Fortsæt til indhold
Debatindlæg

We want you to stay!

Lad os vise verden, hvorfor Aarhus er et dejligt sted at blive.

Mette SkautrupDet Konservative Folkeparti Aarhus Byråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Er Aarhus en international by? Vi er helt klart på vej, og igennem de seneste 10 år er der sket meget. Byrådet skal snart vedtage en erhvervsplan for 2020-2023, hvori der også er initiativer for både tiltrækning af international arbejdskraft og fastholdelse af de internationale familier samt studerende.

Ude i verden fylder Aarhus nok ikke det samme som i vores egen bevidsthed. Den internationale arbejdskraft og de internationale studerende kommer ikke for byens placering eller berømthed – de kommer, fordi Aarhus Universitet og campus, erhvervslivet og byens kulturliv har noget attraktivt at tilbyde.

Det østjyske erhvervsliv mangler specialiserede medarbejdere, som ikke altid kan findes inden for egne landegrænser, og derfor må vi se udenlandsk. Dertil må vi forsøge at beholde de internationale studerende, der netop har færdiggjort deres uddannelse her i byen. Vi har gjort store fremskridt i at tiltrække flere internationale.

Men det gælder i lige så høj grad om, at byen er i strand til at skabe rammerne for et godt fritids- og familieliv. Aarhus skal være en by, man gerne vil slå sig ned i – ikke bare rejse igennem.

Der er flere væsentlige indsatser, og vi skal se familierne fra et 360 graders perspektiv.

Disse tiltag bør være en prioritet for byen, hvis vi ønsker at efterleve vores internationale mindset:

International house – En fysisk lokation, hvor det er nemt at finde de ydelser, som internationale har behov for, når de ankommer til byen. Det er borgerservice, skattekort, indskrivning af børn i institution og skole, støtte til job for medfølgende ægtefæller og studerende, sociale fællesskaber med udgangspunkt i det at være international.

Kommunens forvaltning skal være gearet til at tage imod familier, der har børn med særlige behov. At have et barn med fysisk eller kognitiv handicap, skal ikke stå i vejen for en fremtid i Aarhus.

Der skal være materiale på engelsk, så det er nemt selv at orientere sig i det offentlige system.

Vi skal have en international vuggestue og en international folkeskole. Vi har både international børnehave og internationale privatskoler. De gør alle et fantastisk arbejde og er med til både at tiltrække og fastholde internationale specialister og forberede danske familier, der skal ud i verden eller som er kommet hjem.

Vi er kommet langt for at indarbejde det internationale i den jyske hovedstad – lad os sætte høje ambitioner for det næste skridt og vise verden, hvorfor Aarhus er en dejlig by at bo og arbejde i.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.