Filmiske flugtfanger er på fri fod mod alle odds
Politiet mistænker en kvindelig fængselsbetjent for at have hjulpet to morddømte med spektakulær fangeflugt.
Los Angeles
Natten til lørdag fandt en af de mere spektakulære fangeflugter sted fra det ellers topsikrede fængsel Clinton Correctional Facility i den nordlige del af den amerikanske stat New York.
Flugten mindede i høj grad om den flugt, som Tim Robbins' karakter Andy Dufresne tager i storfilmen "En verden udenfor" fra 1994. Ved fangeflugten lørdag borede de to morddømte fanger Richard Matt og David Sweat sig således gennem fængslet rørsystemer midt om natten.
Som tiden er gået, er det filmisk inspirerede flugtforsøg dog ikke det eneste, der har gjort fangeflugten ganske opsigtsvækkende. For ikke nok med, at det var første gang i Clinton Correctional Facilitys 150 år lange historie, at det lykkedes for fanger at bryde ud, så har Matt og Sweat mod alle odds også formået at holde sig på fri fod.
Ifølge det amerikanske medie fivethirtyeight.com, er det kun meget få flugtforsøg fra fængsler i New York, der rent faktisk lykkes. Fra 2002 til 2013 lykkedes til således blot for 30 fanger at undslippe fangenskab. Ikke nok med det, så blev samtlige af de 30 fanget igen.
Alle på nær én blev fanget igen inden for 24 timer af flugten. Den sidste blev fanget efter tre dage på fri fod.
Umiddelbart efter fangeflugten fortalte New Yorks guvernør, demokraten Andrew Cuomo, til amerikanske medier, at staten var i en krisetilstand med Richard Matt og David Sweat på fri fod.
De morddømte er da også blevet beskrevet som ekstremt farlige, men samtidig med, at myndighederne forsøger at finde de undvegne fanger, spørger de også sig selv om, hvordan det kunne lade sig gøre, at de to overhovedet kunne udføre den spektakulære flugt.
Ligesom med Andy Dufresne må de to have fået hjælp af andre til at udføre flugten. Modsat den Oscar-nominerede film var det dog langt fra at være en stenhammer, som cellenaboerne brugte til at udføre deres plan. Det var i stedet kraftigt værktøj.
Remedier af en type, som man skal kende mere end en snu medfange med gode kontakter for at fat i, når man er fange i et topsikret fængsel.
"Jeg bliver chokeret, hvis der er en fængselsbetjent involveret. Men de fik helt sikkert hjælp. Bedømt ud fra værktøjet alene, kan de ikke have gjort det her selv," sagde Cuomo til tv-stationen NBC mandag.
To fanger har da også vist et stort overskud på deres vej mod friheden. Da Andrew Cuomo inspicerede de tos flugtrute, kunne guvernøren således stadig se de gule sedler på rørene, som Richard Matt og David Sweat havde efterladt.
På sedlerne var tegnet storsmilende ansigter med teksten "hav en dejlig dag".
Efterforskningens opmærksomhed har tilsyneladende samlet sig om et ægtepar, der arbejder i Clinton Correctional Facility. Især kvinden har påkaldt sig myndighedernes interesse, fortalte politiet til amerikanske medier tirsdag. Endnu er hun hverken anholdt eller sigtet i forbindelse med fangeflugten, men hun har været afhørt i sagen.
Hendes søn har over for NBC bekræftet medieforlydender om, at hun tilbragte en del af sin weekend på et hospital. Der skulle ifølge flere amerikanske medier have været tale om panikanfald, men så langt vil sønnen ikke gå.
"Hun havde stærke smerter i brystet, men hun er en meget nervøs person," sagde sønnen, der samtidig afviste tanken om, at hans mor kunne have noget som helst med fangeflugten at gøre.
"Hun er ikke typen, der ville risikere sit eget eller andres liv, for at sådanne personer kan flygte fra fængslet," sagde han.
Politiet i New York har endnu ikke modtaget henvendelser, der har givet efterforskerne en klar indikation af, hvor 48-årige Richard Matt og 34-årige David Sweat befinder sig.
Matt blev i 1997 anholdt for at have bortført, tortureret og til sidst dræbt forretningsmanden William Rickerson, som han tidligere havde arbejdet for. Det lykkedes dog også dengang Richard Matt at flygte. Han tog til Mexico, hvor han blev anholdt for at have slået en person ihjel under et barslagsmål. Han blev dog udleveret til retsforfølgelse i USA.
Her blev han idømt en dom på mindst 25 års fængsel, der potentielt kan ende med at blive en livstidsdom.
En sådan er hans følgesvend David Sweat allerede idømt, da han i 2002 fik en livstidsdom for at have dræbt en politibetjent under en skudveksling.