Fortsæt til indhold
Kultur

I Sverige får Nobel-skandale hashtagget #knytblus til at brede sig

At den første kvindelige sekretær for Det Svenske Akademi måtte gå af, viser, at patriarkatet sejrede, mener flere.

Det var fordi, at hun er kvinde. Det forekommer at være den holdning, som mange, både i og uden for Sverige, sidder med efter torsdag aften.

Da annoncerede den permanente sekretær i Det Svenske Akademi, Sara Danius, at hun gik af som sekretær og samtidig ville opgive sit medlemskab.

Det skete efter længere tids krise i akademiet, som var udløst af beskyldninger om overgreb fra kulturprofilen Jean-Claude Arnault, som er gift med et af akademiets medlemmer. Men som i sidste ende blev en strid om, hvorvidt hustruen skulle ekskluderes, og om Sara Danius var den rette til sit job.

Begge kvinder tabte tilsyneladende. Således måtte hustruen Katarina Frostenson også trække sig torsdag.

New York Times kommenterede begivenhederne med en overskrift, som blev bemærket på de sociale medier af mange svenskere:

»I Nobel-skandalen er en mand anklaget for seksuelle overgreb. En kvinde tager skraldet.«

Og mange ser netop hendes afgang som et udtryk for, at patriarkatet fortsat sidder på magten i samfundet. Støtten til Danius er væltet ind på de sociale medier, hvor hashtagget #knytblus breder sig.

Sara Danius blev Det Svenske Akademis første kvindelige sekretær i 2015, og et af hendes varemærker blev hurtigt de sløjfebluser, på svensk en knytblus, som hun ofte bar.

Mænd og kvinder har ladet sig afbilde med sløjfebluser eller sløjfer om halsen i sympati med Danius. Blandt dem både politikere og kulturpersonligheder.

Sveriges kulturminister, Alice Bah Kuhnke, har valgt en hvid skjorte og skriver på Instagram:

»En ny dag gryer. Den feministiske kamp sker hver dag. I bussen, i skolegangen, i møderummet på arbejdet. Ét skridt tilbage i går, betyder mindst to skridt frem i dag.«

Også Centerpartiets leder, Annie Lööf, er trukket i en sløjfebluse på Twitter og skriver:

»Arbejdet for ligestilling skal fortsætte.«

Umiddelbart efter Danius’ afgang lød det desuden fra Lööf på samme medie:

»Den stærke kvinde, som forsøgte at rydde op i Det Svenske Akademi tvinges bort. Jeg er faktisk helt målløs. Fuldstændig uværdig håndtering. Men Danius går med højt hoved.«

Den svenske erhvervsminister, Mikael Damberg, erklærer på Twitter, at hele hans team fredag er på sløjfeholdet.

Den tidligere sekretær i akademiet og nuværende medlem Horace Engdahl har været en af de mest højlydte kritikere af Sara Danius. Han afviser over for SVT, at hendes fratrædelse har noget med kønnet at gøre.

»Det har overhovedet ikke noget med mandligt eller kvindeligt at gøre,« lyder det.

Det Svenske Akademis 18 medlemmer er ansvarlige for at udpege vinderen af Nobelprisen i litteratur. Derudover uddeler det hvert år millioner af kroner i stipendier, tilskud og øvrige priser. Siden 1786, da akademiet blev stiftet af den daværende konge, har medlemmerne siddet på deres stole på livstid.

Efter torsdagens afgang er akademiet nede på 11 medlemmer, hvilket gør det ude af stand til at træffe beslutninger, da det kræver 12 medlemmer.