Gid vi kunne tale sammen om sorgen uden at bruge floskler

Peter Hermansen var frisk og rask. Havde lige fået kontrolleret hjertet og målt kolesteroltal. Han cyklede meget, havde altid cyklet de fem kilometer til sit arbejde og cyklede gerne lange ture alene. Den 20. marts ville han cykle op til sommerhuset ved Rørvig og gøre huset klart til påsken.

Men Peter nåede aldrig derop. Undervejs fik han et ildebefindende, stod af cyklen og faldt sammen i indkørslen til det nærmeste hus.

»Det er så mærkeligt at tænke på, at tingene kan ændre sig så hurtigt. Efterfølgende kan vi på bankens kontoudskrifter se, at Peter har været med færgen Hundested-Rørvig og været hos købmanden i Rørvig og handle ganske kort tid forinden - og altså haft det godt og været helt uvidende om, hvad der ville ske kort tid efter. Man kan sige, at lynet slog ned. Bortset fra at et lyn ved man, hvad er. Her aner vi intet om, hvad der er sket. Vi blev godt nok spurgt, om vi ville have Peter obduceret for at fastslå dødsårsagen, men det ville tage to-tre uger, inden han kunne blive begravet, og det kunne vi ikke overskue i den chokerede tilstand, vi befandt os,« siger Else Stig Hermansen.

Else Stig Hermansen er 69 år og pensioneret seminarielektor. I dag er det otte måneder siden, at hun mistede sin mand, som hun havde været gift med i over 40 år. Hun har stadig svært ved at sige, ”da Peter døde”. Og hun græder stadig ind imellem, når vi taler om ham.

»Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke, at nu må det godt snart holde op. Nu må det godt blive normalt igen,« siger hun.

Vi sidder ved spisebordet i huset, som hun og Peter flyttede ind i for 35 år siden. Det er her, parrets to sønner har haft deres barndom, og alt i huset minder Else om hendes liv med Peter.

Hun sidder ellers ikke meget ved spisebordet mere, for der havde hun og Peter faste pladser, og det er svært at sidde der alene. Det der med at spise, det er heller ikke sjovt. Mad er så forbundet med noget socialt og hyggeligt.

»Det var over maden, vi fik snakket og vendt tingene. Men jeg skal jo have noget at spise, så jeg laver måske en lille laksebøf, som jeg kan varme i mikroovnen. Så tager jeg det med ind foran fjernsynet og ser nyheder så længe.«

Den første periode efter den 20. marts kunne Else ikke kunne holde ud at se fjernsyn. Det var så uendelig ligegyldigt, alt hvad der blev sendt. Og den anden sofa var så tom.

»Det er svært at bo i huset, fordi Peter bare hører sammen med huset, men jeg har aldrig overvejet at flytte. Han er til stede her, og det vil jeg ikke undvære. Når det er svært, går jeg ud i haven og arbejder. Det er ren terapi. Der er meget at gøre løbende. Også arbejde som Peter plejede at står for: Græsslåning, rensning af tagrender, vinduesvask osv. Ind i mellem sætter jeg mig på Peters bænk. Den bænk han har lavet til mig.«

Naturen har i det hele taget fra første morgen været livsnødvendig for hende. Ud at gå i naturen, hvor der er højt til himlen.

»Det føles så absurd og fuldstændig modsætningsfyldt, at solen skinner, fuglene kvidrer, busserne kører... samtidig med at ALT er gået helt i stå! Jeg ved, at jeg har det godt, når jeg er ude i naturen - i haven, skoven, på marken, ved mosen, ved havet og stranden - lige meget hvor, så oplever jeg det som helende og givende - og jeg kan godt være til stede i nuet.«

Else var længe i tvivl om, hvorvidt hun ville medvirke i en artikel om sorg og dele sine private tanker og følelser. Hun valgte at gøre det, fordi hun tror på, at det kan hjælpe andre i samme situation. Ligesom det hjalp hende at læse bogen ”Sorg - når ægtefællen dør”.

»Jeg kunne identificere mig med rigtig mange af de medvirkende i bogen, og det gør, at jeg ikke føler mig fuldstændig unormal, fordi jeg ikke er ”kommet videre” eller ”kommet over” min sorg. For det er gået op for mig, at sorg ikke er noget, man kommer over. Det er noget, man lærer at leve med og i. Men ikke hele tiden. For man kan også være glad og sørge samtidig. Bevæge sig i to spor, så at sige.«

Det er gået op for hende, at døden er omgærdet med megen tabu. Specielt nu, hvor der er gået nogen tid, kan hun mærke på folk, at de ikke altid ønsker at høre sandheden, når de spørger, hvordan det går.

»De vil selvfølgelig gerne høre mig sige, at det går bedre. Men det går meget op og ned. Nogen gange falder jeg bare ned i det dybeste, sorte hul, og det er svært at takle for nogle.«

Hun vil gerne være med til at nedbryde tabuerne. Og ændre sproget omkring tab og sorg, der er så floskelfyldt.

