»Vi havde gået den tur så mange gange, men nu gik jeg med Jytte i en plasticpose«

Frank Justesen har altid kunnet stå fast i blæsevejr. Med sine 192 cm og 92 kg er han nærmest umulig at vælte.

Men i dag er kampvægten værdiløs og skuldrene ludende. Det seneste halve år har svækket hans pondus, og hvis han mødte sig selv på gaden, ville han ikke kunne genkende sig selv.

Transformationen startede for et år siden, da hans kone Jytte fik en hoste, der ikke ville holde op. Det viste sig at være lungekræft. Så fremskreden, at man ikke kunne operere.

Strålebehandlingerne kunne heller ikke stoppe kræftcellerne, og Jytte blev sendt hjem fra hospitalet med besked om, at der ikke var mere, man kunne gøre. Hun blev hurtigt dårligere. De sidste måneder lå hun i en hospitalsseng i stuen. I stuen en suite står Franks seng, hvorfra han hver nat brugte mange timer på at lytte til Jyttes åndedrag. Trak hun mon vejret? Stoppede det ikke nu? Og ville det ikke være bedst, hvis det gjorde?

I dag, otte måneder efter at Jytte trak vejret for sidste gang, sidder han og tænker tilbage på den nat, hun døde. Han troede, det ville blive en lettelse. At han efterhånden havde vænnet sig så meget til tanken om at skulle miste sit livs kærlighed, sin livskammerat og bedste ven igennem 48 år, at døden ville komme som en lettelse. For Jytte havde det virkelig dårligt til sidst. Og det var hårdt for den 78-årige Frank at klare det hele alene. Sådan som han havde lovet Jytte, der ikke ønskede hjælp fra fremmede.

Men nogen lettelse blev det langtfra.

»Jeg har lige læst en bog om sorg, og her faldt jeg over en sætning; Man siger, at to bliver til én, når den ene dør. Men det er ikke rigtigt. To bliver til en halv. Og det er så rigtigt skrevet,« siger han, mens stemmen bliver ulden.

Han undskylder. Har ellers aldrig haft let til tårer, men de seneste måneder har han været grådlabil, og der skal meget lidt til, før papirservietten skal til øjenkrogen.

»Jytte ville slå mig, hvis hun vidste, hvordan jeg havde det nu. Da hun lå på hospitalet, sagde hun altid, når jeg var på vej ud af døren; du må ikke græde. Jeg troede, jeg ville komme lettere over det, når jeg havde ønsket hende død, så hun kunne få fred. Det var så hårdt til sidst, hvor hun slet ikke kunne noget selv. Hun skulle bæres ud på toilettet og vaskes bagefter. Og hun var så blufærdig, at hun ikke ville have andre til at hjælpe. Det var kraftstejleme hårdt.

Der er nogen, der siger, at jeg har fået en depression efter de måneder, jeg passede hende. At det er derfor, jeg har det sådan her. Men jeg savner hende så meget. Jeg gik altid og håbede, at jeg skulle dø først, men nu hvor jeg har været det her igennem, så tænker jeg, at det var godt, at det blev Jytte, så hun ikke skulle igennem det her. Det ville jeg gerne skåne hende for.«

Frank Justesen er selv chokeret over, hvor hårdt tabet af ægtefællen har taget på ham. Det er også derfor, han har sagt ja til at tale med Jyllands-Posten. I håbet om at mere fokus på sorgen kan være med til at gøre beredskabet i kommunerne bedre. Sikre ældre mennesker uden netværk, at de ikke skal gå til bunds i sorgen.

Vi sidder og drikker kaffe ved spisebordet i den lejlighed, der de sidste 20 år har dannet ramme om hans dagligdag med Jytte. Trods en god udsigt over et af Østerbros grønne områder, sidder Frank ikke længere her og spiser. Jytte var af den gammeldags type, som holdt på, at alt det huslige var kvindens domæne. Frank kan dog godt lave mad. Men han får det ikke gjort. Det er svært at sidde alene og spise. Derfor står han ude i køkkenet og tager en rugbrødsmad eller noget havregrød, når han er sulten.

