Er det i orden at sørge over et gammelt menneskes død?

»Det er jo er den vej, vi alle skal.«

»Han havde jo alderen til det.«

»Det er jo naturens gang.«

»Nu må du se at komme videre.«

»Hvor gammel blev han?«

Klichéerne står nærmest i kø, når ældre mennesker dør. Klichéer bruges ikke kun af yngre mennesker. Ældre mennesker bruger dem i ligeså høj grad. Hermed undgår alle, både yngre og ældre, at føle sig forkerte i forhold til de uskrevne regler, der eksisterer i vores sorgkultur og som foreskriver, at tab af et gammelt menneske er naturligt, og at den efterladte derfor ikke bør sørge (for meget) over det.

Men at afdøde er nået på den anden side af de 80, er ikke nogen trøst for den efterladte ægtefælle. For sorg handler ikke om alder. Sorg handler om, hvor betydningsfuld den afdøde var for den efterladte.

»Vi har længe bagatelliseret sorgen hos ældre – både mennesker imellem og i forskning. Det har vi gjort, fordi alder tidligere har haft afgørende betydning for vores forståelse af sorg. Men i dag ved vi, at vi ikke kan bagatellisere sorgen, blot fordi livet har været langt. Sorg handler om at miste et betydningsfuldt menneske. Jo dybere relation, jo mere intens bliver sorgen, når personen er død,« siger leder af folkeoplysningsprojektet ”Sorgen - når ægtefællen dør”, Jorit Tellervo.

Jorit Tellervo har de seneste seks år arbejdet som projektleder i Videncenter for Rehabilitering og Palliation, primært for at udvikle indsatsen for ældre efterladte, som er en overset gruppe.

For mens man er blevet mere opmærksom på hjælp til for eksempel forældre, som mister et barn, så har den kulturelle forståelse af sorg blandt ældre været, at den er lettere at håndtere, fordi det er ”naturligt”, at ældre mennesker dør.

Men det er en myte, fastslår Jorit Tellervo.

»Mange ældre efterladte oplever det ikke som let. De mistrives efter deres ægtefælles død, og vi ved i dag, at det er en risikofyldt overgang i livet.«

Ser man for eksempel på selvmordsstatistikken, så udgør ældre mennesker den aldersgruppe, som har den højeste selvmordsrate. Hver tredje, som begår selvmord i Danmark, er over 65 år. Det er især ældre mænd, som hyppigst begår selvmord. Mænd over 75 år har en dobbelt så høj selvmordsrate som mænd som helhed. Og de ældre mænd vælger oftest at tage livet af sig på måder, som ikke levner plads til fortrydelse.

Disse dystre kendsgerninger fik Jorit Tellervo til at undre sig. Hvis det tager så hårdt på ældre mennesker at miste deres livsledsager, hvorfor ser man så anderledes på ældre menneskers sorg end på børns og unges sorg?

»Det undrede jeg mig over. Samtidig kunne jeg se, at der er en bunke forskning, som dokumenterer, hvor svær en livsovergang det er at miste en ægtefælle, og hvor meget mistrivsel det kan afstedkomme. Jeg har kunnet se, at den største enkeltstående begivenhed, som øger risikoen for selvmord, er ægtefællens død. Særligt hos mænd øges risikoen voldsomt. I dag ved vi, at det at tænke selvmord er en naturlig følge af sorg. At der er forskel på at være optaget af selvmordstanker og rent faktisk have et ønske om at dø. Mange, som mister en betydningsfuld person, har i større eller mindre udstrækning tanker omkring selvmord. Det kan både være fordi, at det er uoverkommeligt og meningsløst at fortsætte livet, men det kan også være et ønske om at følge efter. En forståelse af et gensyn eller et møde med den, man har mistet. Og endelig kan det være, fordi man simpelthen er slidt ned og ikke har kræfter til at tage livet på sig og ikke får den fornødne hjælp og opmærksomhed fra omverdenen.«

Jorit Tellervo så et paradoks i, at det oftest er hos ældre, man møder sorg, og alligevel er det et underbeskrevet og negligeret område.

»Mange af de ældre, jeg talte med, berettede, at de blev mødt med manglende forståelse og klicheer fra omverdenen. Og at de selv var overraskede over, hvor voldsom sorgen var. De havde jo selv været en del af den sorgkultur, som havde negligeret sorgen hos andre ældre og pludselig erfaret, hvor voldsomt det var.«

»Målet er, at der er rutinemæssige tilbud om hjælp til alle efterladte, men det har man endnu ikke på plads på alle landets hospitaler eller i alle kommuner og plejehjem. Derfor har vi i projektet peget på, hvilken indsats, man kan give, og hvordan man strukturerer hjælpen, så den bliver professionel. Og hvordan man sikrer, at den bliver givet til alle,« siger Jorit Tellervo, der peger på, at området har fået politisk interesse, så hun håber, at alle efterladte over 65 år fra januar får et tilbud om en forebyggende samtale i alle kommuner.

