Er Frederiksberg klar til at male byen rød?
108 år med et konservativt bystyre kan snart være ved vejs ende. Efter De Radikale har skiftet side, tegner det til at blive et tæt løb.
I august sluttede et 24-årigt langt ægteskab mellem De Radikale og De Konservative i Frederiksberg Kommune. Og det er netop denne skilsmisse, der kan sende borgmesterkæden på nye hænder ved det kommende kommunalvalg.
De Radikales spidskandidat Lone Loklindt meddelte på Facebook, at partiet går i valgforbund med Socialdemokratiet, SF, Alternativet og Enhedslisten:
»Frem for valgforbund med blå blok vil vi gå til kommunalvalg i samarbejde med en grøn koalition af partier, der deler ambitioner om et mere progressivt, grønt og visionært Frederiksberg, som satser markant mere på børn og unge.«
Frederiksberg har i 108 år været en af de konservatives højborge, og siden 2009 er det Jørgen Glenthøj (K), der har haft borgmesterposten.
Der har dog været en vigende tilbagegang for De Konservative i Frederiksberg Kommune.
Ved valget i 2009 fik partiet 39,7 pct. af stemmerne i kommunen. Partiet stod dog stadig forholdvis stærkt ved seneste valg i 2013, hvor De Konservative, med Jørgen Glenthøj i spidsen, hev 35,7 pct. at stemmerne hjem i Frederiksberg Kommune.
De Radikale fik to mandater og sendte de overskydende stemmer til Konservative, der dermed fik sit tiende mandat. Hvis Radikale dengang havde valgt at støtte rød blok, havde mandatfordelingen endt med 12-13 til blå blok.
Det er derfor kun et enkelt mandat, der for fire år siden stod til at ændre Frederiksberg fra en blå til en rød kommune.
Samtidig er der en stor gruppe nye vælgere i Frederiksberg, da en tredjedel af kommunens vælgere, ifølge Berlingske, skal stemme for første gang i Frederiksberg. Det skyldes, at de enten er fyldt 18 år eller er flyttet til kommunen siden 2013.
Og ser man på en analyse fra Mandag Morgen, har de unge større tilbøjelighed til at stemme rødt, og det kan således også påvirke valgresultatet i Frederiksberg.
Når de unge skal sætte et kryds på stemmesedlen, er det De Radikale, Alternativet, Enhedslisten og Liberal Alliance, som oftest modtager en stemme, skriver Mandag Morgen.
Frederiksberg har længe været kendt som den grønne ø midt i det røde københavnske vælgerhav, men spørgsmålet er, om øen denne gang drukner i røde vælgere.
Hverken Socialdemokratiet eller De Radikale har ønsket at løfte sløret for, hvem der bliver den næste borgmester i Frederiksberg, hvis de får magten.
Til et valgmøde fortalte Lone Loklindt (R), at der er en aftale i valgforbundet, og den vil de se på efter valget, skriver Frederiksberg Bladet.
De fleste partier i Frederiksberg kan skrive under på planer om en sund, grøn kommune, men spørgsmålet om parkeringspladser og skatteforhold deler vandene.
Det er særligt i forhold til det nye byudviklingsprojekt, hvor Frederiksberg Hospital skal omdannes til f.eks. parker, ejendomme eller skoler.
Byggeprojektet er en konsekvens af Hospitals- og psykiatriplan 2020 for Region Hovedstaden, hvor Frederiksberg Hospital nedlægges og erstattes med supersygehuset på Bispebjerg.
Det bliver kaldt for »det vigtigste projekt de kommende år« af flere partier, og derfor kan det også have indflydelse på, hvordan vælgerne stemmer.
Det er usikkert, om De Radikale står til at blive påvirket af sagen fra Københavns Rådhus, hvor Anna Mee Allerslev trak sig efter personsager.
Det samme gør sig gældende for Alternativet, hvor en debat om partiets troværdighed er begyndt, efter Jyllands-Posten kunne afsløre en anklage om seksuel krænkelse og en opfordring fra gruppeformanden til lave en såkaldt »peniscollage«.