Henning Husted kan stadig vågne op med mareridt over sin kones død

Måske spurgte de Henning, om de skulle slukke for respiratoren. Eller måske er det bare noget, han bilder sig ind fra de kaotiske timer, inden Annelise udåndede. Men i hvert fald har han lidt af skyldfølelse lige siden.

»Lægen sagde, at de ikke kunne gøre mere. De kunne ikke standse blødningen i hjernen, og hun ville aldrig kunne overleve. Men jeg troede, at hun ville sove stille ind, når de slukkede for respiratoren. Men Annelise sov ikke stille ind, hun begyndte pludselig at hive efter vejret og kæmpe for livet. Og det har givet mig mareridt sidenhen. Måske skulle jeg have kæmpet mere for hende? Hun kæmpede simpelthen sådan for sit liv, og jeg stod og tænkte, at det var mig, der havde givet tilsagn om, at de måtte slukke,« fortæller han.

Henning Husted fra Haderslev blev 70 år den sommer. En dag, som han og hans kone Annelise havde planlagt og set frem til. Annelise var lige fyldt 70, og de havde besluttet at slå de to runde fødselsdage sammen til én stor fest med familie og venner. Men festen blev aflyst. Annelise døde pludseligt og uden varsel. Og uden hende følte Henning ingen grund til at feste.

I dag er det halvandet år siden, at Henning Husted mistede sin kone. Og spørger man ham, hvornår han savner hende mest, er svaret: »Altid«. For når man har delt alt i næsten 50 år, er det nærmest naturstridigt ikke at have nogen at dele med.

Henning og Annelise stammer begge fra Vestjylland men måtte hele vejen til København for at møde hinanden. Dengang var Henning blot 20 år gammel, bankassistent og i fuld gang med at uddanne sig videre. Annelise læste til fritidspædagog. I 1969 blev de gift, og selvom arbejdsliv og karrierplaner med jævne mellemrum har betydet, at de i perioder har boet i hver sin ende af landet, ja sågar i Grønland, så har de holdt sammen i tykt og tyndt i næsten 50 år.

Da de i 2010 kom hjem efter fem år i Grønland, hvor Annelise havde arbejdet som lærer og Henning som økonomidirektør, besluttede de at flytte tilbage til Haderslev. De købte et hus på samme vej, som de var flyttet fra fem år tidligere.

Det var Annelise, der var primusmotor i en total istandsættelse, hvor hun egenhændig dampede al savsmuldstapet af væggene, inden der blev sat nye vinduer, døre og gulve i huset. I marts 2013 stod de 150 kvm. færdig, kort før Annelises 70 års fødselsdag.

Annelise var begyndt at spille bridge, da hun kom tilbage til Haderslev. Og en dag i februar 2014 tog hun som sædvanlig af sted over middag, mens Henning tog i svømmehallen med deres to seks-årige børnebørn, som var på vinterferie hos dem.

»Da jeg kom hjem med de to trætte drenge, kom nabokonen hen til mig i carporten og sagde, at Annelise havde slået baghovedet alvorligt, så det blødte, og hun var blevet kørt til Odense Universitetshospital. Jeg skulle kontakte dem straks.«

Nabokonen var én af Annelises bridgemakkere, og hun forklarede, at Annelise i en pause i spillet skulle på toilettet og pludselig faldt bagover, uden overhovedet at forsøge at tage fra sig. Og at hun blødte fra baghovedet. Henning tænkte, at der måske var tale om en hjernerystelse eller et kraniebrud. Det var lige omkring spisetid, og på komfuret stod en gryde med mad og en seddel fra Annelise. ”Jeg håber, at I har haft en dejlig dag. Hvis I er meget sultne, så behøver I ikke at vente på mig.”

Det blev Annelises sidste hilsen til Henning.

Annelise var bevidstløs og lå i respirator, da Henning ankom. Parrets tre voksne døtre var også tilstede. Lægerne fortalte, at hun havde en udposning på en blodåre i hjernen, og de kunne ikke stoppe blødningen. I løbet af aftenen kom der en midlertidig bedring, som gav familien lidt håb, men ved et-tiden om natten kom lægen og sagde, at de ville slukke for respiratoren.

»Det hele var kaotisk, men når jeg tænker tilbage, så har jeg en fornemmelse af, at de spurgte mig, om de skulle slukke for respiratoren. De fortalte mig, at der ikke var noget at gøre, og skulle hun endelig overleve, så havde hjernen taget så meget skade, at hun ville være som en død. Jeg opfattede det sådan, at hun ville få en stille død, når de slukkede for respiratoren. Men det var langtfra tilfældet. Længe lå hun og kæmpede for at trække vejret, og jeg blev meget i tvivl, om vi havde gjort det rigtige.«

Annelise døde ved fire-tiden om morgenen. Inden Henning forlod hospitalet, fik han udleveret en gennemsigtig plasticpose med hendes tøj, som personalet havde været nødt til at klippe op. Hendes bh, hendes undertøj og bluse.