Det vil give god mening, fordi folk på det tidspunkt ofte har forladt arbejdsmarkedet, og børnene er flyttet hjemmefra, så man ikke nødvendigvis er sammen med nogen i hverdagen.

Erfaringer fra kommuner, som allerede giver et sådan tilbud, viser, at de fleste efterladte siger ja tak, i modsætning til de alment forebyggende tilbud til alle over 75 år, hvor mange ikke føler behov for et besøg.

»Forskning tyder på, at jo mere forebyggelse, man laver i forhold til sorg, jo mere sparer man samfundsøkonomisk. Ud over den menneskelige lidelse ligger der nemlig mange udgifter til behandling af mistrivsel. Det kan være behandling på mange niveauer som eksempelvis depression, angst, overforbrug af alkohol og medicin, dårlig ernæring og almen velbefindende.«

Sorgen kan blive så pinefuld og fastlåst, at der er brug for professionel behandling. Det kaldes kompliceret sorg og rammer omkring 15 pct. af alle efterladte.

»Man taler om kompliceret sorg, hvis sorgen bliver ved med at være lige intens i mere end et halvt år. Og den efterladte isolerer sig og fortsætter med at have det dårligere end før tabet. Så skal sorgstøtten suppleres med et behandlingstilbud,« siger Jorit Tellervo.

Mange sørgende er også bange for at blive sindssyge, fordi de tror, at det kun er dem, der får sådanne oplevelser og følelser. Derfor er oplysning og viden om sorg nødvendigt.

»At sorgen kan overmande én fuldkommen kommer bag på de fleste. Derfor tænker jeg, at det også handler om, at vi ikke har fået fortalt nok om, hvor voldsom sorg kan være. At vi skal have spredt den viden både til de efterladte, men også til dem, der endnu ikke er efterladte, så de har viden om, at det er naturligt at sorgen er voldsom, og at der er mulighed for hjælp, hvis sorgen bliver kompliceret. Både for bedre at kunne møde dem, der mister, og for at forebygge selvmord og mistrivsel. Bliver folk klar over, at det faktisk er temmelig almindeligt at have svært ved at magte hverdagen efter ægtefællens død, så får de lettere ved at gribe ud og søge hjælp,« siger hun.

Opfattelsen af sorg har ændret sig. Tidligere talte man om sorgens fire faser. Chok, reaktion, bearbejdelse og nyorientering, Det tog ca. et år eller to, og det var ens for os alle, og så var vi ovre det, og vi kom videre.

»Og det er stadig noget, efterladte hører: du skal nok komme over det, og du skal nok komme videre. Men i dag ved man, at sorg ikke er noget, man kommer over. Det er noget, man lærer at leve med. I dag ved vi, at sorg fortsætter over tid og for rigtig mange resten af deres liv. Det er en proces, der foregår i to spor, og der er en konstant pendulering mellem de to spor, så vi både forholder os til tabet og til det liv, der er tilbage at leve.«

»Når vi forholder os til tabet, er der savn, længsel, erindringer og minder. Og mange kan berette, at det fortsætter livet igennem. Vi gensørger. For eksempel den tilstundende jul, hvor mange vil opleve, at de overvældes af sorgen igen. Og de kan blive forundrede over at opleve de store følelser igen. Selv efter mange år kan man gensørge, for eksempel hvis man får et barnebarn. Så overvældes man måske af sorg over, at barnet aldrig vil kende den afdøde ægtefælle,« forklarer Jorit Tellervo.

Så alt efter hvilke livsbegivenheder, der kommer i éns liv, vil man mærke sorgens følelser igen. Det kan være meget hårdt at være i sorgens følelse, så derfor giver det andet spor i sorgen, hvor vi forholder os til det liv, der er tilbage at leve, et ”frikvarter”. I det øjeblik man er optaget af at gå ud og møde verden, optaget af nye opgaver i livet, så har man ikke den samme opmærksomhed på sorgens følelser, og det er meget nødvendigt med disse frikvarterer.

Men omvendt kan man også have brug for en pause i det praktiske liv og være i sorgens følelser. Så man veksler hele tiden mellem de to spor.

»Det at være i det genoprettende spor, som vi kalder det andet spor, handler også om at danne en ny identitet. Nu skal man til at opfatte sig selv som enlig. Man skal også påtage sig en række nye opgaver, som den anden plejede at gøre. Rense tagrender, betale bankoverførsler, fylde benzin på bilen. Mange nye opgaver ligger og venter på én,« forklarer hun.

Vekselvirkningen mellem de to spor gør, at den sørgende kan tage sorgen i små bidder ad gangen, så man ikke hele tiden er i sorgens følelser men også holder fast i det liv, der er tilbage at leve.