»Jeg synes, det er hårdt at blive mødt med floskler i en så dramatisk hændelse, som fuldstændig ændrer ens livssituation. Det må være fordi, vi ikke har ord, der dækker. Jeg har reageret meget når folk siger: ”må jeg kondolere”, ”han sov stille ind”, ”har fået fred”, ”det var nådigt for Peter” eller ”du skal være glad for, at han ikke er blevet en grønsag”. Især det sidste støder mig og er helt forkert, for har ikke alle ret til at sige ordentligt farvel, både den der skal dø og de efterladte? Derfor føles det som dumme floskler, der slet ikke er dækkende for de følelser, der hvirvler rundt i en. Men det viser, hvor tabuiseret området er, eller hvor bange vi er for at tale om det. Hvis man er i noget, og man tør at være i det, så bliver sproget mere nuanceret. Jeg kunne ønske mig, at vi sammen kunne udvikle et mere indfølende sprog om sorg.«

Det er blandt andet også for at italesætte sorgen, at hun har lavet en aftale med sine to voksne sønner, at de mødes den 20. hver måned for at mindes Peter. Så spiser de sammen, går måske på kirkegården og får sat ord på deres følelser.

»De lever begge et hektisk og travlt liv med små børn, og det kan være svært at få tid til at føle sig selv. Men jeg er jo ikke den eneste, der sørger. Det er også en stor sorg for dem at miste deres far, og for børnenebørnene at miste deres farfar.«

Else Stig Hermansen har altid været meget aktiv og haft gang i mange ting. Både sammen med Peter og alene. De fleste aktiviteter har hun forsøgt at holde fast i, selv om det har været en overvindelse, som da hun i september mødte op til korsang for første gang efter Peters død. Peter var meget vellidt i koret og havde netop accepteret en opfordring om at stille op som formand ved den næste generalforsamling. Nu er der tomt på hans plads.

Og biografklubben og teaterklubben sammen med vennerne, hvor det var Peter og Else. Nu er det bare Else.

»Jeg vidste, at jeg blev nødt til at komme i gang igen, også fysisk. Vi nedsatte Peters urne den 13. april, den dag han ville være fyldt 68 år, ved en lille bevægende ceremoni. Dagen efter rejste jeg til Grækenland til vores meget gode venner. Vi har fulgt hinanden gennem tykt og tyndt i 45 år, og jeg kunne ikke være et bedre sted med min sorg.«

»Da jeg kom hjem, begyndte jeg at svømme igen og gå til yoga. Det beroliger. Jeg deltager i en vandreklub, hvor vi går lange ture i den smukke natur. Jeg er tilsynsførende på en lille Freinet-skole, det vil jeg også gerne fortsætte med. Så går jeg på folkeuniversitetet sammen med en god veninde. Jeg er med i to litteraturklubber, men har meget svært ved at koncentrere mig om at læse lige nu. Det håber jeg bliver bedre, for det sociale samvær betyder meget for mig. Der er også brug for mig i mine to sønners familier, når børnene bliver syge, og der er forældremøder og andet, der kræver forældrene. Det yngste barnebarn har jeg passet en gang om ugen i en periode. Lige nu er jeg begyndt at svømme med hende på et baby-svømmehold, og det er fortryllende at være sammen med hende og se hendes udvikling på så nært hold. Det er helende og givende, for så kan man kun være i det. Der er ikke engang plads til Peter,« fortæller Else.

Hun har tænkt meget over, om det er en flugt, at hun har gang i så mange ting. Men hun har altid haft gang i meget, og hun er glad for sit store netværk, der betyder alt for hende. Og hun giver også sig selv tid til sorg. Hun har fået meget glæde af at tale med projektlederen på projekt ”Sorg, når ægtefællen dør” ved Palliativ Videnscenter, Jorit Tellervo.

Igennem hende har hun fået en dybere forståelse for, at sorgen ikke er noget, hun bare skal igennem, så hun efter nogen tid kan komme ud på den anden side og videre i livet. Når man sørger, foregår det i to spor, det tabsorienterede spor og det genopbyggende spor.

Når Else Stig Hermansen har travlt med at pleje sit netværk, bevæger hun sig i det genopbyggende spor, hvor hun gradvist skal til at vænne sig til sin nye identitet som enlig. Når hun af og til føler, at hun falder i et mørkt hul og har svært ved at sætte sig ved spisebordet, fordi hun savner Peter så meget, så befinder hun sig i det tabsorienterede spor. Og efterladte veksler hele tiden mellem de to spor, så man selv har mulighed for at dosere sorgens følelser og opgaver i passende mængde.

Det er også Jorit Tellervo, som gav Else Stig Hermansen et redskab, som hun kan bruge, når sorgen over, at Peter ikke længere er med i dagligdagens oplevelser, bliver for tung. Som når Selma begynder at kunne sidde selv, får sine første tænder og begynder at gå.