»Det var simpelthen grænseoverskridende at gå gennem forhallen med en gennemsigtig pose med tøj fra min afdøde kone. Jeg tror ikke, at mine børn bemærkede det, men jeg følte mig elendig tilpas. Og jeg har heldigvis fået det sagt til personalet ved en efterfølgende samtale, som vi fik tilbudt nogen tid efter. Her fik jeg også forklaring på, hvorfor Annelise havde kæmpet så meget den nat, hun døde. De sagde, at det var kroppens reflekser, og det hjalp mig at få det at vide. Men jeg kan stadig vågne op om natten med mareridt og være ked af det med følelsen af, at jeg var med til at slukke for respiratoren. Det har jeg stadig skyldfølelse over.«

Selv om Hennings døtre ville tage med ham hjem bagefter, foretrak han at være alene, så han kørte mod Haderslev ad hovedvejen, da olielampen pludselig lyste rødt. Han kørte ind på den nærmeste tankstation for at købe olie, men da han kom hen til den unge pige ved kassen, kunne han ikke sige noget. Han forsøgte flere gange, men der kom ikke en lyd over hans læber, og den unge pige spurgte ham bekymret, om han var dårlig?

»Jeg må have set mærkelig ud, som jeg stod der og forsøgte at tale. Jeg havde faktisk ondt af hende, men jeg fik pengene op af lommen og fik betalt uden et ord og kom ud af døren. Det kom helt bag på mig, at jeg kunne reagere sådan. Jeg har aldrig haft let til tårer. Jeg kan godt huske, at jeg var rørt, da mine børn blev født, men slet ikke på samme måde som nu,« siger Henning og pudser næse.

Henning Husted tænkte, at han blev nødt til at se katastrofen i øjnene. Sådan har han altid taklet problemer, så da han kom hjem, startede han fra en ende af med at ringe rundt til Annelises fem søskende, hans egne søskende, naboer og venner. Det blev et par hårde dage, som nok var med til at cementere situationen for ham.

Hans tre døtre kom, og sammen fik de arrangeret begravelsen og alle de praktiske ting omkring dødsfaldet. Bisættelsen var højtidelig og blev afviklet på en fin måde, men da alle gæsterne var taget af sted blev der pludselig meget tomt i huset.

»Det var faktisk først på det tidspunkt, det gik op for mig, at jeg havde brug for hjælp. Jeg havde ikke rigtig sovet, siden jeg kom hjem. Og jeg havde stadig de her mareridt, hvor jeg så Annelise kæmpe for livet og følte, at det var min skyld. Så jeg kontaktede min læge og fik noget beroligende. Jeg var ved at være bange for, at jeg havde fået posttraumatisk stress, men samtalen med lægen hjalp mig, og han kunne fortælle mig, at min reaktion var helt normal. Jeg skulle bare komme igen, hvis jeg havde behov for det. Det var en stor tryghed. Fra kirkens side var der ingen opfølgning efter bisættelsen. Og kommunen har jeg aldrig hørt noget fra. Jeg synes ellers, at det ville være på sin plads, at man lige sendte én, som kunne etablere en kontakt, så efterladte kunne vide, at der er hjælp at finde, hvis der bliver behov for det. Hvis jeg for eksempel ikke havde mine naboer, venner og børn, så kunne jeg let have gået ned med en dyb depression.«

Efter mere end halvandet år kan Henning stadig røres til tårer, når han fortæller om hele forløbet, men han føler, at han er kommet langt i sit sorgforløb.

»Huset er for stort til mig alene. Men når jeg går rundt derhjemme, glædes jeg over alt det, som Annelise og jeg fik lavet sammen, selv om jeg stadig ikke bruger stuen, en dejlig stor vinkelstue med smukke, afhøvlede trægulve. Men lige der føler jeg mig alene, selv om jeg nu er begyndt at indtage min morgenkaffe og mit morgenæg derinde søndag morgen. Så sætter jeg god musik på anlægget og kniber en tåre. Musikken rører ved noget dybt inde. Jeg mindes mange gode timer, hvor vi gik og arbejdede sammen på huset. Mine piger vil gerne have, at jeg flytter over mod København, men jeg har valgt at blive, i hvert fald de næste fem år. Annelise og jeg er flyttet meget rundt i vort liv, men da vi kom til Haderslev for anden gang, var det som om, vi faldt til ro. Jeg har et godt netværk, gode naboer og gamle venner, jeg sejler med nogen af vores venner, synger i kirkens voksenkor, og så er jeg begyndt at spille golf. Jeg føler mig hjemme der.«

Men parrets sommerhus har Henning haft svært ved at komme i. Kort tid inden Annelises død havde de været i banken for at tale om deres fremtidige økonomi. Bankrådgiveren talte noget om tidshorisonter for sommerhuset.

