Endomondo er en af Danmarks største succes'er i app-verdenen
Med 23 millioner brugere verden over er Endomondo en af Danmarks største succeshistorier i app-verdenen. I begyndelsen var motionstjenesten dog forud for sin tid og havde svært ved at slå igennem. Her er fortællingen om, hvordan Endomondo på få år gik fra 0-100 km/t.
Hvis hun havde ventet på et tegn, så fik hun det af sigøjnerkvinden på gaden i New York.
Uden et ord stak sigøjneren et postkort i hånden på Mette Lykke. Mette var 25 år, og vejen foran hende var delt i to. Hun var konsulent og havde fået tilbudt et solidt job hos en klient med god løn, firmabil og alt, hvad det indebar af skjorter, jakkesæt og en lovende fremtid i horisonten.
Men det var noget andet, der kriblede i hende, en halvformet idé om at starte eget firma med to kolleger og skabe et socialt motionsnetværk med den blanding af usikkerhed og eventyrlyst, der fulgte med. Mette Lykke vendte postkortet og læste det.
»Uanset hvad dine vildeste drømme må være, så kradser de kun i overfladen af, hvad der er muligt,« stod der, og det var, som om alting faldt i hak for hende.
Pludselig var det som om hendes beslutning var ligetil.
Forud for sin tid
Vi spoler tiden frem til i dag, hvor Mette Lykke står i spidsen for Endomondo, en af Danmarks største eksportsucceser i app-verdenen med over 23 millioner downloads verden over. I dag bruger en tredjedel af den voksne danske befolkning Endomondos app til at måle deres puls, kalorieforbrænding og tid, når de cykler, løber, ror, bokser, klatrer, danser, vandrer, kitesurfer og skater sig gennem hverdagen.
Da ideen til Endomondo opstod dengang i 2007, var de på sin vis forud for deres tid. Der var endnu ikke noget, der hed apps. Godt nok havde Apple netop sendt den første iPhone på gaden, men det var først året efter, at de åbnede for, at udviklere kunne bygge deres egne apps og sælge dem i den splinternye App Store.
Et nyt medie blev født. Sidenhen er smartphonen blevet vor tids schweizerkniv, så i dag har halvdelen af alle danskere mellem 15 og 70 år en smartphone, og på 1,3 millioner af de telefoner finder man en app med et lille, grønt Pacman-lignende logo.
Undfangelsen
Endomondo opstod lidt ud af ingenting, da de tre grundlæggere, Christian Birk, Jakob Nordenhof Jønck og Mette Lykke, mødtes i konsulenthuset McKinsey & Company, hvor de var kolleger og selverklærede fitnessentusiaster. Men lysten til at blive selvstændige trak i dem, og selv om de ikke ligefrem havde en klar plan for, hvor de ville hen, så havde de set et hul i markedet.
»Vi undrede os over, hvor lidt teknologi der var i sport ud over pulsuret. Samtidig var individuelle sportsgrene på vej frem i stedet for holdsport, og vi syntes, det var ærgerligt, hvis det sociale gik helt fløjten,« siger Mette Lykke.
Ingen af dem havde erfaring inden for teknologi endsige en uddannelse, der kunne bruges i den retning. Måske var de naive; måske var de lykkeligt uvidende, for de sagde deres sikre job op i november 2007 og sprang ud i det dybe bassin uden at vide, om de overhovedet kunne ”svømme”.
Ingen løn
Timingen var katastrofal, for få uger efter lanceringen af den første betaversion gik Lehmann Brothers konkurs, og finansverdenens korthus begyndte at ramle. For et nystartet firma med ikke så meget andet end en idé var det svært at rejse penge, og penge var de nødt til at have for at få nogle computerudviklere til at skabe deres træningstjeneste.
»Om ikke andet så betød den periode, at vi af ren og skær nødvendighed blev gode til at spare på omkostningerne og gik meget langt på literen,« siger Mette Lykke.
Den første måned fik de tre grundlæggere ingen løn, men det var OK, for det var forventeligt. Måneden efter gik der heller ingen penge ind på bankbogen for de tre grundlæggere og ej heller måneden efter. Faktisk endte der med at gå halvandet år, før de fik den første spæde løncheck, for al deres kapital gik til at udvikle Endomondo.
»I begyndelsen havde vi en teoretisk diskussion om, hvor stor en løncheck vi kunne hive hjem. Men selv når man ikke får løn første måned, så tror man altid, at det er lige rundt om hjørnet. Vi havde ikke gjort det, hvis vi ikke var hamrende optimistiske, tangerende det bundnaive,« fortæller Mette Lykke.
