"Kære Bror, Kære Petruska"
Den danske dramatiker Alexandra Moltke Johansen har skrevet en tekst om Danmark set gennem hendes øjne lige nu. Teksten er en del af Jyllands-Postens sommerserie med en række forfatteres tale til danskerne.
Kære Bror, kære Petruska
Jeg er den sidste generation, der bliver mor i verden som vi kender den.
I vil ikke få børn i denne verden.
2100 bliver en dystopi.
Jeg sidder og spiser rugbrødsmadder med jer. Vi taler om at vi skal tage i svømmehallen når den engang åbner. Jeg tænker på om jeg kunne skyde jer, hvis det blev nødvendigt, det er mig der har givet jer liv. Det er mit ansvar at tage det tilbage. Hvis det var en dårlig gave.
Der er ikke nogen der kan rumme min sorg, min sorg er til at lukke op og skide i.
Kære Petruska, jeg fik dig, så I ville være et hold. Så Bror havde én der havde hans ryg, én at varme sig hos om natten, én at mindes alt det smukke med.
Du ligger på min mave i mørket og sover. Otte kilo blod, fedt og blød hud. Et lille hjerte der løber, du sover. Og jeg tænker: der er intet der kan skille os ad, jeg lyver. Jeg ejer ikke din krop, du ejer ikke min. Nogen kan smadre ruden, kravle ind og stikke mig ihjel. Nogen kan sønderbombe byen, nogen kan komme og hente dig fordi de ikke synes jeg passer på dig. Jeg tænker: hvem ejer vores kroppe. Staten, volden, tilfældet, gud, vinden, solen, pengene. Vi kan blive flået fra hinanden og jeg har ingen magt over det. Kun taknemmelighed over at det endnu ikke er sket. Og det vil ske, den sidste der venter, er døden. Døden, der gør min krop tungere og større end din, vi skal skilles fra hinanden, du og jeg.
Vi er på vej ud og hente Bror i børnehaven og jeg ser syrenbuskene, vi går hen til dem, de er lilla. Vi lugter til dem, jeg hvisker i dit øre: Husk denne lugt. Syrener. Jeg ligger i mørket og ved det: jeg kan ikke beskytte dig. Jeg er afmægtig. Min kærlighed, min klump af godhed, min flødebolle. Jeg er din mor og jeg kan ikke beskytte dig. Det er ikke en klimakrise, det er en verdenskrise, en livskrise, en naturkrise, en totalkrise.
Det er som en atomkrig der kommer og vi ved at den kommer, det er som døden og kræften og sulten, der kommer, det er som var der ild i vores fødder, som om ilden æder sig opad mod maven hvor du ligger og jeg ønsker jeg aldrig havde fået jer. Jeg skælver ved tanken om at se jer vokse op; rolige, trygge, så naturlige i en verden, der er så grotesk og så meningsløs, men som I tror er god. Den eneste mening er jer, jeg fik jer fordi jeg var egoist. Jeg ville bare gerne holde jer i mine arme, jeg ville bare gerne amme jer, se jer vokse, købe tøj til jer, lave lasagne til jer, se jer røre ved et får, se jer rejse jer og gå, jeg ville dø for at få jer, I er min hævn. I er min hævn over kapitalismen, I er beviset på at mennesket er kærlighed.
Det lærte jeg med jer, jeg så jer i alle dyr, jeg så at alle væsner har en mor, at køer er mødre, at høns er mødre, at liv er et mirakel og I er mit mirakel, min hævn, mit bevis; stor og blå og himmelvild skønhed findes. I bliver den sidste generation før dystopien, vi klarer det med skindet på næsen, mig og far og jer. I skal aldrig blive forældre, verden slutter med jer. En vildere slutning får man ikke, hvilken vild tid at være menneske i.
I får syrenbuskene at se, I kommer til at huske dem. Og havet og skoven og hundene og sandet og frugterne, bærrene, blomsterne, det hele ligger foran os som et paradis, det hele er her endnu. Der er ikke tid til at græde, det ville være meget meget utaknemmeligt, det ville være forkælet.
Det er tid til at kysse og sove og kæmpe mens vi stadigt har en verden, der ligner at den er en anden, der ligner at den er god. Sikke et held at vi er i live. Sikke et held at vi fandt hinanden. Sikke et held at vi nåede at få jer.