Det kan være meget glædesfyldt at være i minderne og i nærværet, og vi skal i sorgens spor også finde en måde at have en kontakt med afdøde. Mens man tidligere tænkte i adskillelse og farvel til afdøde, så ved vi nu, at det kan være en stor styrke at have afdødes nærvær med sig. Mange i omgangskredsen undlader at nævne afdøde for at vise hensyn. De tror, at de ripper op i noget.

»Men modsat tidligere ved vi, at det både er naturligt og kan være en støtte i sorgprocessen, hvis det følelsesmæssige bånd til den afdøde ægte­fælle fortsætter gennem minder og ritualer,« forklarer Jorit Tellervo.

»Vi ved, at det at dele positive minder om afdøde og at glædes over det, man har haft, hænger sammen med bedre trivsel efter tabet.«

Jorit Tellervo kalder den nye måde at opfatte sorgen på for revolutionerende.

»Den nye forståelse af sorg er nyskabende og vil føre revolutionerende forandring med sig. Ikke alene kommer den til at ændre vores forståelse af at leve med sorg, men også på måden vi taler om sorg og de sorgstøtte-tilbud, vi giver.«

Hun er overbevist om, at vi med tiden vil få et mere nuanceret sprog omkring sorg og nye måder at være sammen om sorgen på, så vi ikke skal forstille os så meget og bruge de mange klicheer. At vi kan tillade os både at være lykkelige og rumme en stor sorg på samme tid.

»Vi har tidligere troet, at vi skulle holde os lidt på afstand for ikke at rippe op i noget. ”Du siger bare til, hvis du behøver hjælp”. Eller; ”du kan bare kigge ind, når du får lyst”. Men det hjælper ikke, for de efterladte vil findes. De ønsker, at man kommer ”på onsdag”. At indgå i et fællesskab. Så hvis man virkelig ønsker at hjælpe, så må man også kunne rumme både sorg og glæde,« siger hun.

Folk bliver meget usikre og er bange for at komme til at sige noget, som kan få den anden til at græde, for vi frygter tårer, mener Jorit Tellervo.

»Også selv om den anden siger, at det gør rigtig godt at græde. Men der er meget angst forbundet med sorg og dødsfald. Vi ved, at vort grundvilkår er barsk, at vi skal dø eller miste hinanden. At blive konfronteret med det, fjerner de fortrængninger, som vi bruger meget energi på i hverdagen. Vi ser pludselig livets skrøbelighed, og så viger vi tilbage. Den måde, vi i samfundet har behandlet sorg på, er lidt som et uhyre, der kommer ind i vort liv. Ikke som en naturlig del af livet. Sorgen kolliderer med vores forestilling om lykke og vores forestilling om det gode liv. Men sorgen er også en vej ind til at finde glæden i livet.«

Jorit Tellervo er forfatter til bogen: ”Sorg - når ægtefællen dør”. Den kan købes eller downloades gratis på sorgstøtte.dk

Fakta: Den nye sorgforståelse

Tidligere talte man om sorgens fire faser: Chok, reaktion, bearbejdelse og nyorientering. Man mente, at det tog 1-2 år at komme igennem faserne, og så var man igennem og sorgen var overstået. I dag ved vi at sorg er ikke noget, der overstås. Sorg er noget, den efterladte skal lære at leve med.

Vi taler om sorg som en proces, der foregår i to spor. Det tabsorienterede spor og det genoprettende spor. Og den sørgende befinder sig i en konstant pendulering mellem de to spor, så vedkommende både forholder sig til tabet og til det liv, der er tilbage at leve.

I det tabsorienterede spor er der savn, længsel, erindringer gode minder. Vi gensørger. For eksempel den tilstundende jul, hvor mange vil opleve, at de overvældes af sorgen igen. Og de kan blive forundrede over at opleve de store følelser igen. Men mange kan berette, at det fortsætter livet igennem. Selv efter mange år kan man gensørge, for eksempel hvis man har mistet en forælder tidligt i livet og så selv får et barn. Så overvældes man måske af sorg over, at barnet aldrig vil kende sin bedste.

I det genoprettende spor får man et frikvarter fra sorgens følelser. Man gør nye ting og påtager sig nye roller. Man får nye praktiske opgaver og får måske nye bekendtskaber. I det øjeblik man er optaget at gå ud og møde verden, optaget af nye opgaver i livet, har man ikke den samme opmærksomhed på sorgens følelser, og det er meget nødvendigt med disse frikvarterer, fordi det er så hårdt at være i sorgen.

Fakta: Det kan hjælpe i sorgen

Fakta: Sådan hjælper du andre i sorg

Fakta: Kompliceret sorg

Er sorgen uændret smertefuld længere end et halvt år efter ægtefællens død, og leves livet i uønsket isolation, kan det være et tegn på, at sorgen er blevet kompliceret og kræver professionel behandling.

Tegn på kompliceret sorg:

Gennem egen læge kan man få professionel behandling ved kompliceret sorg. En række fagpersoner støtter mennesker i sorg: