Østjylland er mere end Aarhus midtby
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det konservative folketingsmedlem Mona Juul skrev den 11. maj i Jyllands-Posten, at det var »uopfindsomt at skubbe regningen over på Østjylland – igen«.
Hun skriver desuden, at timingen er »uheldig for at sige det mildt«, og De Konservative skulle være blevet »smidt ud«.
Det undrer os i Syddjurs, hvordan Mona Juul trækker sin grænse, når hun omtaler Østjylland. Hvis man ser på hendes stemmebagland, Østjyllands storkreds, indgår der ni kommuner, der tilsammen modtager 37,8 mio. kr. mere med den nye reform end den tidligere. Er man lidt mere stor i slaget og ser på den østjyske millionby – som de østjyske kommuner i høj grad gør for at gøre sig til en attraktiv spiller i fremtidens marked med fødevarer, teknologi og industri – så modtager de nu 19 kommuner samlet 385 mio. kr. mere. Der er altså plus på kontoen for Østjylland. I al fald på de to mest oplagte måder at opgøre ”Østjylland” som en politisk størrelse på.
Socialdemokratiets udspil har haft overskriften ”Danmark er for lille til store forskelle”. Med det mener vi, at udgifterne til vores fælles velfærd er et fælles ansvar. Hvis vi ikke udlignede i økonomien, ville alle kommuner måske forsøge at lave universiteter for at tiltrække flere unge – og 98 universiteter ville næppe være fornuftigt – eller sænke serviceniveauet på ældrepleje for ikke at virke ”for attraktiv” af den simple årsag, at vi alle har brug for mere pleje og service, når vi bliver ældre, end mens vi er unge.
Men kommunerne kæmper heldigvis ikke på denne måde, og vi kan alle frit flytte rundt, som vores liv ændrer sig. Og med det nye udspil retter regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Alternativet op på nogle af de ting, der tidligere har været skævt. Den nuværende regering har prioriteret, at de bredeste skuldre bærer de tungeste læs.
Mona Juul kommenterer med sin »uheldige timing«, at coronakrisen burde have ændret på timingen af udspillet, fordi virksomhederne er pressede af nedlukningen og de økonomiske konsekvenser, der følger med. Det er fuldstændig korrekt, men netop derfor er det jo godt for Østjylland, at vi modtager lidt ekstra fremover. Så virksomhederne i Syddjurs, Randers eller Samsø også kan levere varer til de aarhusianske, og ældre borgere i Silkeborg, Norddjurs og Hedensted ikke skal til lommerne for at købe ekstra velfærd, der nu er sikret gennem den nye udligningsreform.
Desuden er det meget vigtigt, at KL og regeringen nu kan lave en økonomiaftale og kommunerne derefter deres budgetter på et sikkert grundlag og ikke som tidligere være i tvivl om, hvorvidt fundamentet ændrer sig. Timingen var den rette, og Østjylland – uanset hvor man trækker sin grænse – har fået ekstra midler af den.