»I stedet for at blive så ked af, at Peter ikke kommer til at opleve børnebørnene vokse op, er jeg begyndt at inkludere ham. Spørge mig selv; hvad ville Peter sige til det her? Og det hjælper mig meget. Det var svært for mig, at Peter ikke rigtig blev inddraget på min gamle mors 98 års fødselsdag, og jeg har det svært, når venner, naboer og familie slet ikke nævner Peter i sammenhænge, hvor han plejer at være med og ofte har bidraget rigtig meget. Han er jo med i mine tanker - og må bare ikke glemmes!«

Peter er også meget nærværende på andre områder, som foruroligede Else, indtil hun fik at vide, at det er meget almindeligt.

»For eksempel har jeg det sådan, at når jeg ser én komme cyklende, så synes jeg næsten, at jeg ser Peter, og et kort øjeblik kan jeg tro, at det virkelig er ham. Jeg var i koncerthuset til en koncert, og der var én i koret, som lignede ham på en prik. Jeg havde besluttet, at jeg ville gå derop i pausen, men så rejste han sig op, og så kunne jeg jo godt se, at det ikke var Peter. Jeg drømte en nat, at han stod oppe på vores terrasse ved vestenden af huset med sit glade ansigt vendt lige mod mig, og jeg udbryder: Nå, der er du! Hvor har du dog været? Og så vågnede jeg, og det var fuldstændig syret, så virkeligt det føltes. Og så er det, at man tænker, om man er ved at blive skør.«

Else Stig Hermansen er begyndt at skrive lidt hver dag. Dyrebare øjeblikke, som hun kalder det. Små notater om, hvad der har gjort hende glad. Det gør godt at bladre tilbage og se, at livet stadig er værd at leve.

»Jeg ved jo også, at Peter ville være ked af det, hvis jeg ikke greb livet. Han var selv meget glad for livet og for mig og gav altid udtryk for det.«

Fordi Peter døde så pludseligt, havde Else Stig Hermansen længe svært ved at begribe, hvad der var sket. Hun var i stand til at handle umiddelbart efter den forfærdelige meddelelse, ringe rundt til familie og venner og naboer, tale med bedemand, præst, graver, selv om hun havde følelsen af, at det ikke var hende og Peter, det handlede om, men noget hun bare skulle ordne. Som at være med i en film. Og i et forsøg på at genvinde noget af kontrollen besluttede Else sammen med sine sønner, at de selv ville forsøge at finde en natursten til Peter og selv ordne alt vedrørende den og gravstedet.

»Det var nødvendigt for os at skabe rum for en proces, fordi det hele var sket uden varsel. Vi udvalgte sammen en smuk granitsten oppe fra Klint, hvor vi har gået masser af gange sammen med Peter og nydt naturen, fik den bakset hjem til sommerhuset i vores trillebør - og op i bilen. Jeg fandt en stenhugger, som var meget optaget af den unikke sten og løste opgaven fint og hurtigt. Jeg kontaktede graveren ved Måløv kirke, og vi fik tilladelse til selv at komme med stenen og ordne Peters gravsted. Et lille japansk kirsebærtræ, som vi fik af koret, står så fint i hjørnet ved siden af Klintstenen. Stedet er smukt og et ”putte-hjørne”, hvor jeg kan sidde op af stenmuren og snakke med Peter.«

Fakta: Den nye sorgforståelse

Tidligere talte man om sorgens fire faser: Chok, reaktion, bearbejdelse og nyorientering. Man mente, at det tog 1-2 år at komme igennem faserne, og så var man igennem og sorgen var overstået. I dag ved vi at sorg er ikke noget, der overstås. Sorg er noget, den efterladte skal lære at leve med.

Vi taler om sorg som en proces, der foregår i to spor. Det tabsorienterede spor og det genoprettende spor. Og den sørgende befinder sig i en konstant pendulering mellem de to spor, så vedkommende både forholder sig til tabet og til det liv, der er tilbage at leve.

I det tabsorienterede spor er der savn, længsel, erindringer gode minder. Vi gensørger. For eksempel den tilstundende jul, hvor mange vil opleve, at de overvældes af sorgen igen. Og de kan blive forundrede over at opleve de store følelser igen. Men mange kan berette, at det fortsætter livet igennem. Selv efter mange år kan man gensørge, for eksempel hvis man har mistet en forælder tidligt i livet og så selv får et barn. Så overvældes man måske af sorg over, at barnet aldrig vil kende sin bedste.

I det genoprettende spor får man et frikvarter fra sorgens følelser. Man gør nye ting og påtager sig nye roller. Man får nye praktiske opgaver og får måske nye bekendtskaber. I det øjeblik man er optaget at gå ud og møde verden, optaget af nye opgaver i livet, har man ikke den samme opmærksomhed på sorgens følelser, og det er meget nødvendigt med disse frikvarterer, fordi det er så hårdt at være i sorgen.

Fakta: Det kan hjælpe i sorgen

Fakta: Sådan hjælper du andre i sorg

Fakta: Kompliceret sorg

Er sorgen uændret smertefuld længere end et halvt år efter ægtefællens død, og leves livet i uønsket isolation, kan det være et tegn på, at sorgen er blevet kompliceret og kræver professionel behandling.

Tegn på kompliceret sorg:

Gennem egen læge kan man få professionel behandling ved kompliceret sorg. En række fagpersoner støtter mennesker i sorg: