Kære dansker. Kære Jensen, Nielsen, Ali, Vatøre, Vera og Hannibal Kjeldsen

Det har været en mærkelig tid. Fra den ene til den anden dag stod verden stille. Jeg har benyttet isolationen til at læse højt på facebook og interviewe fiktive danskere som er ramt af det unævnelige ord. Ja det er som en ond candyfloss man ikke kan få ned. Så jeg gider ikke snakke om den. I stedet vil jeg fortælle jer om hvad jeg går og laver i denne dejlige sommer.

Jeg sidder med en novellesamling der kommer til foråret, og en roman med små kapitler om mine forældres ungdom. Hele mit kontor er omdannet til et bjerg af breve fra 1940’erne og 1950’erne, små regninger fra for længst lukkede beværtninger. Taloner fra klasselotteriet, og eksorbitante taxiregninger fra Nærum til ”byen”. Der er også en indbydelse til fest på d’Angleterre.

Min far levede altid over evne. Det første han gjorde da min mor kom til København var at pantsætte hendes svenske hermelinskåbe for 200 kroner. Det er skægt at rejse tilbage i tiden. Jeg har fået min kone med på at fremstille rabarbergrød som vor mor lavede den med masser af stivelse. Jeg har tilmed indkøbt 8 dåser med plumrose: forloren skildpadde, og hakkebøf med sovs, som var højt skattet i mit barndomshjem.

Mine døtre er lidt bange for de dåser, men mon ikke jeg finder en lejlighed til at åbne dem hvor de ikke er hjemme.

Jeg er også begyndt at sige ”De” når jeg møder et menneske på gaden. Det synes mine naboer er meget mærkeligt. Men de kender mig, og leger med. Indtil nu går det strygende.

Jeg har skrevet ca. 25 tekster som alle hænger meget nydeligt under min udstoppede haj på væggen. De helt centrale har jeg sat fast på hajens tænder. HUSK DE SANG TE DEUM på Herlufsholm i 1942. Jeg har også fundet en række smalfilm fra min mors barndom i Mølndal ved Gøteborg. Hvad de siger ved jeg ikke, men eftersom jeg har min mors stemme indeni mig, skal fiktionen nok klare resten.

Så det går fremad. Det er enormt spændende.

Jeg har udviklet en metode hvor jeg går i pendulfart til Storebælt som ligger 400 meter væk. Så kan man både dykke og skrive. Det er da smart.

Men jeg kan godt mærke jeg savner at komme ud. Møde mennesker, sælge bøger fra min grønne mælkekasse, og køre i bil med et formål. Men det kommer jo, lige om lidt. Jeg er klar i startblokken I kan bare sige til. Men husk at tiltale mig ”Lille De” når vi ses. Ellers mister jeg kontakten til fortiden. Og så får I ikke min roman venner.

Om 20 år er jeg gammel og bor på en forfalden herregård, og tilbringer mine dage med at ryge cigar, drikke rød sodavand, tale med min hund, og fotografere spøgelser. Bogen til den tid skal hedde: Spøgelser og andre gespenster ved ghostbuster Blendstrup.

Jeg går ikke med rollator. Men har fået bygget en form for kampvogn der kan køre lodret op af muren. Det bliver en fest. Og med de ord vil jeg slutte min lille tale. Storebælt kalder. Ha det godt i sommerlandet så længe.