Retssagen mod Batman-morderen er overstået - nu venter blot afgørelsen
James Holmes kan i sidste ende blive løsladt på trods af, at han de facto har tilstået 12 mord.
Los Angeles
Den formelle del af retssagen mod den 12-dobbelte morder James Holmes er slut i den amerikanske by Centennial.
Holmes, der i 2012 blev kendt som Batman-morderen, står tiltalt for i sommeren 2012 at have dræbt 12 personer og såret yderligere 70. Det skete under premieren på en Batman-film i en biograf i byen Auora i Colorado.
Her mødte Holmes op med flere halvautomatiske skydevåben, som han brugte til at udføre de mange drab.
Tirsdag, næsten tre år efter de makabre nedskydninger, kom anklageren og forsvareren så med deres afsluttende bemærkninger i den omfattende sag.
Her benyttede sagens anklager, George Brauchler, sine afsluttende bemærkninger til at vise billeder af de 12 ofre på en storskærm og igen fortælle deres historier en efter en.
Modsat benyttede James Holmes' forsvarsadvokat, Daniel King, sine bemærkninger til igen at minde juryen om, at hans klient led af svære personlighedsforstyrrelser, og i virkeligheden selv var et offer.
De afsluttende bemærkninger fungerede derfor, som de jo også skal, som en fin opsummering af sagens to synspunkter, som de ni kvinder og tre mænd i den 12 mand store jury er blevet præsenteret for, siden retssagen formelt startede 27. april.
På den ene side står anklagemyndigheden, der har udformet hele 165 tiltalepunkter mod den nu 27-årige James Holmes. Anklageren går efter den maksimale straf, dødsstraffen.
Omvendt påberåber forsvaret sig, at James Holmes var sindssyg i gerningsøjeblikket og derfor ikke kan dømmes som en normal person for sine forbrydelser.
Ender juryen med at tilslutte sig forsvarets synspunkt vil det derfor betyde, at han får en behandlingsdom og i princippet med tiden kan løslades, hvis han vurderes til at være helbredt.
"Da han gik ind i biografsalen, viser beviserne klart, at han ikke kunne kontrollere sine tanker, at han ikke kunne kontrollere sine handlinger, og at han ikke kunne kontrollere sine opfattelser," lød det fra Daniel King under tirsdagens afsluttende bemærkninger, ifølge nyhedsbureauet AP.
Anklagemyndigheden mener dog, at skyderiet i biografsalen var nøje planlagt, og at James Holmes derfor ikke kan påberåbe sig, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket.
"Han tog derhen med en ting i hjertet og en ting i hovedet, og det var massemord," lød det således omvendt fra anklager George Brauchler under de afsluttende bemærkninger.
Brauchler har da også leveret det, der meget vel kan vise sig at være det helt afgørende bevis for sin påstand. I slutningen af maj fremlagde han således en notesbog, som James Holmes havde sendt til psykiater i tiden op til skyderiet.
"Massemord eller seriemord, angrib en biograf eller en lufthavn, brug pistoler, bomber eller biologiske våben," stod der blandt andet i notesbogen.
Den indeholdt også tegninger af de forskellige sale i Aurora-biografen med bemærkninger om hvilke, der havde de færreste udgange.
James Holmes' skæbne er nu i juryens hænder, men flere retseksperter har i amerikanske medier vurderet, at det ville være en stor overraskelse, hvis det ender med, at Holmes får medhold i, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket og dermed undgår konventionel straf.
Han havde igennem længere tid været patient hos psykiateren Lynne Fenton, der under retssagen har fortalt, at James Holmes havde morderiske tanker tre-fire gange dagligt.
Fenton forklarede desuden, at hun ikke havde nok beviser til, at hun kunne indlægge Holmes mod hans vilje. På tiden for skyderierne studerede James Holmes neurologi ved University of Colorado.
Under tirsdagens møde i retssalen i Centennial var flere pårørende til stede.
"Vi beder, beder til Gud, om, at juryen træffer den rette afgørelse," lød det fra Rena Medek, der mistede sin datter, Micayla, den sommerdag i 2012, til AP.
Den rette beslutning er i hendes og flere af de andre pårørendes øjne, at James Holmes bliver dømt skyldig i samtlige tiltalepunkter og dømmes til døden.
Men selvom det skulle ske, og offentlighedens opmærksomhed herefter vil blive rettet mod andre ting langt væk fra Centennial og Auora, så vil de efterladte aldrig rigtig få fred.
"Bare fordi, at retssagen er overstået, så er sagen ikke slut for os. Det kommer den aldrig til at være for de 12 familier, der mistede deres kære i den biograf," sagde Sandy Phillips, der mistede sin datter Jessica.
Juryen skal i første omgang blot tage stilling til skyldsspørgsmålet. Finder den James Holmes skyldig, skal en ny retssag afgøre, om han skal idømmes livsvarigt fængsel eller en dødsstraf. Anklagemyndigheden har fortalt, at den vil gå efter det sidste i sådan et tilfælde.
Er juryen omvendt enig med forsvaret i, at James Holmes ikke kan dømmes skyldig grundet sindssyge i gerningsøjeblikket, vil han blive overdraget til behandling øjeblikkeligt uden mulighed for, at han nogensinde igen kan tiltales for de 12 drab.