»I starten kunne jeg have hoppet ud af vinduet. Jeg følte, at jeg var ved at blive sindssyg. Men jeg havde lovet Jytte ikke at tage mit eget liv på grund af vores søn. Hun sagde det tit til mig. Jeg har lidt af en voldsom panik. Været ved at eksplodere. Jeg havde fuldstændig kaos i hovedet. Nu forstår jeg virkelig, hvorfor man taler om at blive vanvittig af sorg. Det er virkelig hårdt at sørge. Jeg synes ellers, at jeg er god til at resignere. Jeg har tidligere været ude for meget voldsomme oplevelser med to tragiske dødsfald i familien. Det kom jeg mig relativt hurtigt over. Men dengang havde jeg jo Jytte at læne mig op ad.«

Frank Justesen er udlært typograf og har arbejdet som journalist. Men de seneste 15 år på arbejdsmarkedet var han oversætter af bøger til blindskrift. En ren win-win situation for ham, læsehesten, ligefrem at blive betalt for det. Passionen for bøger delte han med Jytte. Ligesom de elskede at se en god film i biografen eller gå i teateret.

»Vi var simpelthen så ordinære, som vi kunne blive, og det savner jeg. Jeg savner bare det liv, vi havde. Samhørigheden. Sådan helt dagligdags ting. Når jeg læser avisen, så savner jeg samværet og samtalen om det, jeg læser. Det er først, når man får behov for et netværk, at man opdager, at man ikke har et. Jytte og jeg havde ikke brug for andre, vi havde hinanden.«

Og selv om det nu er otte måneder siden, at Frank blev alene, så tager han sig selv i at høre det pusle inde på Jyttes værelse. Og han tager sig selv i at skrue ned for musikken, så hun kan få ro til at sove. På den måde er hun der stadig.

Frank har med skiftende held forsøgt sig i ikke mindre end fire sorggrupper. I øjeblikket følger han hver uge en gruppe gennem Kræftens Bekæmpelse, og det virker lovende. Ved det første møde tog han som den første ordet, og beskrev sin situation.

»Jeg forklarede, at jeg er så uheldig, at jeg ikke har noget netværk ud over min søn og hans kone. Jeg har altid været sammen med mennesker, som har været ældre end jeg, og de er døde alle sammen. Jeg har sgu været til så mange begravelser igennem de seneste syv-otte år. Og både Jyttes og min familie er også væk, selv om jeg havde fem søskende. Det ville være rart, hvis man havde en god ven, men det får man jo ikke i min alder. En ven er én, man skal have været sammen med i en stor del af ens liv. Man kan jo ikke få en ven nu og så dele de oplevelser, man har. Begynde på noget nyt. Det bliver i så fald noget andet, mere et bekendtskab,« filosoferer han.

I 48 år har Frank og Jytte delt det meste, men det afgørende, livets afslutning, måtte de tumle med hver især. Frank er stadig ked af, at han og Jytte ikke kunne snakke sammen om døden, da den begyndte at trænge sig på.

»Jeg prøvede hele tiden at fiske og se, om der var en åbning, men det var som om, hun undgik den samtale. Måske ville hun skåne mig, eller måske ville hun have lov at håbe til det sidste. Jeg ville meget gerne have overbevist hende om, at jeg nok skal finde ud af det. Og at vi skal mødes igen. Det ville jeg have gjort 24 timer i døgnet, hvis det kunne have hjulpet hende.«

For længe siden havde Jytte og Frank aftalt, at de begge ønskede at blive brændt - og at der ikke skulle være nogen ceremonier af nogen art.

»Vi var ikke troende på den måde. Så Jytte blev kørt lige ud til krematoriet på Bispebjerg. Så hentede jeg urnen og havde den stående herhjemme en tid, inden den blev lagt ned i fællesgraven på Garnisions kirkegård, der ligger lige her omme bag ved. Siden har jeg tit ærgret mig over, at den kom derover - jeg ville gerne have haft den her. Jeg tænker tit på den dag, da jeg skulle over på kirkegården med urnen. Det var altså en tåreperser. Jeg kunne næsten ikke klare at gå den vej, som vi sammen havde gået så mange gange, men denne gang med Jytte i en indkøbspose af plastic.«

Siden er religionen begyndt at spille en større rolle for Frank. Ikke mindst på grund af mødet med en præst.

