Kunsten at være fuld af lort

Kære danskere

Jeg er en forelsket kvinde, der endelig er nået til et af de vigtigste stadier i et parforhold. Det tog mig lang tid at nå hertil. Vi skulle igennem mange kåde nætter, intime samtaler og gåture i skoven, før det skete. På et tidspunkt var jeg ved at give op. Jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre. Selvom der skal to til både kærlighed og tango, vidste jeg, at det her er en ensom affære, der kræver en ro, som jeg ikke var sikker på, at jeg kunne finde. Men en dag skete det endelig. Nu kan jeg skide i min kærestes lejlighed.

I betragtning af hvor mange skidende mennesker, der er i Danmark, er det påfaldende, at der så mange toiletproblemer, vi aldrig taler om.

Den værste opfindelse nogen sinde må være toiletbåsen. Det er så nærigt kun at tildele den toiletbesøgende en bås som et dyr i en stald, når man har brug for et helt, lydisoleret rum. Jeg synes, at regeringen bør tage problemet alvorligt og forbyde toiletbåse i Danmark.

Og nu vi er ved de store beslutninger, har jeg også en hilsen til DSB. Jeg medgiver, at det er smart med automatiske døre og en låseknap med lys, men det kræver en enorm tillid fra toiletbesøgeren. Drop den røde låseknap, og genindfør de gammeldags, manuelle slags. Det andet resulterer i for mange forstoppelser.

Det værste er, når det skidende menneske bliver forelsket. Specielt hvis man som mig forelsker sig i en mand, der bor i en lille lejlighed i København. For her er badeværelset et kosteskab med papirtynde vægge. Derfor vil jeg gerne sende en særlig hilsen: Kære Søren Pind. Vi er mange, der husker dengang, du ville gøre noget ved vandtrykket i København. Det var en vigtig sag, og vi var mange, der støttede dig. Kom tilbage til dansk politik, der er endnu et sanitært problem, der skal løses. Vi mangler et lovkrav om særlig lydisolering på toiletter og badeværelser, som ligger mindre end 10 meter fra køkken, stue eller soveværelse.

Nu kunne nogle læsere finde på at spørge, om det virkelig er så farligt at skide. Og her må jeg svare med en historie om dengang, jeg datede en tatovør, der boede i Nokken på Islands Brygge i en skurvogn uden toilet. Jeg havde besøgt ham en aften og drukket guldøl og spist bisonkød. Den nat fik jeg æren af at sove hos ham, men desværre viste det sig hurtigt, at mine tarme ikke var så glade for bisonkød. Jeg skulle på toilettet. Akut. Men tatovøren havde ikke noget wc i sin skurvogn. Det nærmeste toilet var 200 meter væk. Så jeg måtte skide i haven. Seks gange den nat.

Jeg ved ikke, om han opdagede det. Han sendte mange søde sms’er bagefter, men jeg skammede mig så meget over at have gødet hans have, at jeg aldrig svarede. Sådan kan dårlige toiletfaciliteter ødelægge et kærlighedsforhold.

Kunsten at være fuld af lort er ikke sund at mestre. Så kære danskere, lyt til jeres tarme, fór toiletkummen med papir, bid skammen i jer, og husk børsten. Her er endnu en sag, hvor det er bedst at stå sammen. Hver for sig.