»Vi kiggede på hinanden. Det havde vi slet ikke tænkt over, men vi blev hurtigt enige om, at vi i hvert fald ville beholde det de næste 10 år. Det var vort fristed, som vi var utroligt glade for. Mine børn har siden flere gange spurgt, om ikke vi sammen skulle tage derud, men jeg havde det sådan, at første gang ville jeg være der alene. Det skete så i foråret, og i juni var jeg der nogle gange. Og selv om min første tanke var, at det skulle sælges, så lejer jeg det ud nu og reserverede det til mig selv i efterårsferien, hvor jeg var der med mine børnebørn.«

Annelise sagde altid, at Henning ville være bedst til at blive alene, fordi han er så udadvendt. Og det har hun måske ret i. Nu er han via sit engagement i koret blevet frivillig ved kirken og er med til at arrangere børnegudstjenester.

Han er også medstifter af en mandegruppe inden for domsognet. En klub for yngre mænd, der er blevet ældre. Her mødes mænd hveranden uge med en madpakke. Så får de en sodavand eller en øl, og bagefter er der et arrangement, hvor forskellige folk kommer og fortæller om deres job eller et interessant emne.

»Jeg kan mærke, at det hjælper mig at have noget i min kalender. Det hjælper mig virkelig at være ude og gøre noget og så have mere overskud til sorgen derhjemme. Jeg kan godt huske første gang, jeg havde en hel eftermiddag, hvor jeg ikke tænkte på Annelise. Jeg havde været ude at spille golf, og da jeg kom hjem, blev jeg helt overrasket. Jeg havde slet ikke tænkt på hende. Man får et frikvarter ved at komme ud og væk hjemmefra. Når jeg synger i koret, tænker jeg heller ikke på hende. Og det betyder, at jeg har mere overskud til at se sorgen i øjnene, når jeg kommer hjem igen. Det vekselforløb har været godt for mig i stedet for at blive hjemme i sofaen og sørge over det, jeg har tabt. Men jeg har dårlig samvittighed hver gang. Jeg kan også komme til at tænke, at hun måske ikke ville have fået hjerneblødningen, hvis jeg havde passet bedre på hende. At jeg skulle have sagt til hende, at hun skulle tage den lidt med ro.«

Henning snakker stadig med Annelise, når han er på kirkegården, og han kigger på hendes billede og siger godnat til hende hver aften.

»Aftenerne kan godt være lange, men jeg har investeret i den store tv-pakke og ser en masse fodbold. Og jeg har alle mine venner her, som er søde til at invitere mig. Nu er det snart min tur til at invitere, men der er jeg ikke kommet til endnu,« siger han.

Fakta: Den nye sorgforståelse

Tidligere talte man om sorgens fire faser: Chok, reaktion, bearbejdelse og nyorientering. Man mente, at det tog 1-2 år at komme igennem faserne, og så var man igennem og sorgen var overstået. I dag ved vi at sorg er ikke noget, der overstås. Sorg er noget, den efterladte skal lære at leve med.

Vi taler om sorg som en proces, der foregår i to spor. Det tabsorienterede spor og det genoprettende spor. Og den sørgende befinder sig i en konstant pendulering mellem de to spor, så vedkommende både forholder sig til tabet og til det liv, der er tilbage at leve.

I det tabsorienterede spor er der savn, længsel, erindringer gode minder. Vi gensørger. For eksempel den tilstundende jul, hvor mange vil opleve, at de overvældes af sorgen igen. Og de kan blive forundrede over at opleve de store følelser igen. Men mange kan berette, at det fortsætter livet igennem. Selv efter mange år kan man gensørge, for eksempel hvis man har mistet en forælder tidligt i livet og så selv får et barn. Så overvældes man måske af sorg over, at barnet aldrig vil kende sin bedste.

I det genoprettende spor får man et frikvarter fra sorgens følelser. Man gør nye ting og påtager sig nye roller. Man får nye praktiske opgaver og får måske nye bekendtskaber. I det øjeblik man er optaget at gå ud og møde verden, optaget af nye opgaver i livet, har man ikke den samme opmærksomhed på sorgens følelser, og det er meget nødvendigt med disse frikvarterer, fordi det er så hårdt at være i sorgen.

Fakta: Det kan hjælpe i sorgen

Fakta: Sådan hjælper du andre i sorg

Fakta: Kompliceret sorg

Er sorgen uændret smertefuld længere end et halvt år efter ægtefællens død, og leves livet i uønsket isolation, kan det være et tegn på, at sorgen er blevet kompliceret og kræver professionel behandling.

Tegn på kompliceret sorg:

Gennem egen læge kan man få professionel behandling ved kompliceret sorg. En række fagpersoner støtter mennesker i sorg: