Fra min talerstol på vulkanøen

Tale til danskerne som tak for corona-penge.

Men hvem er danskerne? Danskerne støtter Støjberg, Danskerne støtter ikke Støjberg?

Skal jeg belære, oplyse, revse, prædike, dele ud af mit privatliv, af mit forfatterliv?

Men jeg er jo rejseleder, denne sommer uden turister, men jeg har veninder og børn, vi har

rejst meget denne sommer, rundt i landet med telt, nordpå, vestpå, mod øst, til fuglefjelde,

vulkaner, gletsjere og vandfald, strande og kløfter, kilder og bassiner, nu på

Vestmannaøerne i syd.

Jeg er klatret med min veninde op på fjeldkammen for at skrive dette. Det er nat, solen har

lusket sig lige ned under horisonten, en form for grånen eller tusmørke har indfundet sig, vi

er i slutningen af juli og de skinnende nætters tid er allerede forbi.

Langt dernede i fjeldsidernes skygge står teltet, hvor drengene, mine børn, og min venindes

søn, ligger og sover.

Min veninde skriver også, hun skal aflevere et digt til et tidsskrift.

Hvad jeg dog skal sige til danskerne?

Kan du ikke forklare dem det med Grønland? foreslår hun. (Det er mærkeligt, forkasteligt

faktisk for en islænding, at Danmark stadig er kolonimagt.)

Jeg ved ikke. Jeg håbede inspirationen ville komme bare jeg fandt den rigtige talerstol, følte

faktisk lidt jeg gik den i møde ved at klatre herop.

Når man ser til den anden side fra fjeldet kan man se ud over havnen, hvor vi kom ind med

færgen tidligere i dag; og man kan se over til sydkysten af hovedøen, de isklædte vulkaner:

Myrdalsjøklen på toppen af den frygtede vulkan Katla, Fimmvörduhals og Eyjafjallajøklen.

Herude er vulkanerne isfri, til højre for mig ligger Helgafell og Eldfell, på henholdsvis 5.000 og bare 47 år. Eldfell opstod af Helgas skød, da hun pludselig og uden varsel åbnede sig i en to en halv kilometer lang sprække en januar nat i 1973 gennem den østlige del af byen her på Heimaeyja. Fontæner af ild, brændende sten og klippestykker sprøjtede op fra jordens indre, en strøm af lava tvang folk i bådene uden tid til at få ejendele med sig eller pyjamassen af.

Nordens Pompei har islændinge siden med karakteristisk storladenhed skråstreg

skamløshed kaldt Heimaeyja.

Hele øens befolkning, 5.000 mennesker, blev evakueret den nat, og tankevækkende nok

herefter ret ubesværet indkvarteret, beskæftiget og genhuset rundt omkring i landet.

Her skal det i øvrigt nævnes, at Vestmannaøerne har fået navn efter en flok irske slaver (”vestmændene” var vikingernes betegnelse for irerne, der som oftest var de skandinaviske vikingers slaver), der slog deres norske vikingeherre Hörleifur og en række af hans mænd ihjel dengang i landnamstiden for mere end tusind år siden og søgte tilflugt på øerne her.

Hörleifurs fosterbror Ingolfur forfulgte dem med sine mænd for at få hævn, og slaverne der

kendte til vikingernes barbariske henrettelsesmetoder ikke mindst af ulydige slaver, kastede

sig ud fra klipperne for at undgå hvad de forudså en langt værre skæbne. Det var brutalt

dengang. Men det er det også i dag. For eksempel i Danmark, hvis jeg nu skal forsøge at

holde mig til sagen: Talen til danskerne: Dansk udlændingepolitik. Den brutalitet overfor

mennesker på flugt. Lejrene i Danmark: Ellebæk, Avnstrup, Sjælsmark, Kærshovedgård, den

institutionaliserede ondskab hvor man ødelægger menneskers liv med åbne øjne, nedbryder

dem menneskeligt, med det som intention ”at gøre dem tilværelsen så utålelig at de rejser”,

som vore folkevalgte politikere så ”smukt” har formuleret det, eller driver dem til vanvid

bogstaveligt talt, siger erfaringen, og alle eksperter i øvrigt. De drives ikke nødvendigvis til at

rejse, for mange har ikke et sted at rejse hen, men i stedet til i desperation at sluge

barberblade, foretage selvmordsforsøg, selvmord, dø som følge af politivold under

tvangsdeportationer, omkomme eller forsvinde i de såkaldt ”sikre” lande som dansk udlændingestyrelse sender dem til.

Hvad brutalitet angår står dansk asylpolitik ikke tilbage for vikingerne er min pointe.

At kaste sig ud fra klipper for tolvhundrede år siden, sluge barberblade eller hænge sig i en celle i en lejr i det danske velfærdssamfund år 2020.

Hvad f... er meningen? Skulle det forestille et civiliseret samfund?

Det vil jeg gerne vide.

Og nu har jeg ikke flere anslag til rådighed, jeg må forlade min talerstol på vulkanøen, ligeså

brat som min tales budskab.

Jeg er færdig, siger jeg til min veninde, jeg har ikke flere anslag.

- Du må få nogle af mine, siger hun.

Hun kæmper stadig med sit digt, det handler om kærlighed og angst.

- Det går slet ikke op, siger hun.