Nilles Kro i Sabro reddet af Torben Larche efter konkurs
Løgstør Parkhotel har overtaget forpagtningen af Nilles Kro i Sabro.
Et stykke midtjysk krohistorie får lov at fortsætte i Sabro nordvest for Aarhus.
Det historiske spisested Nilles Kro, der bryster sig af »ærlig mad og ægte krostemning«, blev ellers erklæret konkurs i januar - men siden har sagen taget en drejning.
Den drejning står Løgstør Parkhotel og den erfarne hotelejer Torben Larche for.
Parkhotellet har overtaget forpagtningen af kroen, der derfor er klar til at tænde op under gryderne igen den 9. februar, skriver kroen på sin hjemmeside.
Nilles Kro har mange år på bagen. Den slog dørene op i 1952 og tog navn efter sin grundlægger, gæstgiveren Niels Christian Andersen - populært kaldet "Nille".
Kroen var tænkt som et midlertidigt udskænkningssted på en grund, som tilhørte Skjoldelev Kro. Men da Skjoldelev drejede nøglen om, steg Nilles Kro op af asken og blev efter 1954 til en permanent sommerrestauration med klassiske danske retter som rødspætter og stegt flæsk på menuen.
Siden 2014 har kroen været på restauratøren Jens Holms hænder og har huset talrige fødselsdage og bryllupper af både kobber, sølv og guld.
Kroen dannede i sin tid også ramme om debatmøder og økonomikonferencer for det tidligere Årshus Amt samt generalforsamlinger i den lokale Venstre-kreds, hvor bl.a. Uffe Ellemann-Jensen hørte til indtil 1999.