»Jeg har altid gerne villet være religiøs. Jeg tror, at det ville være lettere for mig. Jeg søgte i en sorggruppe ude i Husumvold kirke, og præsten tog sig rigtig meget af mig. Sorggruppen skulle først starte i august, men i flere uger tog hun sig tid til at se mig en gang om ugen, hvor vi talte om alt muligt. Og vi sluttede altid af med at gå ud i kirkerummet, hvor hun bad en bøn for mig og Jytte, og så sang vi en salme. Og jeg havde det altid godt, når jeg gik derfra. Jeg har tænkt meget over alt det, hun har sagt, og jeg er kommet frem til, at jeg tror på, at der er et eller andet. Det giver en trøst.«

Frank har lavet et lille mindebord i stuen med Jyttes personlige ting, hendes lommebog, som hun brugte meget, salmebogen slået op på en salme, som hun holdt meget af, hendes briller og nogle billeder.

»Og det er jeg meget glad for. Ovre ved stolen ligger hendes spejl og hendes sytøj. Hendes tøj har jeg lagt ned i en kasse for at få tømt hendes værelse, men det er ikke smidt ud. Og min søn går stadig hen og snuser til kassen, der lugter lidt at Jytte. Han har også haft det svært, også under Jyttes sygdom, men han har heldigvis sin kone, og nu skal de have et barn mere.«

Det er blevet en anelse lettere i løbet af de sidste måneder, der er gået, indrømmer Frank.

»Men jeg bliver ofte hjemme, for det er så svært at komme hjem fra byen, når der ikke er nogen, og man ved, at der er tomt. Så er det næsten bedre at blive hjemme. Jeg kan godt finde ud af at være hjemme, men jeg burde gå en lang tur hver dag. Men jeg sparer mig for den smerte, det er at stikke nøglen i døren.«

Stemmen knækker igen, og efter en pause kommer det:

»Når jeg vågner om morgenen, så tænker jeg tit på, hvad jeg egentlig har at stå op til. Det er ærgerligt efter et dejligt, langt liv, hvorfor skal jeg ende nærmest som en grøntsag? Jeg har haft et godt liv, har altid kunnet finde ud af det og kan tale med alle mennesker. Jeg kunne have et godt liv nu. Jeg bor godt og har ikke de store krav til økonomi. Så er det ærgerligt, at det skal være sådan her. Og jeg tror aldrig, jeg kommer over det, på trods af, at det er blevet lidt bedre.

Jeg kan overhovedet ikke genkende mig selv. Jeg er en meget stærk person, som altid har kunnet klare vanskelige situationer. Men jeg tror, at det er fordi, jeg er alene om det. Jeg tænker meget over, at min søn ikke må vide, at jeg er ked af det. Han går meget op i, hvordan jeg har det, og hvis han opdager, at jeg er ked af det, så kommer han. Han ringer altid på facetime, så han kan se, hvordan jeg har det. Og så skynder jeg mig at tænde for fjernsynet, så han kan se, at jeg laver noget. Han inviterer mig også ud at rejse. Vi havde faktisk planlagt at sejle til New York sammen. En tur på 20 dage. Men så fik de købt ny lejlighed, så pengene gik til det.«

Frank Justesen er begyndt at regne på, hvad det vil vil koste ham at rejse til New York i julen og opleve nytårsaften på Times Square. Sidst, han var i New York var det for at overvære ikke mindre end seks koncerter med sit idol Bob Dylan.

»I januar 1998 spillede Dylan seks aftener i Madison Square Garden, i seks dobbeltkoncerter med Van Morrison. Den mulighed kunne jeg ikke lade gå mig forbi,« siger han og viser fire billetter frem til de to koncerter, som Bob Dylan gav i Falkoner Teatret den 8. og 9. oktober. En til Frank og én til hans søn Thomas - til hver aften. Første række midt for.

