i dansk politik dramatisk«. Og det behøvede den ikke være, mener han.
»Alt bremses i et uværdigt debatcirkus. Det cirkus har mange fædre. Men jeg påtager mig gerne min del af ansvaret,« siger han og opfordrer alle parter til nu at se fremad. For ham er det resultatet, der tæller, siger han:
»Nu går jeg frem på vippen − og måske helt ud over vippen.«
I forvejen har Liberal Alliance bøjet sig for Dansk Folkepartis krav om at dele forhandlingerne om finanslov, skattereform og udlændingestramninger op i flere dele. I lang tid insisterede LA ellers på, at alle tre aftaler skulle indgås samtidig, men da deadline for en finanslov nærmerede sig, gik LA alligevel med til at adskille tingene. Det skete dog med en række ytringer fra partitoppen om, at LA kunne ville stemme for finansloven, hvis en skatteaftale var landet inden da.
Anders Samuelsen fastholder onsdag aften, at LA undervejs i forhandlingerne blev »bibragt en helt klar forståelse af«, at DF og regeringen ville nå hinanden inden jul.
»Den forståelse var jeg sikker på, ville holde hele vejen, og det var, hvad jeg også skrev og sagde,« forklarer han.
Det sagde Liberal Alliance:
»Gode nyheder: Inden 3. behandlingen af finansloven lander vi de største skattelettelser i historien, et stort forsvarsforlig og en nyorientering af udlændingepolitikken.«
»Mange har tvivlet på om skattelettelserne kom. Nu kommer de. Inden jul endda. Og de blive de største i mands minde. Tillykke Danmark.«
− Anders Samuelsen på Facebook og Twitter 8. december.
»Jeg er enig i, at vi får en skatteaftale, inden vi kommer til tredjebehandlingen (af finansloven 22. december, red.). Det er forudsætningen for, at tredjebehandlingen går godt.«
− Simon Emil Ammitzbøll-Bille ved præsentationen af finanslovsaftalen 8. december.
»I aften lander vi en aftale om finanslov. Den bliver kun vedtaget, hvis den skatteaftale, som ligger på bordet, falder på plads. Det er aftalen.«
− Finansordfører Joachim B. Olsen (LA) på Facebook 8. december.