I dag griner hun af deres forretningsplan, der spåede, at de ville gå i nul inden for et års tid, hvorefter indtægterne ville begynde at vælte ind og stige eksponentielt til mange 100 millioner. Sådan kom det ikke til at gå, men succesen fandt dem alligevel.
Opdaget i Barcelona
Måske var de heldige, måske var de dygtige. Endomondo ramte i al fald plet med en række tendenser: Med udbredelsen af smartphonen gik alle pludselig rundt med en gps og andre måleredskaber i lommen, der blot ventede på at blive udnyttet, og samtidig rullede en sundhedsbølge ind over landet. »Vores mål var at gøre mobilen til en gratis personlig træner, « siger Mette Lykke, og det var tilsyneladende noget, folk savnede.
Grundlæggerne tog til utallige motionsløb rundt om i landet for at udbrede kendskabet til Endomondo, men selv om interessen langsomt voksede, var de ikke meget mere end en græsrodsbevægelse.
For enhver app er den største stopklods, der står mellem dem og verdensherredømmet, at blive opdaget i den jungle, der hedder app-verdenen. I Androids app-butik, Google Play, er man oppe mod 1,1 million konkurrenter samt lidt færre i Apples App Store.
Overraskende nok har Endomondo-holdet aldrig brugt penge på markedsføring, men de fik et gennembrud i 2010. De tog til verdens største mobilmesse, Mobile World Congress i Barcelona, og fik hevet en repræsentant fra mobilproducenten BlackBerry over til deres stand. Dengang var BlackBerry stadig en af de store spillere på markedet.
De syntes så godt om Endomondos idé, at de promoverede dem i deres app-butik. På få måneder fordoblede Endomondo antallet af brugere til 350.000, og derefter blev det nemmere at få en fod i døren i Googles app-butik, hvor Endomondo blev udvalgt som en af de 12 bedste apps til Android. Pludselig kunne de tælle antallet af brugere i millioner.
Brændte naller i USA
Så i 2012 med 7,5 millioner brugere i baghånden besluttede Endomondo, at de ville give den amerikanske drøm et skud. Guds eget land havde taget appen til sig og sad på størstedelen af Endomondos brugere, så man åbnede et kontor i San Francisco for at gå efter Silicon Valley.
»Vi ville være tæt på partnere som Facebook og Google, så vi kunne samarbejde endnu tættere med dem,« siger Mette Lykke.
Men eventyrerne glemte at fortælle, at sådan en udflugt er dyr. Huslejerne var vanvittigt høje, og det var dyrt at rykke medarbejdere fra Danmark til USA. De havde håbet på at slå kløerne i nogle af verdens bedste udviklere, men hvor Endomondo havde skabt sig et navn i Danmark, var de intet andet end en lille hundestejle i teknologiens store ocean, hvor store fisk som Apple, Facebook og Google hapsede alle de bedste folk. Efter to år besluttede Endomondo sig for at trække stikket og lukke kontoret i San Francisco. En oplevelse rigere, men fattigere på bankbogen.
»Hvis vi gør det op i kroner og øre, så var det ikke verdens bedste investering, men en del af at være en startup er, at man hele tiden lærer, og så var det fint at pleje relationerne til nogle af partnerne i området,« siger Mette Lykke.
Kig bag kulisserne som app-udvikler
Kontoret i København er i dag vokset til 25 ansatte, og man nærmer sig milepælen med 25 millioner brugere. Nu skal de bevise, at de kan stå på egne ben, og springet fra at være en gratis app til nu at skulle fokusere på at tjene penge har været svær.
»I begyndelsen handlede det blot om at få flere brugere, og hver dag var lidt af en fest. Pludselig blev det hverdag, og det var ikke helt så sjovt. Det var lidt af en hård dag, da vi introducerede reklamer, for vi synes jo ikke, det gør Endomondo federe, men det er nødvendigt for at få det til at hænge sammen økonomisk, « siger Mette Lykke.
Foråret er i fuld gang, og sommeren venter, og med det begynder Endomondos travleste sæson, hvor folk igen vrimler ud på stierne, i skoven, i parken og på vandet med Endomondo som deres trofaste makker. Netop brugerne er fortsat Endomondos omdrejningspunkt, og det er kontakten til brugerne, der giver Mette Lykke en følelse af, at hendes arbejde med appen giver mening.
»Vi får ofte mails fra brugere, for hvem vi har gjort en forskel. Der var en mand, der skrev, at han havde haft en hjerneblødning og havde brugt appen til at træne op; mens en anden skrev, at hun ikke havde motioneret siden skoletiden, men i en alder af 45 år nu var kommet i gang takket være os. Det gør mig stolt at høre,« slutter Mette Lykke.