Nyt badehotel kommer til Aarhus
Kaløvig Badehotel åbner i løbet af foråret.
Snart åbner det nye Kaløvig Badehotel ved Kaløvig Bådehavn, kun 12 km fra Aarhus midtby.
Badehotellet åbner ved det forhenværende SalonSalon, og er bygget på drømmen om et traditionelt badehotel. Så bliver det muligt for gæsterne at spise morgenmad iført badekåbe og med udsigt til bådene i havnen.
»Det ligger i et maritimt miljø med stranden som nærmeste nabo. Det hele emmer jo af strand, godt vand og charmerende bygninger,« siger ejer Søren Dalhof, der også ejer Hotel Royal i Aarhus.
Han forventer, at badehotellet kan åbne i løbet af foråret, men oplyser at der i øjeblikket bliver foretaget restaurationsarbejde og rengøring i lokalerne.
»Åbningsdatoen ligger desværre ikke i mine hænder lige nu. Vi går og gør rent nu, og så håber vi på at åbne i løbet af foråret,« siger Søren Dalhof.
Badehotellet har plads til omkring 300 mennesker i restaurant og selskabslokaler og selve hotellet har 22 værelser til overnattende gæster.