Fortsæt til indhold
USA

Kan Scientology redde falleret industriby?

Politikerne i Flint overvejer at bekæmpe kriminaliteten med et omstridt tiltag.

Los Angeles

En gang gik det rigtig godt i Flint.

Bilindustrien med General Motors i spidsen blomstrede, skabte arbejdspladser og sikrede trivsel i byen, som ligger godt 90 kilometer nordvest for Detroit i Michigan.

Men efter omfattende fabrikslukninger i 1970’erne forvandlede byen sig og har lige siden været præget af et faldende indbyggertal, fattigdom og stor arbejdsløshed.

De trøstesløse forhold i byen med godt 100.000 indbyggere er blandt andet skildret i Michael Moores prisbelønnede film Roger & Me fra 1989.

Flint er desuden berygtet for omfattende kriminalitet og har i mange år været blandt de mest voldelige byer i USA.

Byen, som New York Times i 2011 kaldte "Murdertown", har forsøgt sig med mange forskellige tiltag til at bekæmpe kriminaliteten, men den seneste plan vil givetvis vække mere opsigt end de øvrige.

Ifølge lokale medier er byrådet nemlig tæt på at vedtage en plan om at lade læresætninger fra Scientology spille en større rolle i problemløsningen.

Helt konkret overvejer man i første omgang at lade politiet og diverse offentlige ansatte og kontorer distribuere kopier af bogen ”The way to happiness”, som er skrevet af Scientologys grundlægger L. Ron Hubbard, til byens børn og unge herunder kriminelle og elever, som er tilknyttet diverse pasningsordninger efter skoletid.

Scientology, som nok er den mest omdiskuterede af de nye religiøse bevægelser i Vesten, er et filosofisk system udviklet fra begyndelsen af 1950'erne af amerikaneren L. Ron Hubbard på grundlag af hans "gør-det-selv"-terapi dianetik fra 1940'erne.

Bevægelsens lære er fremlagt i en lang række bøger af Hubbard og bærer præg af hans særlige begrebsudvikling.

Idéen om at lade byen godkende og gøre brug af nogle af Scientologys idéer og bøger blev præsenteret tidligere på måneden af Monika Biddle, en repræsentant for den nyreligiøse bevægelse, og flere politikere var tilsyneladende lydhøre overfor forslaget:

”Det moralske niveau i vores samfund er så forfaldent, at det vil tage mange år at ændre på. Vi er nødt til at så nogle værdier i disse børn, fordi det er noget, som de ellers ikke får,” sagde byrådsmedlem Monica Galloway ved en tv-transmitteret høring.

Den omtalte bog er et selvhjælpsprogram, der omfatter forskellige principper, råd og retningslinjer herunder befalinger som følgende: ”Vær’ ikke promiskuøs", "Vær’ mådeholden" og "Begå ikke mord."

Politichef James Tolbert vægrer sig tilsyneladende ikke ved tanken om, at politibetjente skal dele den pågældende bog ud til byens unge.

”Det lyder som en god idé. Ud fra det, som jeg har set, så virker det tilsyneladende. Jeg er tilhænger af alt, der virker,” siger han MLive/The Flint Journal.

Forslaget møder imidlertid også kritik fra diverse kommentatorer.

Ifølge Jonathan Turley, juraprofessor ved George Washington University Law School, illustrerer forslaget, at lokalpolitikerne er fuldstændig løsrevet fra virkelighedens verden.

Han tvivler på, at narkohandlere og andre kriminelle pludselig vil indse at drab og promiskuitet er en dårlig idé, fordi en politibetjent forærer dem en bog.

Turley skriver på sin blog, at forslaget reelt dækker over, at politikkerne har givet op, når det drejer sig om at bekæmpe kriminalitet og løse de omfattende sociale problemer.

”Politikkernes forsøg på at indgyde moral i befolkningen på denne måde er et farligt forslag. Ikke alene er politikere den sidste gruppe, som jeg ville gå til for sådanne lektioner. De bruger ofte gimmicks for at dække over, at de ikke seriøst bestræber sig på at løse disse sociale problemer,” skriver han og tilføjer:

”Flint har enorme og voksende problemer. Det hjælper ikke på byens image i forhold til investorer at se byens offentlige ansatte dele denne bog ud. Mere vigtigt kommer den slet ikke til at hjælpe indbyggerne. Flint har mistet for meget, når det drejer sig om arbejdspladser, omgivelserne, skoler og mange andre områder.”

Den omdiskuterede Scientology-bog distribueres af “The Way to Happiness Foundation”, som hævder at have fordelt over 100 mio. eksemplarer af bogen over hele verden.

Fonden og distribution af bogen har tidligere været kilde til flere kontroverser i det amerikanske skolevæsen.