Fortsæt til indhold
USA

Ambassadør i Estland går efter Donald Trumps EU-kommentar

James D. Melville Jr. er den tredje ambassadør, som er smuttet, siden december.

Den amerikanske ambassadør i Estland, James D. Melville Jr., har fået nok.

Faktisk har han fået så meget nok af den amerikanske præsident, Donald Trump, at han fredag valgte at fortælle sine Facebook-venner, præcis hvorfor han nu trækker sig efter 33 år som diplomat i USA's tjeneste.

I opslaget, som magasinet Foreign Policy har fået adgang til, fortæller han, at beslutningen bl.a. er taget efter en tale fra Trump, hvori han beskyldte EU for at være dannet for at »udnytte USA.« Han reagerer samtidig på oplysningen om, at præsidenten under et privat møde med G7-landene skal have kaldt Nato for lige så slemt som frihandelsaftalen Nafta.

»En embedsmand i udenrigstjenesten har en dna, som er programmeret til at bakke op om politikken, og vi bliver fra begyndelsen skolet i, at hvis der nogensinde kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan det, særligt hvis man har en lederposition, så er det mest ærefulde at sige op,« skriver Melville.

Han fortsætter:

»Jeg har tjent under 6 præsidenter og 11 udenrigsministre og havde aldrig troet, at jeg ville nå til det punkt. Når præsidenten siger, at EU blev "dannet for at udnytte USA, angribe vores sparegris" eller at "Nato er lige så slemt som Nafta" er ikke bare faktuelt forkert, men fortæller mig også, at der på tide at gå.«

En talsperson for udenrigsministeret har siden bekræftet Melvilles afgang, og diplomaten er den tredje ambassadør, som har valgt at trække sig siden december sidste år.

Også den prisbelønnede amerikanske diplomat Elizabeth Shackelford valgte at forlade sin stilling i Nairobi i december og sendte i sit opsigelsesbrev en kras kritik afsted mod Trump-administrationen.

»Vi har overdraget vores bemyndigelse til at drive amerikansk udenrigspolitik til Pentagon på foranledning af Det Hvide Hus, men til skade for vores nation,« skrev hun i brevet, som Foreign Policy og CNN var kommet i besiddelse af.

Donald Trump deltager i Nato-topmødet den 11. og 12. juli i Bruxelles og har i den forbindelse sendt et brev til den norske statsminister Erna Solberg, hvori han understreger, at Norge efter hans mening ikke bruger nok penge på sit forsvar.

»Norge er det eneste af Nato-landene, som grænser op mod Rusland, som mangler en troværdig plan for at bruge 2 pct. af bnp på forsvar,« skriver han i brevet, som VG kunne offentliggøre, og kalder samtidig Norge for Natos nordlige flankes »øjne og ører.«

Ifølge den tidligere norske udenrigsminister Knut Vollebæk kan brevet trods sin venlige tone, opfattes som truende, fordi præsidenten specifikt nævner Norges placering i forhold til Rusland.

»Trump gør det klart, hvor sårbare vi er, og det ved vi jo, og hvor afhængige vi er af hjælp fra USA. Og der kan ligge en lille undertone af, at hvis ikke vi opfylder kravet, er det ikke sikkert, at USA vil komme os til undsætning,« siger han til NRK.

Få dage efter Nato-topmødet skal Trump mødes med russiske præsident, Vladimir Putin, og mange frygter, at Trump ved Nato-mødet vil så tvivl om alliancens fremtid.

»Det transatlantiske forhold, som alle rundt om bordet tager for givet, er ikke en selvfølgelighed,« siger en EU-diplomat til CNN og kalder den nuværnede situation en »kæmpe krise.«

Artiklens emner
Nato