De vigtigste nyheder 15. august 2022
I dagens overblik kommer vi forbi Søren Papes nye statsministerdrømme, den første officielle udmelding fra Iran efter attentatet på forfatteren Salman Rushdie og en integrationslov, der blev slået stort op, men som har gavnet meget få.
Søren Pape Poulsen vil være Statsminister
Mandag formiddag meddelte Konservatives formand Søren Pape Poulsen sit statsministerkandidatur.
Selv om meldingen i sig selv ikke som sådan var nogen stor overraskelse, da Venstre og Konservative i den seneste tids målinger har været omtrent lige store partier, varslede den ikke desto mindre nye dynamikker i dansk politik.
På et pressemøde senere på dagen afviste Jakob Ellemann-Jensen (V), at han ser Søren Pape Poulsens statsministerkandidatur som en krigserklæring og en kritik af sin egen ledelsesstil.
Søren Pape Poulsens udmelding kan dog risikere at udvikle sig til en risikabel situation i blå blok, vurderer Jyllands-Postens politiske analytiker Niels Th. Dahl:
De Radikale kalder loven en succes: Den har gavnet 19 mennesker
I 2020 vedtog regeringen sammen med sine støttepartier, at det skulle være muligt for flygtninge at blive i Danmark, hvis de fik inddraget opholdstilladelsen og havde arbejdet i to år ved samme arbejdsgiver.
Loven blev slået stort op af især de Radikale, og skulle være et opgør med centrale udlændingestramninger.
To år senere viser det sig, at 19 personer har fået opholdstilladelse som følge af de nye regler på området, mens 99 har ansøgt.
De Radikale mener alligevel, at loven er en succes.
Iran mener, at Salam Rushdie selv bærer skylden for attentat
Forfatteren Salman Rushdie og hans støtter er selv skyld i, at han ved et litterært arrangement i New York fredag blev knivoverfaldet og stukket flere gange af en 24-årig mistænkt gerningsmand.
Det siger en talsmand fra Irans udenrigsministerium i landets første officielle reaktion på attentatet. Han afviste samtidig, at Iran har nogen forbindelser til den mistænkte.
Salman Rushdie har levet med en dødstrussel og en dusør på sit hoved siden 1989, da Irans daværende øverste leder, ayatollah Khomeini, udstedte en fatwa imod den indisk-fødte brite pga. hans bog ”De sataniske vers”.
Mette Frederiksen stempler ind i debat om gymnasielærebog
En lærebog, der skal give danske gymnasieelever en bedre forståelse af den danske historie, har skabt stor debat, da forfatteren bag sætter spørgsmålstegn ved, om flere kendte terrorangreb i virkeligheden kan betegnes som terror.
Heriblandt angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris og angrebet på Krudttønden i København i 2015.
Også statsminister Mette Frederiksen stempler nu ind i debatten og retter kritik mod lærebogen, hvis fremstilling hun i et opslag på Instagram kalder for »problematisk«
Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.