Hånd- og fodhygiejne på Skejby Sygehus
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Under et besøg på Dagkirurgisk Afdeling på Skejby Sygehus bliver man hurtigt klar over, at her satser man meget på håndhygiejne med desinficering, men måske mindre på fodhygiejne.
Det benyttede en yngre kvinde sig af i venteværelset, hvor hun smed de bare fødder – og måske sure tæer – op i de elegante bøgestole med sort beklædning. Både sæder og armlæn blev masseret godt sammen med en grundig rensning af hendes tæer med fingrene.
Da hun blev kaldt ind til undersøgelse, stilede hun over til os og smed et par blade med ordene: »Her er noget at læse i, så I kan blive gladere, og jeg har ikke sat fødderne på dem.«
Touchè – hun havde læst vores tanker, men glemt, at hun sidst havde haft fingrene i tæerne og så på bladene.
En lærerig oplevelse for et par gamle ogginokker som os, da man bliver klar over, at de helt unge kun kan lære almen dannelse, hvis forældrene og vi voksne går foran og ikke optræder ude i samfundet, som om man sidder hjemme i egen dagligstue, hvor alt måske er tilladt.
Om Dagkirurgisk Afdeling nu også desinficerer møblerne i venteværelset kan man kun håbe på.