Juridisk vurdering: Borgmesters venskab med Silkeborgs største ejendomsudvikler gør ham ikke inhabil
Kommuneforeningen KL vurderer, at borgmester Steen Vindums (V) forhold til René Birch, direktør i Birch Ejendomme ikke betyder, at han er inhabil.
Venskabet med storspilleren på boligmarkedet i Silkeborg, René Birch gør ikke borgmester Steen Vindum (V) inhabil. Desuden havde borgmesteren ingen grund til at gøre opmærksom på sin relation til direktøren og ejeren af Birch Ejendomme før, at det blev afdækket i medierne. Samtidig er der ikke noget grundlag for, at Steen Vindum uberettiget skulle have modtaget gaver fra René Birch.
Det fremgår af sammenfatningen i kommuneforeningen KL’s juridiske vurdering af, hvorvidt Steen Vindum er inhabil i sager relateret til René Birch, som er borgmesterens ven.
Steen Vindum er godt tilfreds med vurderingen:
»Den kommer heller ikke bag på mig. Jeg synes, det har været en god og grundig vurdering.«
Som tidligere beskrevet i Jyllands-Posten bad borgmesteren i forrige uge KL om at få afdækket spørgsmålet sin eventuelle inhabilitet. Det skete efter længere tids fokus på hans og andre politikeres forhold til René Birch.
Borgmesteren fortæller, at to velforberedte KL-jurister i deres afdækning spurgte ind til det omtalte i medierne.
»Jeg tror, de har læst det hele. Så på baggrund af det, stiller de en lang række spørgsmål til mig. Og det er jo så dem, jeg har svaret på,« siger Steen Vindum.
I medierne er det bl.a. blevet beskrevet, at borgeren Karen Predbjørn Klarbæk har bedt Ankestyrelsen undersøge borgmesterens, og byrådsmedlem Jarl Gorridsens (V) venskab til René Birch og hvorvidt de tager på fælles ferier eller ture til indland og udland, f.eks. i forbindelse med sports- og fritidsaktiviteter som fodbold, håndbold og jagt m.m. Samt om det er René Birch eller dennes firma, som har betalt udgifterne til turene, så der er tale om gaver til politikerne.
Gik ud i avis
Avisen søgte onsdag om aktindsigt i KL-notatet, som borgmesteren modtog mandag. Silkeborg Kommune vil i først omgang kun sende sammenfatningen og henviser til, at da notatet indeholder oplysninger om andre personer, vil forvaltningen nu høre, hvad de siger til offentliggørelse af private oplysninger.
I sammenfatningen bliver følgende fastslået:
- »Det er KL-konsulenternes vurdering, at der ikke foreligger et venskabsforhold af en karakter, der medfører inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5.«
- »Det indebærer efter KL-konsulenternes vurdering endvidere ikke en tilsidesættelse af underretningspligten i kommunestyrelseslovens § 14, stk. 2, at Steen Vindum ikke før den aktuelle debat i medierne om relationen til René Birch har bragt dette frem.«
- »KL-konsulenterne kan ikke lægge til grund, at Steen Vindum uberettiget har modtaget gaver fra René Birch, og der kan således heller ikke på nogen sådan baggrund konstateres inhabilitet i medfør af forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5. Dette spørgsmål behandles under pkt. 5.2. nedenfor.«
Lige som kommunen torsdag formiddag ikke ville give Jyllands-Posten fuld aktindsigt i notatet, betonede borgmesteren onsdag, da byrådsmedlemmerne fik notatet, at det indeholder oplysninger om private forhold, som kan være fortrolige.
Det har fået bl.a. Peter Sig Kristensen (EL) til at spørge ind til, hvad der er personlige oplysninger. Han kritiserer borgmesteren for at bede sine politiske kollegaer om at behandle notatet fortroligt og selv gå ud med det i Midtjyllands Avis, som i en artikel om notatet oplyser, at »det fremgår af et 14 sider langt notat fra KL, som Steen Vindum har vist til Midtjyllands Avis.«
»Det er rigtig dårlig stil selv at offentliggøre notatet til et medie og samtidig sige til os andre, at vi ikke må dele noget. Man sætter byrådsmedlemmerne skakmat.
Steen Vindum understreger, at han kun har vist Midtjyllands Avis »nogle ting.«
»De ting, som er fortrolige, har de ikke fået at vide,« siger borgmesteren.
Han konstaterer, at jurister har vurderet, at de steder, hvor andre er nævnt, skal disse sige ja til eller i hvert fald orienteres om, at notatet deles.
Denne partshøring blev hurtigt gennemført og ved 14-tiden torsdag sendte kommunen det fulde notat på i alt 14 sider. Heri fremgår det bl.a., at notatet er baseret på faktuelle oplysninger afgivet af borgmesteren til KL-konsulenterne.
Borgmesteren beskriver således, at venskabet med René Birch går otte-ti år tilbage og er en udløber af en professionel kontakt.
De to har kun få gange besøgt hinanden i hinandens hjem, deltager ikke i private fejringer af f.eks. fødselsdage og deres fælles rejser har ikke privat karakter, hedder det sig i notatet.
Hvis Steen Vindum har modtaget gaver er disse kun lejlighedsgaver, og deres ture har været sammen med andre og ikke betalt af René Birch, vurderer KL.
Samtidig skulle deres relation have haft en mere privat karakter for, at borgmesteren er forpligtet til at gøre opmærksom på venskabet.
Op til byrådet
Ifølge forvaltningsloven kræver inhabilitet som følge af venskab et »nært venskab«. Over for JP Aarhus har Sten Bønsing, professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet derfor ligeledes vurderet, at borgmesteren formentlig ikke er inhabil. Det vil i sidste ende være byrådet, der vurderer borgmesterens habilitet.
Det var ventet, at mandagens byrådsmøde ville have udløst en debat om inhabilitet, da Birch Ejendomme var involveret i en sag på dagsordenen. Ud over borgmesteren ville habiliteten for byrådsmedlemmerne Martin Jacobsen (K) og Jarl Gorridsen (V), som byrådet tidligere har erklæret inhabile i sager vedrørende Birch Ejendomme, komme til diskussion. Jarl Gorridsen har klaget over dette til Ankestyrelsen, da han bl.a. mener, at hans virksomheds samhandel med Birch Ejendomme og venskab med René Birch ikke gør ham inhabil.
Efter en telefonsamtale mandag mellem Steen Vindums og René Birch, trak ejendomsudvikleren sin ansøgning og punktet udgik af dagsordenen.