Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Uopfindsomt at skubbe regningen over på Østjylland – igen

Nytænkningen er fraværende, og timingen af en ny udligningsreform elendig.

Mona Juulfolketingsmedlem, Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Østjyske kommuner må igen til lommerne. Det er konsekvensen af den aftale om udligning, som blev præsenteret tirsdag. Aarhus, Skanderborg og Favrskov har ellers været flittige betalere i mange år, men det var altså åbenbart ikke nok. Nu skal de igen – og sammen med Horsens – af med en masse penge til andre kommuner, og det synes jeg ærlig talt ikke er retfærdigt. Opfindsomt er det heller ikke.

Man skubber regningen over på de samme kommuner igen og igen. Kommuner, som vel at mærke bidrager væsentligt til ordningen allerede. Nu får de så en ekstraregning for udligning, og det kan risikere at betyde forringelser i velfærden eller skattestigninger i nogle kommuner. Ingen af delene er de tjent med.

Fremtiden er meget usikker, og den ekstraregning, som bliver efterladt i østjyske kommuner, er ikke ligefrem med til at gøre situationen bedre for familier her i området.

Glem ikke, at østjyske kommuner også har brug for at kunne levere en god service til borgerne. Der skal være råd til en god folkeskole, tryg ældrepleje og hjælp til socialt udsatte her i Østjylland. Samtidig mener jeg, at borgerne her betaler mere end rigeligt i skat allerede. De har ikke brug for at skulle aflevere endnu flere af deres hårdt tjente penge.

Og så er der dét med timingen. Den er godt nok uheldig for at sige det mildt. Vi befinder os midt i en krise, hvor mange virksomheder må dreje nøglen om, og folk mister deres job. Fremtiden er meget usikker, og den ekstraregning, som bliver efterladt i østjyske kommuner, er ikke ligefrem med til at gøre situationen bedre for familier her i området.

Fra konservativ side går vi absolut ind for udligning. Men det er idéforladt at tage fra de samme kommuner hver gang, og derfor kunne vi heller ikke være med i tirsdagens aftale om en reform.

Vi var med til den første forhandling, men blev smidt ud lige derefter. Selvfølgelig ville vi gerne være blevet ved bordet for at kæmpe videre. Men vi ville under ingen omstændigheder lægge stemmer til en aftale, hvor de, der i forvejen betaler meget, nu skal betale endnu mere. Heller ikke i Østjylland.