Fortsæt til indhold
Aarhus

Byrådet vil have misbrugere skal væk fra Klostertorvet

Byrådet vedtog onsdag, at der skal arbejdes for at finde et alternativ opholdssted til udsatte borgere, som eventuelt opholder sig på og i nærheden af Klostertorvet.

Tilbage i 2013 var forretningsdrivende på og omkring Klostertorvet fortvivlede over en gruppe udsatte borgere og misbrugere, som hver dag hang ud på trapper og græsarealer i området.

Det endte med en indstilling fra Socialdemokraterne og De Konservative, hvor det blev foreslået, at magistratsafdelingerne for Kultur og Borgerservice, Sociale Forhold og Beskæftigelse samt Teknik og Miljø i samarbejde med politiet afdækkede mulighederne for at finde et alternativ opholdssted til de udsatte borgere.

Onsdag, knap tre år efter den første indstilling blev præsenteret, har byrådet vedtaget S og K's forslag.

Social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) understreger, at situationen på Klostertorvet siden 2013 er blevet bedre, men at dagsordenen stadig er relevant

»Vi skal finde ud af, hvordan vi gør torvet rummeligt for mange forskellige grupper mennesker. Jeg har været frustreret over den lange sagsbehandlingstid. Men nu har vi fået en analyse af brugen af Klostertorvet. Det har taget tid. Der er også mange andre forklaringer, f.eks. sagsbehandlingstiden i Teknik og Miljø,« sagde han.

Det umiddelbare resultat af onsdagens vedtagelse er, at der snarest etableres et pissoir og en overdækning som alternativ til ophold i busskurene.

Derudover har Teknik og Miljø siden 2013 inddraget området omkring Klostertorvet som en del af en større byrumszone, der indeholder forskellige delprojekter.

F.eks. etableringen af en grøn forbindelseslinje langs Vestergade fra Store Torv og Lille Torv til det omdannede Ceres-område, en kollektiv trafikkorridor fra Emil Vetts Passage til Klosterport samt et cykelbyprojekt med en forbedret indre cykelring ad Klostergade.

»Der er ingen tvivl om, at sagen har lagt for langt nede i bunken i Teknik og Miljø. Det er for ringe. Men det gode ved denne sag er, at vi f.eks. er blevet opmærksomme på, at der skal være plads til udsatte borgere i sydhavnskvarteret,« sagde teknikrådmand Kristian Würtz (S).

Diskussionen drejede sig senere ind på udfordringer med narkotikasalg i Mølleparken og på Klostertorvet.

»Jeg afventer med spænding en dialog med Østjylland Politi for få stofsalget bragt ned. Det er vigtigt i forhold til livskvaliteten i midtbyen,« sagde De Konservatives politiske ordfører Marc Perera Christensen, og DF's Knud N. Mathiesen fulgte trop:

»Det er beskæmmende at se det salg, der sker i Mølleparken og på Klostertorvet. Vi er stadig modstandere af kommunens stofindtagelsesrum. Det er beskæmmende, at man har rum, hvor man indtager ulovlig narkotika.«