Fortsæt til indhold
USA

Farlige flugtfanger fundet i USA

Den ene af to fanger, der har været på flugt i tre uger, er blevet skudt og dræbt af politiet.

Los Angeles

49-årige Richard Matt og 35-årige David Sweat har siden 6. juni været på flugt fra det ellers topsikrede fængsel Clintion Correctional Facility.

Fredag sluttede flugten imidlertid efter 20 dage, da de to morddømte flugtfanger blev fundet af myndighederne. Det fortæller flere amerikanske medier fredag aften dansk tid.

I første omgang er det dog lykkes for Sweat at flygte fra myndighederne, mens Richard Matt er blevet skudt og dræbt af myndighederne, skriver flere amerikanske medier.

Fundet af de to fanger, der er blevet betegnet som meget farlige, blev gjort, efter politiet weekenden forinden havde fundet frem til jagthytte i bjergområdet Adirondack små 30 kilometer vest for Clinton Correctional Facility.

Her fandt efterforskerne flere genstande med dna-materiale fra de to undslupne fanger. Blandt genstandene var et par støvler, hvilket indikerede, at de to havde forladt hytten i en vis fart. Fundene pegede også på, at de to var bevæbnede.

Tidligere fredag fortalte Charles Guess fra New Yorks politi på et pressemøde, at efterforskerne havde fundet spor i nordvestlig retning fra jagthytten, hvilket pegede på, at de to var på vej mod Canada.

Sagen har tiltrukket sig megen opmærksomhed ikke mindst grundet dens spegede karakter. Den 51-årige fængselsarbejder Joyce Mitchell blev allerede tidligt et centralt element i efterforskningen af selve fangeflugten. Hun er nu anholdt og sigtet for at have hjulpet de to med at flygte fra fængslet.

Mitchell skulle have haft et forhold til Richard Matt, der gjorde, at hun smuglede kraftigt værktøj ind til de to, som blev brugt til at bore hul igennem til fængslets rørsystemer, som de anvendte til flugten. Den spektakulære flugt er blevet sammenlignet med flugten i den Oscar-nominerede film "En verden udenfor".

Joyce Mitchell arbejdede i fængslets værksted.

En ny medarbejder fra Clinton Correctional Facility blev anholdt onsdag. Den 57-årige fængselsbetjent Gene Palmer blev anholdt for at have stået i ledtog med Joyce Mitchell og de to flugtfanger.

Mitchell smuglede værktøjet ind til Matt og Sweat ved at gemme det i frossent kød, som Palmer så ville give til de to, da de boede i en fløj af fængslet, der tillod de indsatte at tilberede deres egen mad.

Flugten var den første af sin art i Clinton Correctional Facilitys 150-årige historie.

Begge fanger var på flugt fra morddomme. Matt var fængslet for at have bortført, tortureret og senere dræbt sin tidligere chef William Rickerson i 1997. Han afsonede en dom på minimum 25 års fængsel, som kan ende med at blive til en livstidsdom.

David Sweat blev i 2002 idømt en livstidsdom for under en skudveksling at have dræbt en politibetjent.