Fortsæt til indhold
Musik

George Michael-obduktion giver først svar om flere uger

Det er stadig uvist, hvad der forårsagede popsangeren George Michaels død. Det oplyser det britiske politi.

/ritzau/

Der er stadig et godt stykke vej endnu, før det britiske politi kan fastslå, hvad der forårsagede popikonet George Michaels død første juledag.

Det siger politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Dødsårsagen er uvis, og yderligere undersøgelser skal nu foretages. Resultatet af undersøgelserne vil formentlig ikke være klar før om adskillige uger, lyder det i en udtalelse fra det britiske politi.

Obduktionen blev foretaget torsdag, og politiet har tidligere sagt, at man behandler dødsfaldet som "uden forklaring, men ikke mistænkeligt".

George Michael blev fundet død i sin seng 25. december, og hans manager har udtalt, at dødsfaldet skyldtes et hjertesvigt.

De seneste år fandt politiet flere gange cannabis og kokain i George Michaels besiddelse, og i 2010 fik han en otte ugers fængselsdom, fordi han kørte sin bil ind i en butik i London, mens han var påvirket af cannabis.

George Michael, der blev født Georgios Kyriacos Panayiotou i det nordlige London, solgte mere end 100 millioner albums i løbet af sin karriere, der spænder over næsten fire årtier.

Tidligere i december blev det meddelt, at produceren og sangskriveren Naughty Boy arbejdede på et nyt album med George Michael.

I 2011 måtte sangeren ellers udskyde en række koncerter efter at være blevet behandlet på et hospital i den østrigske hovedstad, Wien, for en voldsom lungebetændelse.

Efter behandlingen gav han en tårevædet hilsen til sine fans uden for sit hjem i London. Her beskrev han, hvordan det havde været "enten eller", om han overlevede eller ej.

Under behandlingen udførte lægerne en såkaldt trakeotomi for at holde hans luftveje åbne. I perioder af indlæggelsen var sangeren angiveligt bevidstløs.