»Jeg har overværet omkring 75 Bob Dylan koncerter rundt omkring i verden. Mange sammen med Jytte. Nogen sammen med min søn og Jytte. Nogen alene. For eksempel var jeg sammen med Thomas i USA i August 1997 og overværede syv koncerter seks forskellige steder på østkysten. Vi startede i NYC, hvor vi lejede en bil og kørte til de forskellige spillesteder.«

Måske fordi New York på den måde er knyttet til gode oplevelser, hvor Frank har forfulgt sine drømme, står byen højest på ønskelisten for julen.

»Jeg frygter julen, og det eneste sted, jeg kunne tænke mig at være, er New York, for ellers vil julen nok blive svær for mig. Helst vil jeg være for mig selv, så mit humør ikke skal smitte af på de andre. Jeg ved godt, at jeg skulle tage mig sammen, se at komme videre. Men jeg kan ikke klare, når nogen siger det til mig. For jeg kan ikke bare komme videre. Det ville jo også være en hån mod Jytte. Så når jeg har det godt og får et frikvarter fra mine tanker, så får jeg dårlig samvittighed. Når jeg går tur, så ender jeg næsten altid ovre på kirkegården, selv om jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil. Men jeg ender der hver gang. Da Jytte levede, skråede vi tit over kirkegården over til Irma, og det er jeg blevet ved med, og så går jeg lige en tur forbi graven. Jeg kan ikke lade være, selv om jeg ville have bedst af det. Jeg bliver så ked af det. Men jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg snyder og siger til mig selv, at jeg ikke har tid. Så du kan godt se, at det er svært, ikke?«

Redaktionen blev i dag, den 24. november, kontaktet af Frank Justesens søn, Thomas, som har oplyst, at Frank døde kort før interviewet blev publiceret. Han blev fundet, siddende i sin lænestol, sandsynligvis død af sorg. Han nåede derfor aldrig selv at se artiklen i Jyllands-Posten. Hans familie ser imidlertid gerne, at artiklen bliver stående på jp.dk, da Frank var stolt over at medvirke, ikke mindst fordi Jyttes historie dermed ville leve videre.

Fakta: Den nye sorgforståelse

Tidligere talte man om sorgens fire faser: Chok, reaktion, bearbejdelse og nyorientering. Man mente, at det tog 1-2 år at komme igennem faserne, og så var man igennem og sorgen var overstået. I dag ved vi at sorg er ikke noget, der overstås. Sorg er noget, den efterladte skal lære at leve med.

Vi taler om sorg som en proces, der foregår i to spor. Det tabsorienterede spor og det genoprettende spor. Og den sørgende befinder sig i en konstant pendulering mellem de to spor, så vedkommende både forholder sig til tabet og til det liv, der er tilbage at leve.

I det tabsorienterede spor er der savn, længsel, erindringer gode minder. Vi gensørger. For eksempel den tilstundende jul, hvor mange vil opleve, at de overvældes af sorgen igen. Og de kan blive forundrede over at opleve de store følelser igen. Men mange kan berette, at det fortsætter livet igennem. Selv efter mange år kan man gensørge, for eksempel hvis man har mistet en forælder tidligt i livet og så selv får et barn. Så overvældes man måske af sorg over, at barnet aldrig vil kende sin bedste.

I det genoprettende spor får man et frikvarter fra sorgens følelser. Man gør nye ting og påtager sig nye roller. Man får nye praktiske opgaver og får måske nye bekendtskaber. I det øjeblik man er optaget at gå ud og møde verden, optaget af nye opgaver i livet, har man ikke den samme opmærksomhed på sorgens følelser, og det er meget nødvendigt med disse frikvarterer, fordi det er så hårdt at være i sorgen.

Fakta: Det kan hjælpe i sorgen

Fakta: Sådan hjælper du andre i sorg

Fakta: Kompliceret sorg

Er sorgen uændret smertefuld længere end et halvt år efter ægtefællens død, og leves livet i uønsket isolation, kan det være et tegn på, at sorgen er blevet kompliceret og kræver professionel behandling.

Tegn på kompliceret sorg:

Gennem egen læge kan man få professionel behandling ved kompliceret sorg. En række fagpersoner støtter mennesker i sorg: