Kongemåltid i et sidegemak
Maden er god og vidner om et højt kulinarisk ambitionsniveau. Men hvorfor dælen vælger man at servere den i et kedeligt lokale, når man har et af byens smukkeste lokaler lige ved siden af?
Om det lige er hotellets allermest kedelige lokale, vi blev placeret i, kan vi ikke sige, for vi har jo ikke set dem alle. Men sikkert er det, at dette kedelige, grå, langagtige, søvnigt belyste lokale blegner ynkeligt ved siden af den charmerende, glasoverdækkede Queens Garden, også selv om der er malerier på både vægge og loft. Lidt underligt fandt vi det da også, sådan at blive ledt en halv etage ned fra Queens Garden til det bestemt ikke særligt ophidsende lokale, når det på Hotel Royals hjemmeside hedder: »Queens Garden er Hotel Royals restaurant. En imponerende ottekantet atriumgård prydet af et kæmpe træ i midten og udsigt til himlen. Her nydes den udsøgte 5-retters gourmetmenu, hvor råvarer i høj kvalitet, æstetik og nytænkning er i højsædet hos chefkokken og hans team.«
Men det var faktisk meningen, at gourmetafdelingen skulle være her, hvor vi var placeret, forklarede tjeneren og uddybede, at Queens Garden var reserveret som morgenmadsrestaurant for hotellets gæster.
Nuvel, det var jo også først og fremmest maden, vinen og betjeningen, vi var kommet for at prøve, men lidt generende var det nu alligevel at sidde i et lokale, der var så lydt, at vi tydeligt kunne høre samtalen ved nabobordene, og tanken om, at det nok også gjaldt den anden vej, lagde en dæmper på samtalen. Her ville lidt dæmpet baggrundsmuzak nok have gjort underværker, selv om den slags selvfølgelig også nemt kan overdrives.
Selve indledningen forekom også en anelse kejtet. Vi blev placeret i bløde stole i den ene ende af lokalet og spurgt, om vi kunne tænke os at »starte ud« med nogle bobler. Jo tak, det kunne vi da, og så fik vi serveret to glas glimrende Xavier Leconte. Der blev ikke sagt noget om tilbehør, men sådan måtte det jo så være. Champagnen var god, og vi nød den i ro og mag.
Men så, da vore glas var næsten tømt, kom kokken med, hvad han præsenterede som den første snack. Det var en lille skål citrongræsduftende misusuppe skænket fra en tekande over fjeldørredrogn. Herefter fulgte et stykke lynstegt tun, et stykke stegt spansk sortfodsgris, et stykke ristet foie gras på et stykke blomkål og en lun, krydret kartoffelmos serveret på en kinesisk porcelænsske.
Det var hver især delikate småretter, som varslede en god kulinarisk oplevelse, og tjeneren havde pli nok til at skænke efter i de næsten tomme champagneglas.
Ventetid
Derimod kneb det lidt med at få spisekortet udleveret, og selv længe efter at vi havde bedt om det, kunne vi høre tjeneren stå og underholde sig afslappet med nogle personer i baren i det tilstødende lokale. En smule skarphed og opmærksomhed kunne have været tiltrængt her.
Men frem kom kortet, og vi valgte den femretters signaturemenu til 595 kr. og dertil hørende vinmenu til 350 kr. for fem glas.
Her fik vi serveret en menu, som havde fortjent smukkere omgivelser. Når man nu faktisk råder over den smukke og stilfulde Queens Garden. Vi undrede os, men nød maden.
Først en amuse bestående af finskåren røget laks med ærteskud og reven parmesan. To slags godt hjemmebagt brød blev sat på bordet ledsaget af smør og olivenolie.
Den første egentlige ret var råmarineret torskeryg med østerscreme, grønkål, ristede hasselnødder, dild og skiver af syltede jordskokker. Dertil et glas Louro Godello af den spanske godello-drue.
Hvad der på kortet var præsenteret som ”julesylten” og derfor hos ledsageren vakte en vis bekymring, havde ikke meget med almindelig julesylte at gøre. Nærmest en lunet rillette med pistacier, skiver af ristet parmesan, reven trøffel og en kraftigt reduceret skysovs. Det var meget delikat og blev ledsaget af et glas herlig riesling moselvin, Shiferterrassen Heymann Löwenstein.
Den næste ret blev serveret i to tempi. Først konfiteret, plukket andelår serveret i en slags miniaturetortilla som fingermad, dernæst en skive sprængt andebryst med spaghettistrimlet glaskål og en skysovs, der if. tjeneren var krydret med 51 forskellige krydderier. Imponerende, men det smagte godt, ikke mindst sammen med den kraftige spanske rødvin fra Cérvoles Celler.
Gods i desserten
Så var vi nået til osten, og selv om ingen af de øvrige retter havde været overvældende i omfang, så tog osten dog førsteprisen i minimalisme. Det var en ganske lille smule smuldret stilton, som blev serveret med et lille stykke syltet pære, valnødder og honning. Derrtil et glas ungarsk Oremus Tokaji. Godt, men småt.
Lidt mere gods var der i desserten, som var en flødefromageagtig kugle med blød karamel indeni, rundt omkring god mørk chokolade og syltede kirsebær og ovenover amarettosovs. I glasset en Finseca Porte, og så var finalen perfekt. Tjeneren præsenterede desserten som parfait, men det er nu flødeis i vores ordbog.
Den indledende champagne med tilbehør kostede 150 kr. pr. glas, så regningen endte på 2.190 kr.
Maden og vinen vil vi isoleret set bedømme til fem stjerner, for det kulinariske niveau er højt, men en indimellem lidt usikker betjening sammenholdt med et efter vores opfattelse lidt ucharmerende lokale (når man nu faktisk råder over noget rigtigt flot) får den samlede bedømmelse til at ende på fire stjerner.